caravanserais

TALIBANISTAN - ET NYT LAND I NORDLIGE PAKISTAN:

2009-01-07T15:38:00.009+05:30

En tilfældig artikel i dagens udgave af det pakistanske dagblad ”The News”
understreger, at større og større dele af Pakistans nordvestlige hjørne er ved at komme under de lokale talibaneres kontrol. Tilsvarende beviser kan man finde hver dag i notitser i den pakistanske presse. Dagens artikel beretter, at ligene af fem politifolk uden hoved er fundet liggende på et torv i Matta basaren i byen Mingora, der er hovedbyen i og indfaldsporten til Swat-dalen.
Swat-dalen var tidligere et turistområde og blev kaldt det pakistanske Schweiz.
Under et længere ophold i Peshawar i efteråret 2001 overvejede min hustru og jeg at tilbringe en weekend der. I dag ville dette være umuligt. Uanset det pakistanske militærs tilstedeværelse her, domineres dalen af talibanerne.
Fra det uvejsomme stammebælte langs grænsen til Afghanistan er talibanerne ved at brede deres indflydelse til andre områder øst derfor. Swat-dalen er et bevis derpå, da den ikke er en del af stammebæltet, men kun få timers kørsel fra Islamabad.
Hvor talibanerne og ikke de officielle pakistanske myndigheder har det sidste ord, der har de den 2. januar forbudt, at kvinder ikke må være i besiddelse af ID-kort med foto. Enker må ikke længere acceptere nødhjælp fra myndighederne. DVD-butikker og at se fjernsyn blev endnu en gang forbudt. Visse steder må kvinder ikke gå på indkøb.
Nye dekreter fulgte kort efter. Drenge og piger må ikke gå i skole sammen. I sidste måned besluttede talibanerne i Swat-dalen at forbyde piger at gå i skole. Efter lokale protester blev forbuddet slækket. Nu gælder forbuddet kun for piger over ni år. Alkohol er bandlyst. Talibanerne forklarer, at de med disse forbud indfører sharia, koranloven. Med terror og ved at myrde deres modstandere tvinger de folk til at efterleve deres påbud. Talibanerne er hermed ved at etablere et alternativ til de officielle myndigheder i de områder, som disse har mistet kontrollen over.
En gængs sandhed er, at talibanerne med deres strenge adfærdskodeks egentlig bare udrykker traditionelle konservative normer blandt folk i denne del af Pakistan.
Den private tænketank ”Center for Research and Security Studies” har foretaget et rundspørge blandt folk her – og den beviser det modsatte.
Undersøgelsen FATA-Real inside viser, at 86 pct. er imod forbudet mod DVD’er. 95 procent ønsker, at deres døtre går i skole. 92 procent afviser, at talibanerne er udtryk for den ægte Islam. 91 procent skønner, at talibanerne handler forkert. 84 procent er overbeviste om, at de religiøse partier ikke udtrykker folks ønsker.
”Times of India” forklarer i dag på forsiden, at denne truende talibanisering finder sted kun lidt over 400 kilometer fra grænsen mellem de to lande. Artiklen er ledsaget af et kort med et nyt land, ”Talibanistan.” Det består af det nordvestlige Pakistan og det sydlige og østlige Afghanistan.
For at overbevise læserne om, at dette ”Talibanistan” er tæt på Indien sammenligner artiklen med tilsvarende afstande mellem byer i Indien. Der er således kortere fra Indien til ”Talibanistan” end fra New Delhi til Lucknow, hovedbyen i den nordlige nabodelstat Uttar Pradesh.
PS! Et par dage efter at jeg skrev dette indlæg, havde det store pakistanske dagblad The Dawn en omfattende beskrivelse af den forfærdelige tilstand i Swat-dalen, som nu nærmest helt domineres af talibanere.

BOMBAY-MASSAKRE: SANDHEDENS TIME FOR PAKISTAN

2009-01-05T15:52:00.007+05:30

Pakistan blev i dag for første gang officielt præsenteret for den indiske regerings materiale, der anklager ”elementer” i landet for at stå bag Bombay-massakren i november, der kostede op mod 200 mennesker livet.
Det skete samtidig med at en udsending fra Washington er i Islamabad for her bl.a. at drøfte det materiale, som FBI, det amerikanske forbundspoliti, har forelagt myndigheder. Som det indiske peger det på pakistanske forbindelser til terroren i Bombay.
Indiens indenrigsminister – udnævnt efter Bombay-massakren – rejser til Washington de kommende dage for at præsentere den amerikanske administration for de indiske indicier, der peger på, at terroristerne havde deres udgangspunkt i Pakistan og her havde fået støtte af statslige organisationer.
Islamabad har hidtil afvist alle indicier, der peger i retning af, at terroristerne i Bombay var pakistanere, og at de var trænet og ledet af navngivne personer i en forbudt terrororganisation. De har benægtet, at den overlevende terrorist (foto: under aktion i Bombay) er pakistaner med henvisning til, at hans navn ikke findes i landets dataregister. Men det omfatter kun en tredjedel af landets befolkning.
Så derfor afventes den pakistanske regerings reaktioner på det officielle anklagemateriale fra regeringen i Delhi og på det fra FBI med betydelig spænding.
Den indiske regering søger med udenlandsk bistand, især USA’s, at tvinge den pakistanske regering til håndfast at gribe ind over for de klart identificerede organisationer og enkeltpersoner, der stod bag terroroverfaldet i Bombay.
I en artikel i dagbladet ”The Hindu” bliver Delhi-regeringens diplomati efter Bombay kritiseret. Med sin fremgangsmåde er Indien faldet tilbage i sin traditionelle rolle som læremester på en måde, der har øget Pakistans i forvejen betragtelige mindreværdskompleks over for Indien. Præsident Asif Zardari er blevet trængt op mod væggen og her har han måttet slå ind på samme linje som den oppiskede offentlige opinion i landet.
I stedet for burde Delhi straks efter Bombay-aktionen have sendt diplomater til Islamabad for her at overbevise om kernen i den indiske argumentation: begge lande skal bekæmpe den terrorisme, der truer Pakistan mere end Indien.
Artiklen beklager, at dette ikke er sket og kritiserer Delhi for at have ”uddelegeret” sit ansvar til andre regeringer i forventning om, at de over for Pakistan vil gøre, hvad Indien ikke selv vil.
Men de indiske forventninger til udfaldet af amerikanske mulige anstrengelser over for Islamabad er mere end begrænsede. Årsagen er, at USA i krigen i Afghanistan – hvor antallet af amerikanske soldater står for at blive nærmest fordoblet i de kommende måneder – mere end hidtil har brug for støtte fra den pakistanske hær. Konfronteret hermed tæller de indiske interesser ikke meget.
Med den amerikansk-indiske atomaftale og i retorikken omkring den hed det, at USA vil bistå Indien til at blive en af de væsentlige globale aktører. Det har ført til, at mange i Indien blindt sat deres lid til Washington og den strategiske aftale mellem de to lande. Set fra Delhi er forholdet til USA strategisk, mens det amerikanske til Pakistan bare er taktisk på grund af krigen i Afghanistan – og dermed ikke langsigtet.
I frustration over at det hidtidige amerikanske diplomati over for Islamabad på Indiens vegne efter Bombay ikke fører til, hvad Delhi kræver, så er adskillige i Indien gradvist ved at vågne op til, at USA i Sydasien har brug for et balanceret forhold mellem Indien og Pakistan for at bevare sine egne interesser som en supermagt i regionen.

BOMBAY-MASSAKRE : PAKISTANS HÆR TRÆKKER DET LÆNGSTE STRÅ

2009-01-03T18:51:00.009+05:30

”Naia Sal, Mubarak Ho” er den sædvanlige nytårshilsen på hindi og urdu – dvs. i store dele af Indien og i Pakistan. Men efter terroroverfaldet i Bombay den 26.-29. november med op mod 200 omkomne og Pakistans afvisning siden da af enhver direkte eller indirekte forbindelse hertil, så er der ved årsskiftet ikke udvekslet nytårshilsener mellem de indiske og de pakistanske ledere.
Islamabad afviser f.eks. at den overlevende terrorist (foto) i fængsel i Bombay er pakistaner, selvom hans far i Pakistan indrømmer, at han er hans søn. I sit brev til de pakistanske myndigheder erklærer terroristen, at han er pakistaner og anmoder om pakistansk juridisk støtte. Men i Islamabad er den officielle udlægning, at hans brev er skrevet under indisk pres og at hans ordvalg er "upakistansk."
Den indiske regering er dybt frustreret ved udsigten til, at især USA ikke har kunnet eller ikke har villet lægge så meget pres på regeringen i Pakistan, at den konfronteret med tungtvejende beviser på en pakistansk forbindelse til terroren i Bombay ikke tager juridiske konsekvenser over for terroraktionens identificerede bagmænd. Washington støtter heller ikke længere Delhis krav om deres udlevering til Indien, men forlanger i stedet, at de stilles for retten i Pakistan. Men foreløbig er dette ikke sket.
Adskillige i Indien er ved at spørge om nytten af, at landet er i et strategisk partnerskab med USA. Fra Delhi ser det ud som om, at den amerikanske ”krig mod terror” her resulterer i, at Washington stiltiende accepterer terrorisme for at skåne sin allierede i krigen i Afghanistan, den pakistanske hær. Den har navigeret elegant gennem terror-krisen og har haft de største fordele af terroraktionen i Mumbai ved på samme tid at være allieret med USA og talibanerne.
Krigshysteriet i Pakistan er ved at lægge sig, fordi det har udspillet sin rolle. Fokus blev fjernet fra Pakistan på den internationale anklagebænk som udklækningsanstalt for global terror over til i stedet national samling over for angivelige trusler fra landets traditionelle fjende Indien. Det pakistanske militær var i løbet af det seneste år blevet dybt upopulært på grund af dets støtte til præsident Pervez Musharraf. Ved at manipulere de pakistanske medier og dermed den folkelige opinion med en indisk militær trussel har de pakistanske generaler elegant kunnet udmanøvrere regeringen i Delhi.
Pakistans militære establishment og dets efterretningsvæsen ISI er i dette forløb blevet styrket over for den amatøragtige præsident Asif Zardari og hans folkevalgte regering med alle sine modsigelser. Det aktive civilsamfund i Pakistan, der tvang præsident Musharraf til at gå af – det er forsvundet i det chauvinistiske klima. Fordi der kun er få muligheder for, at regeringen manifesterer sig over for den militære magt-modpol, så er det nærliggende at skønne, at landets fortsatte overgang til et demokratisk system, hvor regeringen kontrollerer militæret, er indstillet indtil videre.
I et kommende indlæg vil jeg beskæftige mig med indiske analytikeres frygt for, at Indien i kølvandet på USA’s kommende fordobling af antallet af soldater i Afghanistan og præsident Obamas planer om at ”regionalisere” denne konflikt bliver trukket med ind i krigen i Afghanistan

