PUTIN CEMENTERER RUSLANDS "NÆRE UDLAND" I USBEKISTAN

Vladimir Putin, den russiske regeringschef, er på besøg i Usbekistans hovedstad Tasjkent den 1. og 2. september. Det er påfaldende af flere årsager. På grund af sin beliggenhed i midt i Centralasien og med det største befolkningstal er Usbekistan den strategisk vigtigste af republikkerne i Asiens hjerte. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Usbekistan er den eneste af dem, der endnu ikke har haft besøg af Ruslands nye præsident Dimitri Medvedev. Hans første rejse til udlandet som præsident bragte ham derimod til Kazaksthan – netop det land, som Usbekistan rivaliserer med som det politisk dominerende i regionen.
De nu uafhængige tidligere sovjetiske republikker i Centralasien hører til, hvad Moskva definerer som det ”nære udland.” Det indgår i de indflydelsessfærer, som Kreml netop har gjort krav på, at omverdenen skal respektere.
Den 28. august holdt Shanghai Cooperation Organisation (SCO) sit årlige topmøde i Tajikistans hovedstad Dushabe. Dens medlemmer er de centralasiatiske lande med undtagelse af Turkmenistan samt Rusland og Kina. På topmødet forventede Moskva helhjertet opbakning fra sine alliancepartnere til sin militære aktion i Georgien og for den ensidige russiske anerkendelse af Sydossetien og Abkhasien som selvstændige lande.
Det fik Rusland derimod ikke. For de øvrige SCO-lande med Kina i spidsen åbner anerkendelse af løsrivelses-provinser for Pandoras berømte æske. Se tidligere indlæg herom den 29. august. Moskva blev i Dunshanbe konfronteret med, at Beijing dominerer SCO og dermed
udfordrer Rusland i det ”nære udland.”
Frem til 2005 forsøgte Usbekistan at slække afhængigheden af Moskva ved at spille det amerikanske kort. USA fik tilladelse til at etablere en militær base i landet til støtte for krigen i Afghanistan. Den 13. maj 2005 kom det til det folkelige oprør i byen Andijan. Det har talrige forskere i Vesten villet fortolke som en islamistisk opstand, mens andre vestlige observatører af usbekiske samfundsforhold og bosat i regionen betragter som en kulmination på langvarige protester mod deres usle levevilkår. En usbeker, der tidligere var ansat i sikkerhedsstyrkerne og var i kredsen omkring præsident Islam Karimov, beretter om massakren i Andijan, at det var præsidenten, der personligt havde beordret, hvordan den skulle udføres. Ifølge ham var antallet af omkomne over 1.500 – mere end dobbelt så mange, som andre tidligere har skønnet.
Washington krævede, at en international kommission skulle undersøge omstændigheder i forbindelse med massakren i Andijan. Det afviste Karimov-regimet – og beordrede til gengæld, at den amerikanske base i landet skulle lukkes.
EU-kommissionen indførte milde sanktioner mod Usbekistan og har siden signaleret, at EU-landene er rede til at slække dem eller helt ophæve dem mod mindre usbekiske modydelser. Især Tyskland er aktiv i disse bestræbelser, måske fordi tyskerne stadig har en militær base i Usbekistan.
Efter de vestlige protester mod massakren i Andijan vendte Usbekistan sig igen mod Moskva. Samarbejdet blev udbygget, og Tasjkent vendte tilbage i den russiske fold.
Men inden for det seneste år er der kommet knuder på tråden mellem Moskva og Tasjkent.
Selvom USA måtte lide den tort, at den amerikanske militærbase blev smidt ud af Usbekistan i 2005, betød imidlertid ikke, at Washington dermed havde mistet sin interesse i den strategisk vigtige stat. Amerikansk diplomati er på det seneste gået i offensiven over for Karimov-regimet. I årets begyndelse var lederen af US Central Command, admiral William Fallon i Tasjkent. For USA drejer det sig i dag her mindre om at genetablere den militære base som at blokere for, at Rusland får dominans over energiforekomsterne i Centralasien.
Den russiske regeringschef Vladimir Putins besøg i Usbekistan disse dage i kølvandet på SCO-mødet i Dushanbe bliver vurderet som, at han vil dæmme op for, hvad Moskva frygterer svindende kontrol med sit ”nære udland” som følge af en mulig amerikansk diplomatisk omringning. Hans opgave er at overtale de usbekiske ledere til ikke at søge nærmere tilknytning til USA.
Som præsident gav Putin højeste prioritet til, at Moskva genvinder sin dominerende indflydelse i de nu uafhængige tidligere sovjetiske republikker. Han har omtalt Sovjetunionens opløsning i 1991 som den største geostrategiske katastrofe i det 20. århundrede.
Ruslands militære aktion mod Georgien - for Moskva stadig i det "nære udland" - skræmmer regimerne i Centralasien. Det rumler i maven hos lederne her, skriver The Economist.