EFTER BOMBAY : INDIEN OG PAKISTAN I BLINDGYDE

2008-12-24T12:55:00.011+05:30

Det amerikanske forbundspoliti FBI støtter de indiske indicier – at den blodige massakre i Bombay den 26.-29. november, der kostede op mod 200 mennesker livet, var gennemført af pakistanere, og at disse igen modtog bistand fra statslige organisationer i Pakistan.
Bevæbnet hermed håber den indiske regering, at det internationale pres, bl.a. fra Saudi Arabien, på den pakistanske regering øges og tvinger den til at imødekomme de indiske krav om at eliminere, hvad der betegnes som den terroristiske infrastruktur.
Men det sker uden tvivl ikke. Anført af ISI, det militære efterretningsvæsen, er fokus i Pakistan ikke længere på spørgsmålet om terrorisme, men derimod på, hvad der udlægges som en indisk militær trussel mod landet.
Massemedierne i Pakistan har kraftigt bidraget hertil. Dagbladet ”Pakistan Observer” er kendt for at stå det militære establishment nær. I en lederartikel argumenteres for, at konfronteret med den indiske militære trussel skal hæren stoppe kampene mod de islamistiske talibanere i landets vestlige del og i stedet blive flyttet til grænsen mod Indien. Regeringen i Delhi bliver belært om, at Pakistan ikke er Afghanistan og Indien ikke er USA. Den lektie vil Indien lære ved en aggression mod Pakistan, bliver det understreget.
TV-kanalerne har især bidraget til krigshysteriet i Pakistan. I et indlæg i dagbladet "The News" tager skribenten afstand herfra i en kommentar, der koncentreret sig om, at når man stiller dumme spørgsmål, så får man også dumme svar. Denne artikel er disse dage en undtagelse i det pakistanske krigshysteri.
De pakistanske talibanere – som hæren ellers er indsat imod i stammeområdet – erklærer sig rede til at kæmpe sammen med de pakistanske soldater mod Indien i tilfælde af krig. Talibanernes bidrag vil være tusinder af selvmordsbombere.
Fra den indiske side kommer appeller til naboen om at indstille det skingre krigshysteri. Spændingerne mellem de to lande har sit udgangspunkt i terrorisme og ikke en mulig krig, betones det.
Islamabad barrikaderer sig bag argumentet, at Indien ikke har leveret beviser for, at terroren i Mumbai har forbindelse til Pakistan. Den overlevende, fængslede terrorist Ajmal Amir Kasab (foto – i morderisk aktion i Mumbai ) har skrevet et brev til de pakistanske myndigheder med anmodning om deres bistand. Han oplyser, at han er pakistaner, og han beder regeringen om i Pakistan at arrangere begravelse af de ni terrorister, der omkom i Mumbai. Muslimske organisationer her haft afvist, at de kan blive begravet på en muslimsk gravplads i Indien.
Efter at have modtaget hans brev meddeler udenrigsministeriet i Islamabad, at dette ikke beviser, at han er pakistaner. Hans navn findes nemlig ikke i den pakistanske database – men den omfatter kun en tredjedel af befolkningen.
Indien og Pakistan er på vej ind i en blindgyde. Regeringen i Delhi håber, at Islamabad bøjer sig under det internationale pres. Pakistan synes derimod at satse på, at de udenlandske regeringer inden længe bliver trætte af de indiske bestræbelser for at tvinge dem til at få Islamabad til at forbyde terrororganisationer og bringe deres ledere for retten. Kort sagt: opgive den jihadi-udenrigspolitik, der ud over Indien også manifesterer sig i Afghanistan.
****************
Fra omgivelser, der ikke kender begrebet julefred - og slet ikke i øjeblikket - ønsker jeg ikke desto mindre læserne af Caravanserais en Glædelg Jul og et Godt Nytår - selv om 2009 uvægerligt bliver et problematisk år ikke bare i Indien, Pakistan og Afghanistan.

BOMBAY-MASSAKRE: PAKISTAN HAR SIDEN MISTET AL TROVÆRDIGHED

2008-12-22T18:18:00.009+05:30

Næsten fire uger er gået siden den blodige terror-massakre i Bombay den 26.-29. november med op mod 190 omkomne. Siden da har den demokratiske regering i Pakistan og præsident Asif Zardari stort set mistet al troværdighed.
Alle indicier peger på, at terrorhandlingen var planlagt i Pakistan og gennemført af pakistanere.
Hvad mændene bag aktionen ikke havde forudset var, at en af en terroristerne overlevede, hvad der var planlagt som et kamikaze-angreb. I fængsel har den 21-årige Ajmal Amir Kasab (foto) åbenbart nærmest talt frit fra leveren.
Og netop dette skaber den voldsomme kattepine i Islamabad, hvor regeringen er kommet under et massivT internationalt pres for én gang for alle at destruere, hvad der betegnes som den terroristiske infrastruktur, der er blevet en global trussel.
Hvis regeringen skulle have vilje til at gøre dette, støder den på modstand fra de andre magtpoler i Pakistan. Den civile regering er nemlig kun den ene af dem. Andre vigtige er det militære establishment med ISI, det militære efterretningsvæsen, og de islamistiske terrororganisationer, støttet af de religiøse partier. I hvert fald tidligere har ISI etableret sådanne islamistiske militante organisationer og samarbejdet med dem som led i Pakistans jihadi-udenrigspolitik, f.eks. i den indiske del af Kashmir og i Afghanistan.
Ajmal Amir Kasab har forklaret, at han stammer fra en landsby i Punjab-provinsen. Over for en pakistansk tv-station har hans far bekræftet, at det er hans søn, der nu er fængslet i Bombay.
Præsident Asif Zardari erklærede i første omgang, at terrorangrebet i Bombay var blevet udført af ”ikke-statslige-aktører,” underforstået: at den pakistanske regering ikke kan drages til ansvar for deres handlinger. Over for denne udlægning har den indiske udenrigsminister ironisk spurgt, om de var faldet ned fra himmelen eller fra en anden planet.
Præsident Zardari benægter fortsat, at Ajmal Amir Kasab er pakistaner. En politiker fra hans parti har anlagt retssag mod tv-stationen, fordi den med sit interview med hans far skader Pakistans omdømme i udlandet. Zardaris politiske modstander, tidligere premierminister Nawaz Sharif erklærer, at naturligvis er den fængslede terrorist pakistaner. Hermed lægges op til skærpet konfrontation mellem regeringen og det største oppositionsparti.
FN’s Sikkerhedsråd dekreterede for nylig, at den islamistiske organisation Jamaat-ud-Dawa er frontorganisation for den forbudte terrororganisation Lashkar-e-Taiba. Pakistan fik hermed pålæg om at forbyde Jamaat-ud-Dawa og ellers risikere FN-sanktioner. Regeringen i Islamabad har dekreteret lukning af en række af Jamaat-ud-Dawas talrige afdelinger over hele landet og enkelte af medarbejderne er tilbageholdt. Jamaat-ud-Dawas leder er officielt blev sat i husarrest i tre måneder.
Ingen har tillid til virkningen og varigheden af disse indgreb. Tilsvarende blev gennemført i 2002 – og få uger senere var de islamistiske militante i aktion igen. Den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice har netop belært Islamabad om, at regeringen ikke denne gang bare kan feje problemerne ind under tæppet.
Jamaat-ud-Dawa er en omfattende velgørenhedsorganisation og kendes af den brede befolkning kun som en sådan. Med med sit brede kontaktnet rekrutterer den hellige krigere til Lashkar-e-Taiba, bl.a. Ajmal Amir Kasab i Bombay. Mange pakistanere vil blive direkte berørt af et forbud mod den. Derfor tøver regeringen. De politiske partier kræver derfor, at den skal ophæve de foranstaltninger, der er blevet indført over for Jamaat-ud-Dawa.
Regeringen i New Delhi forsøger via et internationalt diplomatisk pres på Pakistan at få regeringen til at eliminere terrorist-infrastrukturen og udlevere folk, der tidligere har begået terrorhandlinger i Indien. Men Islamabad bevæger sig ikke.
Regeringen der har bestræbt sig på at flytte fokus fra et spørgsmål om terrorisme over til indiske trusler om et militært angreb på Pakistan.
Regeringen i Delhi har for første gang samlet sine ambassadører i udlandet til rådslagning om Indiens fremtidige diplomatiske strategier og herunder naturligvis forholdet til den vanskelige nabo med den nye betegnelse ”Terroristan.”
En indisk militær aktion mod genstridige Pakistan er næppe sandsynlig. Men officielt udelukker Delhi ikke denne option. Indtil videre satser Indien på, at udlandet med USA i spidsen og med betydelig indflydelse i Islamabad bistår præsident Zardari i hans vanskelige konfrontation med militæret og de islamistiske organisationer og partier. Men Delhi er mere end frustreret over udfaldet og forlanger væsenbtligt mere.
Ellers må Indien selv træde til, er budskabet fra udenrigsministeren over for landets samlede ambassadører.

PAKISTAN : PRÆSIDENT ZARDARI ER ALLEREDE PÅ TILBAGETOG

2008-12-15T14:49:00.008+05:30

Den amerikanske senator John Kerry – formand for Senatets udenrigspolitiske udvalg og fremtidig nøgleperson i Barack Obamas administration – er den seneste udenlandske budbringer hos Pakistans præsident Zaradri. Før ham var det både den britiske premierminister Gordon Brown og US-viceudenrigsminister John Negroponte, og den første efter terror-massakren i Bombay den 26-29. november var den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice. Præsident George W. Bush er
uventet ankommet i Afghanistan efter et overraskende besøg i Irak. Er han også på vej til Islamabad?
Dette massive opbud af tunge udenlandske regeringers repræsentanter er udtryk for det internationale pres, som den pakistanske politiske ledelse er under for én gang for alle effektivt at få skovlen under det islamistiske terror-miljø, der både er en trussel mod omverdenen og den pakistanske stat selv.
Den overlevende pakistanske terrorist i Bombay (Foto) har leveret så mange oplysninger om hvor, hvordan og assisteret af hvem, den omfattende aktion i Bombay er blevet planlagt og gennemført, at regeringen i Islamabad i dag står med ryggen mod muren.
Det er helt tydeligt, at ingen af de udenlandske udsendinge hos præsident Zardari i modsætning til tidligere ikke vil lade sig spise af med indgreb på skrømt over for terrororganisationerne og deres ledere. Efter at terrorgrupperne officielt var blevet forbudt, genopstod de snart efter under et nyt navn. Deres ledere var kortvarigt i husarrest hjemme hos dem selv – og inden længe tilbage i deres rolle.
FN’s Sikkerhedsråd satte den 10. december den pakistanske organisation Jamaat-ud-Dawa (JuD) og fire af dens ledere på sin liste over forbudte terroristiske organisationer på grund af forbindelse til ligeledes forbudte Lashkar-e-Taiba og Al Qaeda. Regeringen i Islamabad havde forinden erklæret, at den ville følge eksemplet. En række JuD-afdelinger blev over weekenden lukket og ledere og aktivister sat i husarrest.
Men egentlige arrestationer og fængslinger var der derimod ikke tale om.
Allerede nu er der flere tegn på, at regeringen er på tilbagetog i forhold til disse indgreb mod JuD.
Det forlyder nu, regeringen ikke agter at gennemføre et egentlig forbud mod JuD.
Flere af de tilbageholdte JuD-aktivister har også genoptaget deres virke.
Regeringens meddelelse om, at JuD’s bankkonti skulle være blevet indfrosset viser sig at have været så ineffektivt, at JuD i tide har kunnet tømme sine konti inden indefrysningen blev effektiv.
Den civile regering i Islamabad er bare en af landets konkurrerende magtpoler. De andre er militæret, dets ISI-efterretningsvæsen, de islamistiske partier, de islamistiske militante organisationer, de lokale talibanere og endelige store dele af befolkningen, der på grund af årelang indoktrinering ikke opfatter den islamistiske terror som en trussel mod den pakistanske stat i sin nuværende udformning.
En anti-islamistisk kulturrevolution i Pakistan lader vente på sig. Dermed fortsætter Pakistan med at være en ”migræne” for omverdenen.

PAKISTAN I ANTI-ISLAMISTISK KULTURREVOLUTION?

2008-12-13T15:54:00.011+05:30

Er den pakistanske civile regering i færd med at lancere en længe ventet kulturrevolution som udløber af pakistanske terroristers medvirken i den 60 timer lange massakre i Bombay, der begyndte den 26. november, hvor op mod 200 omkom?
Benytter regeringen den nye mulighed til et endeligt opgør med de islamistiske partier, de islamistiske organisationer og deres terrorgrupper, der har forpestet livet i Pakistan i de senere år omkring 30 år?
Er den demokratisk valgte regering samtidig i færd med at knuse den dominerende magt, som det militære establishment og dets efterretningsvæsen ISI har haft i det meste af Pakistans eksistens?
Den nye mulighed for Pakistan er, at FN’s sikkerhedsråd har erklæret Jaamat-ud-Dawa (JuD) for at være frontorganisation for Lashkar-e-Taiba (LeT), som FN tidligere har sat på sin liste over forbudte terrorgrupper.
Takket være den eneste overlevende terrorist (Foto: på banegård i Bombay), der medvirkede i massakren i Bombay i tre dage efter den 26. november, råder Indien over talrige indicier, der alle peger på, at LeT stod bag myrderierne i Indiens største by. Op mod 200 omkom, herunder også talrige udlændinge.

Kinesisk overraskelse
Afgørende for, at FN’s Sikkerhedsråd har erklæret JuD og fire af dens ledere for terrorister og forbudt organisationen er, at Kina i modsætning til tidligere ikke modsatte sig dette.
Hvordan skal dette tolkes? At de indiske indicier er så tungtvejende, at Beijing ikke vil slutte op om Islamabads afvisning af påstanden om pakistansk medvirken i Bombay?
Eller at den pakistanske regering med ryggen mod muren hellere vil tvinges til at gribe ind mod JuD på ordre fra FN end under pres fra USA og Indien?
Den pakistanske regering er i færd med at lukke JuD’s talrige afdelinger over hele landet og tilbageholde deres aktivister. Lederen af JuD er sat i tre måneders husarrest.
Indien erklærer, at disse forholdsregler ikke er tilstrækkelige. New Delhi forlanger, at de tilbageholdte sættes i fængsel, at der indledes regulære retssager imod dem og at den ”terroristiske infrastruktur” bliver opløst. Desuden forlanger Indien, at omkring 40 personer opført på en liste, bliver udleveret. Dette afviser Islamabad kategorisk og henviser til, at de vil blive retsforfulgt i Pakistan, hvis inderne leverer fældende bevismateriale imod dem.
Den pakistanske afvisning hænger sammen med, at folk på denne liste vil kunne kaste lys over talrige års samarbejde mellem ISI og de islamistiske terrorgrupper og deres terroraktivitet i Indien.

Tilbageslag for militæret
Som Indien ønsker den civile regering i Islamabad et endeligt opgør med en generations islamistiske arv og dens bevæbnede jihadi-grupper. Men det militære establishment mener at have brug for dem overfor både Afghanistan og Indien. Det modsætter sig derfor at forbyde dem.
Regeringen havde forinden gjort det klar, at hvis FN beslutter at forbyde JuD, så vil den også gøre det. ”Ellers vil Pakistan risikere at blive udråbt som terroriststat,” har forsvarsministeren udtalt.
Under forhandlingerne i FN om at sætte JuD på terrorlisten vandt regeringen og dens diplomati over militærets eget lobbyarbejde der. At JuD nu internationalt er erklæret som en terrororganisation er et betydeligt tilbageslag for det militære establishment.
De øjeblikkelige gnidninger mellem regeringen og militære afspejler sig bl.a. i afvisningen af at udlevere terrormistænkte i Pakistan til Indien.
Et andet udslag kan blive, at ISI tilskynder folk til at demonstrere mod lukningen af JuD og dens omfattende velgørende aktiviteter. Via sit enorme netværk af børnehaver, skoler, moskeer med madrassaer, sundhedsklinikker o.a. – sådan rekrutterer JuD hellige krigere til LeT som den overlevende terrorist i Bombay også blev det.

Meningsskred
Et betragteligt meningsskred er tilsyneladende under udvikling i Pakistan efter FN’s beslutning. I dagbladet The News hedder det bl.a., at de øjeblikkelige forholdsregler mod JuD ikke kan være tilstrækkelige. Tilbageholdelserne og forbuddet kan kun være de første skridt – flere er nødvendige for helt at fjerne det greb, som JuD har på samfundet. Kommentaren fremhæver, at hvis dette ønske kommer fra pakistanerne selv og ikke som følge af pres fra USA, FN og Indien, så skal der gøres meget mere.
Samme tendens er der i en kommentar i dagbladet The Dawn med overskriften ”Den fælles fjende.” Artiklen beklager, at massakren i Bombay har fjernet opmærksomheden fra den indre fjende til den ydre. Men dette må ikke ske, hedder det videre. Pakistan må acceptere at blive opfattet som centrum for terrorisme…Vi er konfronteret med isolation og intern ruin, hvis den fælles fjende ikke bliver elimineret.
De næste uger vil vise, om Pakistans civile regering med bred international støtte – også Kinas – er i stand til at gennemføre den kulturrevolution, som den spagt er gået i gang med.
Eller om det militære establishment med støtte de islamistiske partier og de islamistiske organisationer samt en mobiliseret folkemængde er i stand til at blokere derfor og dermed sikre fortsat mental talibanisering af pakistanerne.

AFGHANISTAN : INDIEN NÆRMER SIG MOSKVA OG FJERNER SIG FRA USA

2008-12-09T16:22:00.006+05:30

Ruslands præsident Dmitry Medvedev var for nylig på officielt besøg i New Delhi, men det blev overskygget af den samtidige terroristiske massakre i Bombay. Udfaldet af hans drøftelser med repræsentanter for den indiske regering kom dermed til at drukne i informationsstrømmen omkring terroristerne og de næsten 200 omkomne.
Men det er værd at vende tilbage til udfaldet af de russisk-indiske forhandlinger, der også fandt sted på et tidspunkt, hvor USA’s globale magt er svindende, og det internationale system dermed står for ændringer.
I sluterklæringen efter samtalerne i New Delhi skinner det igennem, at Indien og Rusland gensidigt søger en endnu tættere tilnærmelse i en fase, hvor den amerikanske dominans står for at formindskes. Dette er også blevet noteret i Beijing.
Tilnærmelsen fremgår helt klart i den fælles russisk-indiske fortolkning af situationen i Afghanistan.
Rusland opfordrer Indien til at vende sig mere mod SCO (Shanghai Cooperation Organisation), hvor landet har status som observatør. SCO omfatter Rusland, Kina,
Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Iran er også observatør i SCO.
Sluterklæringen taler om den ”forværrede sikkerhedssituation” i Afghanistan og efterlyser ”en sammenhængende og fælles international forpligtelse” til at dæmme op for truslerne fra Afghanistan.
Heri ligger en kritik af den amerikansk ledede militære aktion i Afghanistan og er samtidig en afvisning af Washingtons og NATO-landenes bestræbelse på at alene ”have patent” på løsningen af konflikten i Hindukush.
I den indisk-russiske erklæring efter præsident Medvedevs forhandlinger i New Delhi hedder det, at ”begge parter anbefaler det russiske initiativ til at organisere en international konference inden for rammerne af SCO’s medlemsstater og observatører.”

Regional løsning
USA har tidligere med held kvalt tilsvarende russiske bestræbelser på at involvere SCO i Afghanistan. Bag dem ligger nemlig en udfordring til Washingtons insisteren på at have monopol på krigen i Afghanistan og vilkårene for dens afslutning.
Særdeles interessant er det, at New Delhi nu tilslutter sig det russiske udspil om en regional løsning på krigen i Afghanistan. Indien markerer hermed, at det ikke er nødvendigt at vente på Barack Obamas planer om at anbringe krigen i Afghanistan i en regional ramme. Indien går hermed på afstand af Washingtons kommende strategi, der forudser en ledende amerikansk rolle i en mulig regional løsning på Afghanistan.
Uanset den strategiske tilnærmelse i de senere år mellem Indien og USA så distancerer New Delhi sig nu fra de amerikanske bestræbelser på at holde SCO ude af Afghanistan. Hermed anerkender New Delhi også indirekte, at SCO er relevant for sikkerheden i Sydasien.
Indien erkender, at USA kun i begrænset omfang kan lægge pres på Pakistan for at imødekomme de indiske krav til Islamabad efter massakren i Bombay. Årsagen er, at USA har brug for Pakistan i krigen i Afghanistan.
Derfor kan terroren i Bombay markere et vendepunkt i Indiens regionale politik – med større tilnærmelse til Rusland, Kina og Iran.

EFTER BOMBAY : PAKISTAN FORSONER SIG MED SINE TALIBANERE

2008-12-07T18:29:00.007+05:30

”De må forstå, at alle pakistanere er skabs-talibaner. Det er de på grund af den særlige ”Pakistan-ideologi,” som har domineret de offentlige skolers læseplan i de seneste tredive år. I første klasse lærer eleverne f.eks., at ”A” står for Allah og ”J” for Jihad. Hurtigt lærer de, at Indien er Pakistans arvefjende, der arbejder på at få landet til at gå i opløsning.
Dette verdensbillede bevarer de fleste som voksne, da de undervejs ikke er blevet udsat for andre meninger, der har tilskyndet dem til at revidere deres indoktrinerede syn på Pakistan og dets plads i verden. Dem, der er udgået fra koranskoler – de er blevet militante talibanere.
Så egentlig er hele den pakistanske befolkning i dag mere eller mindre talibaniseret – og dermed positive over for talibanernes ekstremistiske ideologi.”
(Foto: Under massakren i Bombay satte terroristerne til til byens berømte hotel Taj Mahal Palace)
Denne udlægning fik jeg for nylig af en forsker på en tænketank i Islamabad. Vedkommende havde boet i USA i en årrække, hvor han måtte have været udsat for talrige andre fortolkninger af verden end i Pakistan. Men under samtalens forløb noterede jeg dog, at opholdet i udlandet ikke havde udvisket hele den ”Pakistan-ideologi,” som han havde fået indpodet. Han var således overbevist om, at Indien har andel i oprøret i stammeområdet og i Baluchistan. Han frygtede, at Indien med sin bistand til Afghanistan søgte at omringe Pakistan. For mig var det påfaldende, at han valgte disse simple forklaringer på langt mere komplekse problemstillinger. Men de lå i hans rygmarv.

Reaktion på Bombay-massakre
Det er med min samtale med ham i baghovedet, at jeg observerer, at Pakistan som en reaktion på terror-massakren i Bombay signalerer at være rede til at indstille kampen mod taliban-oprørerne og flytte de 100.000 soldater i stammeområdet til grænsen mod Indien. I pakistansk optik har Indien truet med militær gengældelse for, at terrorangrebet i Bombay havde sit udgangspunkt i Pakistan.
Protesterne i Indien over, at det var muligt at gennemføre en så omfattende og velplanlagt terroraktion var især rettet mod de indiske myndigheders svigt. Premierminister Manmohan Singh sigtede dog til, at mændene bag massakren havde fået bistand ”udefra” uden nærmere specifikation.
Jeg er i læsning af indiske aviser ikke stødt på krav om militære angreb på Pakistan. Heller ikke fra oppositionspartiet BJP. Derimod har tonen i indisk tv været chauvinistisk – men dette kan i sig selv ikke nok til, at en regering foretager en så drastisk kovending, som Islamabad har gjort ved nu at erklære de lokale talibanere for ”sande patrioter,” fordi de erklærer sig rede til at kæmpe sammen med hæren mod Indien - hvis militæret opgiver sine aktioner mod dem i stammebæltet.
Denne strategiske ændring er et resultat af, at Pakistans demokratiske ledere er kommet til kort i magtkampen mod det militære establishment. I dag taler pakistanske aviser om ”national enhed” i landets svar på, hvad militæret vælger at fortolke som indiske trusler ved grænsen.
Under amerikanske pres har den civile regering beordret militæret til en mere intensiveret kamp mod de islamistiske talibanere siden august.
Men det militære establishment – og hovedparten af de talibaniserede pakistanerne - opfatter ikke dem, men derimod Indien, som den alvorligste trussel mod Pakistans eksistens.
Disse dages udvikling i Islamabad kan få omfattende konsekvenser i hele regionen -
på forholdet mellem Indien og Pakistan, på vilkårene for den fortsatte krig i Afghanistan og på Barack Obamas forestilling om, at et forsonligt forhold mellem Indien og Pakistan og herunder en løsning på Kashmir-striden lettere ville kunne afslutte krigen i Afghanistan.

EFTER BOMBAY-MASSAKRE: SANDHEDENS TIME FOR PAKISTAN

2008-12-05T16:14:00.011+05:30

Pakistans præsident Asif Zardari lovede under sit møde med USA’s udenrigsminister Condoleeza Rice i Islamabad den 4. december, at landets myndigheder vil slå ned på den gruppe, som Indien og USA formoder var ansvarlig for terrorangrebet i Bombay den 26. november – hvis der bliver leveret konkrete beviser derfor.
Talrige indicier peger på, at jihadi-organisationen Lashkar-e-Taiba stod bag planlægningen og gennemførelsen. Det eneste, der slog fejl var, at en terroristerne overlevede og siden er kilde til talrige vigtige oplysninger til de indiske myndigheder. Dette har betydet, at Pakistan i dag er kommet under et alvorligt pres fra Indien og USA for at eliminere denne organisation og retsforfølge dens chefer.
Inden Condoleeza Rice ankom fra møder dagen før med Indiens politiske ledere i New Delhi havde Zardari afvist alle muligheder for, at massakren i Bombay kunne have sit udgangspunkt i Pakistan.
(Foto: Ved grænseovergangen Wagah gennemfører indiske og pakistanske soldater to gange om dagen en martialsk ballet - en erstatningskrig. Begrænses den øjeblikkelige konfrontation sig dertil?)
Men over for den amerikanske udsending udtrykte han sig dog mere i den retning, som hun var kommet for at høre fra USA’s nærmeste partner i krigen mod terror, som Washington siden 2002 har betalt omkring ti milliarder dollar for sit bidrag dertil.
Præsident Asif Zardari og hans demokratisk valgte regering er den svageste af Pakistans fire magtpoler. De andre er hæren, ISI, det militære efterretningsvæsen, og jihadi-organisationer, herunder også de pakistanske talibanere.
Najmuddin A. Shaikh er pensioneret chef for det pakistanske udenrigsministerium. Da han tidligere boede i nærheden af Islamabad, opsøgte jeg ham adskillige gange i årene efter 2001. Han er en passioneret observatør af international politik og en indsigtsfuld kommentator til landets talrige udenrigspolitiske problemer.
I sit seneste indlæg i Daily Times plæderer han for, at Pakistan ikke afventer flere oplysninger fra Indien omkring Lashkar-e-Taiba, men straks selv går i gang med undersøgelser af organisationen. Han skriver, at ”vi må gøre os det selv klart, at ukontrollerede og ukontrollerbare kræfter i Pakistan arbejder for at forhindre en indisk-pakistansk forsoning. ”
Med denne tone adskiller han sig væsentligt fra de fleste andre kommentarer i den pakistanske presse.
Hvilke straffeforanstaltninger kan Pakistans civile ledelse træffe over for de rabiate jihadi-organisationer? Fra hvilke kredse vil der være modstand her i mod?
Svaret på disse spørgsmål er for forskeren Haris Gazdar sandhedens time for Pakistans overgang til et civilt styre med kontrol over landets væbnede styrker. I øjeblikket er regeringen den legale magthaver, men den reelle er chefen for de væbnede styrker. Det pakistanske militær har altid haft et nært forhold til organisationer som Lashkar-e-Taiba, som er blevet brugt til at føre stedfortræderkrig mod Indien i Kashmir.
Hvis militæret slutter sig til den civile regerings diplomatiske bestræbelser, bl.a. med at indfri præsidentens løfter over for Condoleeza Rice, så er det et tegn på, at overgangsfasen mod civilt styre er i bedste gænge. Så vil der fra militæret komme signaler om, at jihad ikke længere er en løsning, som det støtter – end ikke over for Indien.
Men hvis militæret ikke reagerer sådan nu, så markerer det derimod, at for generalerne er overgangen til civilt styre i realiteten slut – selvom præsident Zardari og hans regering kan blive siddende for en tid endnu.

INDIEN OG PAKISTAN VIL UNDGÅ KONFRONTATION EFTER MASSAKREN I BOMBAY

2008-12-02T19:01:00.011+05:30

Under terroristernes omfattende massakre i Bombay (jeg hører til dem, der bevidst ikke bruger byens nye navn Mumbai – opfundet af politiske grupperinger med en snæver fremmedfjendsk dagsorden) i sidste uge med 183 omkomne, var jeg i den ubehagelige situation for en journalist - at være på et forkert sted.
Men jeg fulgte dramaet på indiske tv-nyhedskanaler, som jeg ikke tidligere havde kendskab til. Slående var deres hyper-nationalistiske tone og den totale foragt for Indiens politiske klasse. Det sidste kommer også til udtryk i kommentarerne til denne artikel om, at Indien ikke vil straffe Pakistan militært, fordi terrorgrupper i landet og pakistanere havde gennemført et regulært kommandoangreb i Indiens største by og lammet den i tre dage.
(Foto viser Bombays navnkundige 103 årige Taj Mahal Palace & Tower Hotel i brand, påsat af terroristerne)
At den indiske regering udelukker en militær option mod Pakistan står i skærende modsætning til konfrontationen mellem de to lande i 2002, efter at terrorister med base i Pakistan i december 2001 gennemførte et attentat mod parlamentet i New Delhi. Den gang var den indiske regerings modtræk at mobilisere hæren og sende omkring én million soldater til grænsen mod Pakistan, der svarede igen med en tilsvarende aktion. Denne massive opmarch af tropper stående over for hinanden varede i næsten et år – og tjente intet formål. Især amerikansk pres fik begge lande med atomvåben til at afblæse mobiliseringen. Siden da er forholdet mellem de to lande gradvist forbedret.
Den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice er i New Delhi onsdag den 3. december, dels som et udtryk for USA’s solidaritet med Indien efter massakren i Bombay og dels for at understrege, at Washington under alle omstændigheder vil forhindre en tiltagende konfrontation mellem de to lande, der begge er USA’s allierede.
Dette budskab er også modtaget i Islamabad, hvor udenrigsministeren i dag foreslog, at Pakistan og Indien etablerer en fælles kommission, der skal klarlægge omstændighederne i forbindelse terroraktionen i Bombay. Det pakistanske forslag kommer efter, at Condoleeza Rice over for Islamabad har understreget, at USA forventer et omfattende og transparent samarbejde fra officiel pakistansk side i forbindelse med de indiske indicier, der peger på, at en terrorgruppe med base i Pakistan står bag massakren.
Derimod har Islamabad ikke et klart svar på det indiske krav om at udlevere 20 terrorister, der opholder sig i Pakistan. Indien stillede det samme krav i 2002, men fik aldrig et andet svar end, at de ikke befandt sig i Pakistan.
At Islamabad tøver med sit svar hænger sammen med, at disse indiske terrorister er beskyttet af ISI, det militære efterretningsvæsen. Og regeringen er kun den ene af fire konkurrerende magtcentre i Pakistan. De andre er hæren, ISI og jihadi terrororganisationerne.

USBEKISTAN GÅR PÅ AFSTAND AF RUSLAND - IGEN PÅ VEJ MOD VEST?

2008-11-22T19:06:00.009+05:30

Det begyndte med, at de centralasiatiske republikker ikke ville velsigne Ruslands krig mod Georgien i august og Moskvas følgende anerkendelse af Abkhasien og Sydossetien som selvstændige lande. For Kreml skulle den kortvarige krig mod Georgien eunderstrege den russiske ambition om en forstærket dominans i den tidligere sovjetiske baggård i Centralasien.
(Foto viser en del af Registan koranskolerne i Samarkand i Usbekistan.)
På et tidspunkt, hvor Rusland er i stigende finansielle og økonomiske vanskeligheder,
har Usbekistan netop foretaget endnu et skridt, der går imod russiske interesser.
Diktatoren i Tasjkent meddelte for en uges tid siden Kreml, at han trækker landet ud af ”Eurasian Economic Community” (EAEC). De øvrige deltagere heri er Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan.
Russiske kommentarer hertil har været sparsomme, men udenrigsminister Sergei Lavrov vurderede dog, at Usbekistans beslutning ikke er i russiske interesse.
Den usbekiske præsident Islam Karimovs overraskende beslutning om at trække landet ud af det økonomiske samarbejde går direkte imod den russiske præsident Dmitry Medvedevs strategi om konsolidering af Ruslands rolle i de tidligere sovjetiske republikker.
Usbekistan er et af verdens mest lukkede og ”nyhedsfrie” lande. Derfor kan der kun spekuleres om motiverne for, at Usbekistan nu forlader et samarbejde, som det først tilsluttede sig i 2006. På et tidspunkt var kommet Karimov-regimet under vestlig kritik og sanktioner som følge af massakren i byen Andijan i maj 2005, hvor op mod omkring et tusinde omkom. Et par måneder senere blev amerikanerne udvist fra K2-flybasen tæt på grænsen til Afghanistan. For Islam Karimov sluttede dette hans hidtidige vestvendte udenrigspolitik siden landets uafhængighed i 1991. Med denne udenrigspolitiske orientering søgte han at afbalancere indflydelsen fra Moskva. Men efter Andijan nærmede han sig straks til Kina og især Rusland, som han i november samme år indgik en traktat om strategisk samarbejde med.
Senere fik den daværende russiske præsident Vladimir Putin statscheferne fra Usbekistan og Kasakhstan til at indgå aftaler om transport af naturgassen fra disse lande via nye rørsystemer til Rusland. Det hed sig den gang, at Putin havde taget et ”kvælergreb” på disse to landes energiforekomster for dermed at forhindre dem i at sende deres naturgas via nye rørsystemer uden om Rusland til Europa, hvor prisen er væsentligt højere, end hvad russerne den gang tilbød.
USA og EU belejrer på det nærmeste de centralasiatiske lande for at få adgang til deres energi for herved at formindske EU’s store afhængighed af Rusland som leverandør. EU ophævede forleden de symbolske sanktioner af Usbekistan som følge af Andijan-massakren. Usbekistan er nu rede til at tilbyde NATO-landene at kunne benytte dets jernbanenet til at sende forsyninger til tropperne i Afghanistan som alternativ til det i stigende grad usikre Khyberpas ved overgangen mellem Pakistan og Afghanistan.
”Med beslutningen om at forlade EAEC signalerer Usbekistan, at det ønsker at nærme sig til Vesten og ikke blive opfattet som så pro-Rusland, som man i Vesten ser det,” vurderer Konstantin Zatulin, chef for Instituttet for NSG-landene.”
På kort sigt kan Usbekistans beslutning bevirke, at Ruslands bestræbelser på at cementere sin magtposition i energisektoren omkring Det kaspiske Hav bliver mere kompliceret. Den udbygning af gasrørene, som blev aftalt mellem statscheferne for Rusland, Usbekistan og Kasakhstan er blevet forsinket, og nu er spørgsmålet så, om den overhovedet bliver realiseret – bl.a. som følge af de faldende energipriser.
Med krigen mod Georgien i august ville Moskva markere sin fortsatte dominans i sit ”nære udland” - om nødvendigt med magt.
Med mulige negative økonomiske konsekvenser for Rusland er det næppe sandsynligt, at Moskva har sagt sit sidste ord til, at Usbekistan måske endnu en gang er ved at fjerne sig den russiske indflydelsessfære for på ny at nærme sig mere til Vesten.
”The New Great Game” om energiforekomster i Centralasien er på vej ind i et nyt kapitel.

KHYBER-PASSET: KRITISK NAVLESTRENG FOR USA OG NATO I AFGHANISTAN

2008-11-21T14:42:00.011+05:30

Lyseblå containere med Mærsks hvide stjerne har jeg hyppigt set på lastbiler omkring Peshawar i det nordvestlige Pakistan kørende i retning mod Khyber-passet og videre til Afghanistan. De er ankommet med skib til Pakistans store havneby Karachi og fragtes herfra videre over landevejen via Peshawar og grænseovergangen Torkham til Afghanistan.
Det er ad denne rute de over 60.000 udenlandske soldater i Afghanistan får langt hovedparten af deres forsyninger af alt.
Med sin geografiske beliggenhed er bjergrige Afghanistan et særdeles vanskeligt tilgængeligt land – først og fremmest langt fra havet.
Fra Pakistan er der en kun én anden tilsvarende rute til Afghanistan – men USA og NATO kan ikke anvende denne forsyningslinje, da talibanerne kontrollerer denne vej både før og efter grænseovergangen ved Chaman ved Quetta, hovedstaden i Baluchistan.
I princippet kunne de vestlige styrkers forsyninger også fragtes til Afghanistan via Iran – men den mulighed har amerikansk diplomati over for Teheran udelukket.
Disse forhold gør, at landevejen gennem Khyber-passet er strategisk vigtig for de vestlige styrker i Afghanistan. Det har de afghanske oprørere og deres pakistanske partnere for længst indset og har erklæret, at de vil chikanere container-trafikken her maksimalt. I byen Landikhotal lige før grænsen har de bl.a. tidligere fået tankbiler til at eksplodere og har forhindret transporter med fødevarer fra FN’s fødevareprogam. Her har de også ”stjålet” tre motorer til US-helikoptere, værdi 13 mio. dollar.
For ca. to uger siden kaprede talibanerne en container-konvoj, mens pakistanske styrker så til. I containerne fandt de flere amerikanske Humwees, som de kørte rundt i byerne op til Khyber-passet. Andre containere indeholdt fødevarer, som de solgte til de lokale. Bilerne efterlod de, da pakistanske helikoptere blev sat ind mod dem.
Vejen gennem Khyber-passet er netop blevet genåbnet, og de pakistanske myndigheder vil nu give container-konvojerne militær eskorte frem til grænsen.
Men den midlertidig lukning af den strategisk vigtige forsyningsrute gennem Khyber-passet har fået USA til at overveje alternativer til den korteste vej fra nærmeste havneby Karachi til Afghanistan. Alternativet er at sende tusinder af ton forsyninger til de vestlige militære styrker i Afghanistan ad landvejen fra Europa, via Kaukasus og Centralasien til Afghanistan.
Det amerikanske forsvarsministerium undersøger muligheder for lastbiltransporter fra Europa via Georgien, Azerbaijan, Kasakhstan og Usbekistan til Afghanistan. En anden option er at sende anslået årligt 50.000 containere per jernbane fra Europa via Ukraine, Hviderusland, Rusland, Kasakhstan og Usbekistan til Afghanistan.
Rusland har tidligere tilbudt NATO at transportere forsyninger til NATO-styrker i Afghanistan via det russiske jernbanenet – men ikke egentlige militære forsyninger. Dette tilbud er dog ikke blevet realiseret. Men har Tyskland netop opnået tilladelse til at sende egentligt militært materiel via det russiske jernbanenet.
De afghanske oprørere og deres pakistanske fæller kan til en hver tid igen for kortere eller længere tid lukke det strategiske Khyberpas. Det er mere end generende for de vestlige styrker i Afghanistan med alle deres vidt forskellige behov – spændende fra ammunition til mineralvand.
At ville forsyne det over 60.000 mand store vestlige ekspeditionskorps i og omkring Hindukush ad landjorden fra Europa til Afghanistan med anslået årligt 50.000 containere – det forekommer som en utopisk udfordring, planlagt ved et skrivebord i Pentagon uden kendskab til terrænet mellem Europa og Afghanistan.
Den afghanske præsident Hamid Karzais seneste fredsudspil over for talibanernes leder, Mullah Omar, skabte nervøsitet i Washington – også fordi Karzai erklærede, at hvis dette ikke passede hans vestlige støtter med alle deres soldater i Afghanistan, så kunne de bare forlade landet.
Det er lykkedes den amerikanske præsident Bush med sin katastrofale politik over for Afghanistan siden 2001 at skabe en dramatisk situation, hvor alt er gået i hårdknude.
Kan hans afløser Barack Obama gør dette bedre?

PESHAWAR - MED SELVMORDSBOMBER, MORD OG KIDNAPNINGER

2008-11-14T16:48:00.031+05:30

Det var med betydelig lettelse, at jeg uskadt for et par dage siden forlod byen Peshawar i det nordvestlige Pakistan. Byen er porten til det stammebælte, der i dag bliver opfattet som den globale terrorismes centrum.
(foto viser porten til Khyber-provinsen i stammebæltet uden for Peshawar)
Væsentlige dele af stammeområdet med en befolkning på over 3,5 millioner indbyggere er i dag under kontrol af Al Qaeda-grupper og de lokale talibanere. Disse er for længst infiltreret ind i millionbyen og har deres hellige krigere placeret i områderne omkring den.
Aftenen før turen til Peshawar – halvanden times kørsel på motorvej fra Islamabad – gennemførte de lokale talibanere et selvmordsbombeangreb mod et sportsanlæg i Peshawar. Målet var at ramme en fremtrædende lokal politiker. Han undslap, men fire andre omkom og fem blev såret. Efter en kort relativ ro uden terrorisme havde byens myndigheder turdet arrangere et sportsstævne med deltagere fra alle landets fire provinser. De ville vise, at man i Peshawar trods alt kan leve normalt. Men talibanerne følte åbenbart trang til at markere, at de alene afgør, om det kan lade sig gøre i Peshawar, der er blevet deres tilbagetrukne base.
Jeg var næppe ankommet i Peshawar morgenen efter dette attentat, før en kollega ringede fra Islamabad for at underrette mig om, at en amerikaner og hans chauffør samme morgen var blevet myrdet i den del af byen, som jeg kort efter skulle passere sammen med en lokal kollega.
Den 52-årige Steve Vance havde til opgave at administrere amerikansk finansierede udviklingsprojekter i tre af provinserne i det underudviklede stammebælte – netop der hvor de lokale talibanere står stærkest. USA har afsat 750 millioner dollar over fem år til etablering af projekter, der skal komme den lokale befolkning direkte til gode. Men dette er ikke i talibanernes interesse.
Alle erkender, at hverken dem i Afghanistan eller dem i Pakistan kan besejres militært.
En markant indsats for forbedringer af levevilkårene i den mest tilbagestående del af Pakistan skal svække talibanerne - det er filosofien. USA står for at ville afsætte endnu større beløb til dette formål i stammebæltet.
Men mordet på Steve Vance viser, at dette vil være langt vanskeligere end antaget – også fordi bistandsyderne er afskåret fra at bevæge sig i stammebæltet og her kontrollere de projekter, som de finansierer.
Af hensyn til sin egen fysiske sikkerhed kunne Steve Vance kun bevæge sig i bil fra sit hjem til kontoret – en tur på femten minutter. Blandt de 60 amerikanere udstationeret i Peshawar arbejder mange hjemme for herved at reducere risikoen for at blive myrdet eller kidnappet.
Morgenen efter besøget i Peshawar var hovednyheden i Pakistan, at en iransk diplomat var blevet kidnappet i en forstad til Peshawar og hans chauffør dræbt. Denne forstad, Hayatabad, ligger på grænsen til stammebæltet. Den er kendt for sine enorme villaer, der kun kan være finansieret via narko-smugling.
Ingen har offentligt taget ansvaret for mordet og kidnapningerne. Det kan være kriminelle bander, der står bag – og som arbejder i ledtog med talibanerne.
Tidligere er bl.a. en afghansk diplomat blevet bortført i Peshawar - og ingen kender hans skæbne.
Også i Islamabad er frygten for terrorhandlinger håndgribelig, selvom gadebilledet endnu ikke ligner det i Kabul. De fleste udenlandske ambassader er nu kun bemandet med ”ungkarle.” For USA's vedkommende gælder dette endog siden 2001. Alle udenlandske skoler i byen er blevet lukket.
Og udover terrortruslen står Pakistan så på afgrunden af finansiel bankerot.
Peshawar og Pakistan er aldrig kommet sig efter rollen som spioncentral og frontstat mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan fra 1979 til 1989.
Og mens jeg er ved at skrive dette indlæg kommer nyheden om, at en japansk journalist og hans pakistanske hjælper netop er blevet såret af skud i benene under et forsøg på at kidnappe dem. Begge er indlagt på hospital. Også dette skete i Hayatabad.
PS! Et par dage senere havde dagbladet Daily Times denne artikel om, at talibanerne vil forhindre, at udenlandske journalister opsøger Peshawar for fra denne lyttepost at danne sig et indtryk af, hvad der sker i det nærliggende stammebælte.

INDIEN - NU OGSÅ HINDU-TERROR MED MILITÆR BISTAND

2008-11-08T14:53:00.015+05:30

Her er forsiden af den seneste udgave af nyhedsmagasinet Tehelka med spørgsmålet, om kvinden i safran-påklædningen repræsenterer terrorens nye ansigt i Indien? Nærmest per automatik er alle terrorhandlinger i Indien hidtil blevet sat i sammenhæng med muslimer, der skulle have fået teknisk bistand fra terrorgrupper i Pakistan. Men nu er Indien ved at vågne op til en dramatisk ny udvikling: terroraktioner begået af ekstreme hinduistiske organisationer med bistand af aktive og pensionerede officerer.
Den 37-årige kvinde på billedet er Sadvi Pragya Singh Thakur. En sadvi er en hinduistisk nonne. Det mandlige modstykke er en sadhu. Denne sadvi har helliget sit liv til ekstreme hinduistiske organisationer med deres Hindutva-ideologi. Kernen i den er at gøre multireligiøse Indien til et Hindu-Indien, hvor tilhængere af andre religioner som anden klaseses borgere højst bliver tolereret.
Hun er i varetægtsfængsel, mistænkt for at have inspireret en gruppe håndlangere til et bombeattentat i den muslimsk dominerede by Malegaon den 29. september, hvor fem muslimer blev dræbt.
Pragya Singh Thakur er i barndomshjemmet blevet opflasket i ekstremistisk udlægning af hinduismen. Hun blev medlem af det hindu-nationalistiske parti BJP’s ungdomsafdeling. Hun, der bliver beskrevet som en veltalende hinduistisk fanatiker, forlod den som lokal leder i 1997 og sluttede sig derefter til en række andre tilsvarende ideologiske grupper. Disse har alle en sammenhæng med en anden ekstrem hindu-organisation med forkortelsen VHP. Fremtrædende BJP-politikere afviser nu kategorisk, at hun som aktiv hindu-ekstremist – en sådan betegnes positivt som en ”kulturel nationalist” – skulle kunne være indblandet i terrorhandlinger. Oppositionspartiet BJP anklager altid regeringen for at være blødsøden over for terrorisme, og pludselig sættes tilhængere af partiet ideologi nu i forbindelse med terrorbombeattentater.
Endnu alvorligere for Indien er imidlertid, at politiet under afhøringen af sadvi’en kommer på sporet af, at hun ved planlægningen af terrorhandlingen i Malegaon har samarbejdet med aktive og pensionerede officerer. Flere af dem er nu også i varetægtsfængsel. Den ene er oberstløjtnant Shrikant Prasad Purohit. Han vedgår at være hjernen bag terroraktionen i Malegaon og have leveret de nødvendige sprængstoffer.
Fordi optrævlingen af en eller flere hindu-terrorgrupper kan få alvorlige politiske konsekvenser, har VHP-organisationen taget afstand fra den mistænkte officer. Om sadvi’en hedder det nu, at hun ikke handlede alene, men havde fået ordre oppefra.
Flere andre officerer er mistænkt for at bistå ekstreme hindu-organisationer med planlægning af terroraktioner og sprængstoffer. Forsvarsministeren lover, at forsvaret vil komme helt til bunds i den pinlige affære. Kongrespartiet beskylder BJP for at influere officerskorpset med radikal hinduistisk ideologi.
Uanset inderes religiøse identifikation bør de alle være bekymrede for denne udvikling, hedder det i dagbladet The Hindu. Artiklen med overskriften ”Hindutva and its cult of the bomb” rummer en gennemgang af de ekstreme hindu-organisationer nærmest gennem tiderne. De hentede betydelig inspiration i Nazi-Tyskland, og for fadderne af den radikale hinduisme var Adolf Hitler et forbillede.
Hinduisme-inspireret terror er slet ikke et nyt træk i Indien. Mahatma Gandshis morder kom fra denne kreds.
Er Indien på vej mod balkanisering? Spørgsmålet dukker ofte op i aviserne. I betragtning af den voldsbølge, der ruller over landet, kan svaret være: Måske.
Et nyligt indlæg her havde overskriften ”Indien – vold lige så typisk indisk som tandoori kylling.” Det var før afsløringen af den ekstreme hinduistiske terrorcelle med aktiv bistand fra militære personer. Dette risikerer for alvor at åbne Pandoras æske i Indien.

AFGHANISTAN : INGEN LØSNING UDEN IRAN

2008-10-27T19:38:00.020+05:30

Det er et billede som dette, der har ført til, at USA nu i snart 30 år mentalt er blokeret i forhold til Iran. I disse mange år har Washington ikke haft officiel kontakt med styret i Teheran. Fra den 4. november 1979 frem til den 20. januar 1981 holdt islamistiske studerende 52 amerikanske diplomater – her én med håndjern og bind for øjnene - som gidsler i USA’s ambassade i Teheran. Manden i cirklen formodes at være Irans nuværende præsident.
Jeg var den gang vidne til, at der foran ambassaden dagligt stod en skare mennesker, der råbte slagord mod ”Den store Satan”, som USA siden betegnes i præstestyrets Iran. I april 1980 forsøgte amerikanerne en militær redningsaktion, som slog helt fejl, da to helikoptere styrtede ned, og otte amerikanske soldater blev dræbt. Resultatet: dybe og langvarige amerikanske traumer i forhold til Iran.
Efter fornedrelsen den gang har USA diplomatisk villet straffe Teheran med isolation – og det selvom Iran siden er blevet en kontroversiel nøgleaktør i Mellemøsten, men også en vigtig brik i forhold til sine naboer mod nord og øst. Og imod øst er det både Pakistan og Afghanistan.
Iran, Rusland og Indien støttede den afghanske Nordlige Alliance mod talibanstyret. Det var først efter 11. september 2001, at USA fik fælles interesse med denne gruppe lande. I forhandlingerne i Bonn om Afghanistans fremtidige styreform frem til december 2001 arbejdede amerikanske og iranske diplomater tæt sammen – iranerne med håb om et snarligt diplomatisk tøvejr i forhold til USA. Men få måneder senere udråbte præsident Bush så Iran til at være et af de tre lande i ”ondskabens akse.”
Krigen i Afghanistan har nu varet i mere end syv år – og set fra et vestligt synspunkt går den mere end dårligt. Alle parter ønsker nu i princippet forhandlinger med talibanerne for at finde en afslutning på krigen. I sidste måned, under ramadan’en, havde Saudi Arabien arrangeret kontakter mellem repræsentanter for regeringen i Kabul og talibanerne. Både præsident Hamid Karzai og USA støttede denne sammenkomst. Saudi Arabiens interesse i rollen som formidler er at bremse for, hvad saudierne opfatter som ”iransk ekspansionisme” i forhold til Afghanistan.
Bag disse bestræbelser ligger de impliceredes geostrategiske overvejelser om at holde de næste etaper af udviklingen i Afghanistan og Pakistan inden for den hidtidige snævre kreds med USA og NATO-landene i hovedrollerne, men nu suppleret med partneren Saudi Arabien, men på bekostning af Afghanistans naboer som Iran og Rusland bag de centralasiatiske lande.
Men i kølvandet på mødet i Mekka for en måned siden med dets sigte at holde Afghanistans naboer på en arms afstand er der kommet adskillige interessante bidrag, der plæderer for det direkte modsatte.
Lawrence J. Korb var viceforsvarsminister i Reagan-regeringen. Sammen med Laura Conley argumenterer han for, at USA næppe kan vinde krigen i Afghanistan uden at nytænke sit forhold til Iran. USA har intet opnået med sin diplomatiske isolation af Iran, er konklusionen.
I et bidrag i tidsskriftet ”Foreign Affairs” understreges behovet for at sætte konflikten i Afghanistan ind i en regional ramme, der tager hensyn ikke bare til Afghanistans interesser, men også til Pakistans, Ruslands, Irans, Indiens og Kinas. Ingen af disse landes regeringer accepterer nemlig USA’s og NATO-landenes militære tilstedeværelse i Afghanistan på længere sigt.
Den amerikanske ekspert i Afghanistan Barnett R. Rubin – i 2001 betegnet som den eneste overhovedet – argumenter, at det netop er Washingtons blokering over for Iran, der bremser for de amerikanske interesser i Afghanistan i dag. Et samarbejde mellem Washington og Teheran ville kunne lægge pres på Pakistan, der huser både lederne af Al Qaeda og talibanerne.
Næste år vil der komme store omvæltninger ikke bare i Afghanistan, men i hele regionen, forudser lederartiklen i det pakistanske dagblad "The Frontier Post," der bliver udgivet i Peshawar, hovedbyen i North West Frontier Province. Den har talibanerne gjort til en del af krigsskuepadsen i Afghanistan.

INDIEN : "VOLD LIGE SÅ TYPISK INDISK SOM TANDOORI KYLLING"

2008-10-24T19:37:00.011+05:30

Mahatma Gandhi med sin ikke-voldskampagne mod den britiske kolonimagt – som i 1947 førte til Indiens uafhængighed – har hos mange i udlandet siden skabt en myte om landet som gennemsyret af ”shantiness” – en afledning af ordet shanti, der på hindi betyder fred. Men Indien er i virkeligheden et ekstremt voldeligt samfund. Protesterende har f.eks. den uvane at sætte ild til tog og busser, uden at de offentlige transportmidler har nogen sammenhæng med deres frustration. Byen Patna i Bihar har netop oplevet togbrande. De var en reaktion på fascistiske voldsmænd overfald i Bombay på folk fra Bihar, der søgte job i Indian Railways. Afstanden mellem de to byer omkring tusind kilometer. Her er et udsnit af avisartikler, hvor disse politisk betonede voldshandlinger bliver omtalt. Den ene artikel er her, og en anden her og endelig
Andre aktuelle udslag af politisk motiveret vold i Indien er de senere ugers terroristiske bombeattentater begået af muslimske Indian Mujahedin med omkring 100 omkomne, de højreradikale hindu-fundamentalistiske banders overfald på kristne i flere delstater – omkring 50 døde - med vandalisering af deres beskedne kirker, og den permanente maoistiske opstand i betydelige dele af det centrale Indien. I en kommentar bliver de tre grupper slået sammen som missionærer.
I mit seneste indlæg omkring bogen ”White Tiger” nævnte jeg, at indere er skeptiske over for, hvad udlændinge beretter om Indien. De mener grundlæggende, at udlændinge ikke er kvalificeret dertil. Det kunne være interessant at foretage et rundspørge om, hvad indere mener om en indiske journalists yderst kritiske artikel om den dage vold i Indien i ”International Herald Tribune,” der læses over hele kloden. Her hedder det bl.a., at ”vold er lige så indisk som en tandoori kylling.”
Den 14. oktober mødtes Indiens ”Nationale Integrations Råd” med deltagelse af premierminister Manmohan Singh og delstaternes regeringschefer. Premierministeren fremhævede her bl.a. at Indiens daglige vold ”er en trussel mod landets pluralisme, demokrati og økonomiske udvikling.”
Valson Thampu havde et indlæg på dette møde. Han er rektor for St. Stephen’s College i New Delhi, en af hovedstadens mest ansete undervisningsinstitutioner.
I sit indlæg betegnede han Indiens demokrati som sygt. Dagen efter offentliggjorde han en artikel med sine overvejelser herom.
Hvorfor den omfattende vold i Indien? Han forklarer det med sammenbrud af lov og orden. Desuden søger politiske partier med had-propaganda at lokke vælgere ved at appellere til deres kaste-solidaritet i modsætning til deres klasse-solidaritet. På denne måde varetager ingen de talrige fattige inderes fundamentale interesser. I stedet bliver de spist af med følelsesmæssig propaganda.
Dagen efter havde jeg et interview med ham, hvori han i hovedtræk gengav, hvad han
havde sagt på mødet, som bl.a. premierminister Manmohan Singh havde deltaget heri. Uddrag af samtalen blev bragt i DR’s Orientering den 23. oktober og kan aflyttes her.

INDIEN : EN UØNSKET LITTERÆR UDMÆRKELSE

2008-10-22T15:12:00.007+05:30

Indien er normalt stolt over enhver inder, der gør det godt i udlandet. Sådanne gør landet ære. Disse får en bred omtale i medierne. Noget anderledes forholder det sig med indere, der er returneret fra udlandet og nu hjemme påstår, at der uanset økonomisk fremgang stadig er talrige skyggesider i det moderne Indien. Men normalt skriver sådanne ikke nødvendigvis en bog om disse forhold – men det er netop det, som den 33-årige Aravind Adiga har gjort i sin bog ”White Tiger.”
Da den udkom i maj fik den en sønderlemmende kritik i dagblade og magasiner. Her er en af dem.
Mahatma Gandhi har om en bog om Indien skrevet af en englænder udtalt, at den mindede ham om en rapport fra en kloakrenser.
Indere har en indbygget aversion mod bøger skrevet af udlændige, hvis disse ikke holder sig til spiritualitet og ”Shining India,” men derimod påviser fattigdom, underernærede børn, grasserende sygdomme, etc. Sådanne bøger bliver normalt let affejet med, at deres udenlandske ophavsmænd ikke har fattet Indiens geni. Det pinlige er, at dette argument ikke kunne anvendes over for inderen Aravind Ardiga. Derfor latterliggjorde kritikerne hans bog.
Men forleden vandt hans ”White Tiger” så ”The Booker Price” – den fornemste litterære udmærkelse i Storbritannien og dets tidligere kolonier. Tidligere har de indiske forfattere Salman Rushdie, Arundhati Roy og Kiran Desai også modtaget denne pris. Det har V.S.Naipaul af indisk oprindelse også gjort. Alle dem har Indien fejret og følt sig stolt over. Men de indiske medier er for tiden tilbageholdende i deres omtale af den nye indiske prisvinder. Det ligger i luften, at den udenlandske Booker-komité har presset denne – uvelkomne - litterære udmærkelse på Indien. En kommentar taler direkte om, at ”The White Tiger” er en bog, som inderne aldrig har ønsket at læse – og måske slet ikke nu, hvor den har fået et anerkendende stempel fra udlandet.

INDERNE FRYGTER ØKONOMISK NEDSMELTNING

2008-10-19T20:01:00.013+05:30

Det var de nylige tv-billeder af demonstrerende, ofte grædende unge stewardesser i deres gule uniformer, der for alvor fik Indien til at vågne op over for udsigten til, at de senere års gyldne tider står foran en brat afslutning. De små investorer på børsen i Bombay, der uden egen computer følger kursudviklingen løbende på børsbygningen, vidste det for længe siden. (foto)
Flyselskabet Jet Airways fyrede uden varsel i sidste uge 1.900 stewarder og stewardesser – alle i 20’erne. Indien har ikke et socialt sikkerhedsnet. Som et biprodukt af de senere års økonomiske fremgang fik Indien talrige nye private flyselskaber. At lade sig transportere i fly blev demokratiseret. Men nu er der overkapacitet i flybrancen, ramt af stigende energipriser. Det unge personale i flyene sammen med dem i IT-sektoren og i call-centrene var blevet symboler på det nye dynamiske Indien, der for første gang kunne tilbyde mange unge vellønnede job.
At de 1.900 stewarder og stewardesser fik fyringsseddelen blev for de fleste i Indien pludselig en understregning af, at den økonomiske i landet måske alligevel er en helt anden end, hvad finansministeren løbende havde bedyret de senere dage – nemlig ingen årsag panik.
Indiske dagblade vil vide, at Jet Airways af regeringen blev presset til at genansætte de afskedigede inden for 24 timer – et halvt år før et vanskeligt parlamentsvalg har den ikke brug for så profilerede arbejdsløse som stewardesserne i deres gule uniformer. Ministrene havde også set, hvor det protesterende unge flypersonale søgte politisk støtte – nemlig på den ekstreme højrefløj. Det var en påmindelse om, hvor mellemklassen kan bevæge sig hen, hvis de økonomiske vilkår virkelig forværres.
Indien har i de senere år haft en økonomisk fremgang på omkring ni procent. Den har resulteret i talrige nye arbejdspladser især i byerne og her fået mange indlemmet i den lavere mellemklasse med ambitioner om yderligere socialt avancement. Banklån var indtil for kort tid siden billige. Så folk fik kredit til både køb af bolig og bil. Andre købte to lejligheder og to biler – på kredit. Børskurserne blev mere end fordoblet mellem 2005 og januar i år. Mange blev fristet af det lukrative aktiemarked med udsigt til hurtig gevinst. Og de solgte familiens smykker og spillede på børsen for lånt kapital. Nyhedsmagasinet ”India Today” behandler indgående Indiens økonomiske nedsmeltning i artiklen ”The End of Good Times.” Samme tema har magasinet ”Outlook” med forsiderubrikken ”Sinking Feeling.” En økonomisk avis forklarer, hvorfor Indien i dag er dårligere stillet end i 2006.
I sådanne akutte krisetider begynder aviserne at tilbyde artikler med psykologiske råd om, hvordan man skal klare sig, når man står på randen af den finansielle afgrund.
Den globale økonomi med udsigt til recession i USA og Europa har brug for, at den asiatiske forbruger kan overtage stafetten fra dem i USA og Europa. Problemet er, at folk i Kina og i Indien kun forbruger en brøkdel i forhold til de nu handicappede forbrugere i de gamle industrilande. Asien vil dermed ikke kunne redde verden fra et økonomisk tilbageslag.

PAKISTAN : RÅDVILDHED OVERFOR TALIBAN-OPRØR

2008-10-18T15:10:00.007+05:30

En uvirkelig stemning præger Pakistan. Det er konfronteret med en islamistisk opstand, der breder sig fra området ved grænsen til Afghanistan til de nordlige dele af landet. Hæren har forstærket sin indsats her. Landet er på randen af økonomisk kaos. I udlandet fremmanes muligheden Pakistans opløsning. Men alt dette synes ikke at interessere landets politikere særligt.
Stridens æble i Pakistan er den militære indsats mod de islamistiske lokale talibanere.
Fører Pakistan sin egen krig mod dem? Eller er Pakistan bare en nyttig brik i USA’s krig i Afghanistan?
Parlamentets to kamre har i mere en end uge været indkaldt til en slags seminar for lukkede døre for at orienterede politikerne om landets sikkerhedssituation. De militære ledere har redegjort for, hvordan de opfatter den og forklaret den militære indsats mod oprørerne. Men politikerne har ingen interesse deri. På mødet i fredags deltog kun 60 ud af de 440 parlamentsmedlemmer.
Lederen af et religiøst parti påtog sig rollen som talsmand for talibanerne og foreslog, at de skulle deltage i debatten på lige fod med repræsentanterne for militæret. Formålet med parlamentets særlige seance – at give militæret fuld politisk opbakning bag kampene mod talibanerne – blev i hvert fald ikke nået.
Pakistan har stadig ikke afklaret det fundamentale spørgsmål om karakteren af truslen mod landet, og hvor den kommer fra.
Udbredt anti-amerikanisme har motiveret mange pakistanere til at mene, at krigen mod de pakistanske talibanere ikke er Pakistans, men at landet er presset til at føre USA’s krig mod dem. Disse holdninger er blevet forstærket efter, at Washington i Afghanistan støtter forhandlingerne med talibanerne der for at finde en mulig afslutning på krigen.
Washington er ved at udarbejde en samlet vurdering af situationerne i Afghanistan og Pakistan. Det er sivet ud, at USA ser Pakistan stående ved afgrundens rand. Årsagen er, at landet er ”uden penge, uden energi og uden regering.”
Den pakistanske præsident Asif Zardari er netop vendt tilbage efter et næsten ugelangt besøg i Beijing. Her fik han rundhåndede kinesiske tilsagn om økonomisk støtte. Kinesiske virksomheder erklærer sig rede til omfattende investeringer i Pakistan.

EU VIL OVERSE REPRESSIONEN I USBEKISTAN

2008-10-13T16:42:00.007+05:30

EU er en papirtiger. EU-topmødet den 15. og 16. vil bekræfte dette. Efter store ord i forbindelse med Ruslands fire-dages krig mod Georgien i august er normalitet heldigvis igen ved at indfinde sig i EU’s forhold til Moskva.
Men også i forhold til autoritære centralasiatiske Usbekistan er EU en papirtiger – og det er mere end moralsk forkasteligt.
EU's udenrigsministre vedtager i dag, at de mere end symbolske sanktioner mod regimet i Tasjkent skal ophæves. Officielt gør EU sig til talsmand for bl.a. mere frihed for pressen i Usbekistan. Det usbekiske regime markerede sin foragt over for dette krav umiddelbart før EU-ministermødet ved at idømme en fremtrædende journalist ti års fængsel – officielt for at være i besiddelse af hash.
Vestlige menneskerettighedsorganisationer understreger, at EU ved at ophæve de resterende sanktioner mod Usbekistan udhuler troværdigheden i sin udenrigspolitik, officielt med vægt på demokrati og respekt for menneskerettigheder.
En anden kritisk artikel i den internationale presse vender tilbage til det medie-forum, som EU var med til at arrangere i Usbekistans hovedstad den 2. og 3. oktober, omtalt i mit indlæg den 7. oktober. Det blev fremstillet som, at regimet i Tasjkent bevæger sig mod friere vilkår for pressen.
EU i sin iver for at række en oliven-gren til det usbekiske regime accepterede dets vilkår for dette medie-forum - at uafhængige journalister ikke havde adgang dertil.
Artiklen beskriver arbejdsvilkår for journalister i Usbekistan. Dens ophavsmand er journalisten Galima Bukharbaeva, der måtte flygte fra landet i 2005 efter opstanden i byen Andijan.

DILEMMA: INVITERE ELLER "BOMBE" TALIBANERE TIL FORHANDLINGER

2008-10-12T17:06:00.009+05:30

Nu er det ikke længere subversivt at være overbevist om, at USA og NATO-landene ikke kan vinde krigen i Afghanistan på den måde, som den føres. Bosat i regionen, med et godt kendskab til Pakistan og her især pashtunerne samt flere ophold i Kabul førte tidligere til overbevisningen om, at Vestens projekt i ”krigen mod terror” i Afghanistan med bl.a. etablering af demokrati her var dømt til fiasko.
Nu er britiske Financial Times i en lederartikel nået til samme opfattelse, efter at chefen for de britiske styrker i Afghanistan og den britiske ambassadør i Kabul i de senere uger har givet udtryk for, at Vesten hidtidige militære og politiske strategi i landet er slået fejl.
Mit seneste indlæg var koncentreret om USA med et nu akut behov for en ny militær strategi i Afghanistan og de nylige drøftelser i Mecca mellem repræsentanter for talibanere, regeringen i Kabul og Saudi Arabien. Som det var til at forudse, så drejede disse forhandlinger sig slet ikke om at afslutte krigen ……
Disse fredsfølere sigter mod at slå en kile ind mellem talibanerne, som flere og flere nu opfatter som en afghansk national befrielsesbevægelse, og pan-islamiske Al Qaeda. Derfor hedder det så nu passende, at talibaneres leder, Mullah Omar skulle have brudt med Al Qaeda. Andre hævder, at talibanerne og Al Qaeda i den grad er smeltet sammen, at de sammen udgør én bevægelse.
Nu er der så i princippet enighed i den vestlige lejr om, at krigen i Afghanistan ikke kan vindes med militære midler. Afgørende bliver det derfor, på hvilke vilkår Vesten vil begynde forhandlinger med talibanerne for at afslutte krigen. Den britiske militære chef i Afghanistan og ambassadøren i Kabul har klart markeret deres synspunkter.
Men med USA i spidsen vil der givetvis være mange andre i den vestlige lejr, der først er rede til at forhandle med talibanerne og gå på kompromis med dem, når disse er blevet militært presset og svækket. Talibanerne skal ikke inviteres til forhandlinger, men de skal "bombes" dertil.
USA står i de kommende måneder for at ville sende endnu flere soldater til Afghanistan. Andre lande gør det givetvis også. Men udviklingen i Afghanistan har i 2007 og 2008 vist, at flere udenlandske soldater i landet bliver modsvaret af oprørernes øgede krigsindsats – netop den, der nu får alle til at ville finde en politisk løsning på konflikten.
Udviklingen i det næste halve år i Afghanistan med endnu flere udenlandske styrker vil kunne vise, at en vestlig forestilling om at ”ville forhandle på grundlag af vestlig militær overlegenhed” ikke svarer til realiteterne i landet.
Med USA indstillet på at sende yderligere 8.000 soldater og med de amerikanske generaler i Afghanistan med deres krav om yderligere 15.000 mand er der lagt op til dybe uoverensstemmelser mellem regeringerne i London og Washington om den fortsatte krig i Afghanistan og forhandlinger med talibanerne.
Men nedsmeltningen af store dele af den vestlige verdens finanser og økonomier kan bidrage med helt andre, hidtil uforudsete udviklinger.

AFGHANISTAN : USA LEDER EFTER NY POLITIK EFTER SYV ÅRS KRIG

2008-10-09T18:18:00.009+05:30

Efter syv år i krig i Afghanistan erkender USA pludselig, at den ikke kan vindes. Det Hvide Hus forlanger i løbet af et par uger at få forelagt en revideret Afghanistan-politik. Bag den ligger bl.a. frygt for, at den kommende udvikling i Afghanistan og Pakistan kan blive ukontrollerbar, inden den nye administration er på plads efter præsidentvalget.
New York Times og Washington Post har begge omfattende omtale af den kommende revision af USA’s politik i Afghanistan. Det er nærmest for symbolsk, at dette finder sted samtidig med, at USA har kastet sig selv og den øvrige verden ud i bundløs finansiel og økonomisk krise med mange lande på randen af recession.
Præsident Bush’s militære rådgiver m.h.t. Afghanistan kræver, at den kommende rapport skal besvare de grundlæggende spørgsmål – som åbenbart aldrig er blevet stillet før eller i megaloman hybris er blevet glemt. Disse spørgsmål er:
# Hvilke mål har USA i Afghanistan?
# Hvor meget af dem kan vi opnå?
# Hvilke ressourcer har vi?
# Hvilken rolle skal vore allierede spille?
# Hvad ved vi om fjenden?
# Hvor sandsynligt er det, at svage regeringer i Afghanistan og Pakistan kan spille en rolle?
Inden amerikanerne med den nye rapport skaffer sig en oversigt med svar på disse spørgsmål kan en anden karavane have sat sig i bevægelse, måske og måske ikke snævert koordineret med Washington. Under den netop afsluttede ramadan var der et interessant middagsselskab i Mecca, inviteret af den saudi arabiske konge. Her var bl.a. den afghanske præsident Hamid Karzais bror, repræsentanter for talibanerne og den pakistanske oppositionspolitiker Nawaz Sharif med skarpe anti-amerikanske holdninger. Ingen behøver at have tillid til den oficielle version om, at de ikke diskuterede mulighederne for fred i Afghanistan, især efter at Hamid Karzai har opfordret Saudi Arabien til at påtage sig rollen som mægler.
Indien har engageret sig kraftigt i Afghanistan bortset fra militært for herved at blokere for, at Pakistan igen skulle få en rolle her. I Islamabad taler man derfor om en akse Washington-Kabul-New Delhi. Med den nu mere flydende situation i Afghanistan med mulighed for at inddrage talibanerne i den politiske proces er Indiens strategiske miljø blevet konfronteret med en mulighed, der hidtil blev anset for at være utænkelig, skriver den tidligere indiske diplomat og nu kyndige kommentator M.K. Badrakumar.
Han har følgende citat: ”Når vinden ikke hyler i Tora Bora bjergene kan man høre en skingerlatter, der giver ekko i dalene. Hvis han stadig er i live, så vil ingen glæde sig mere over Amerikas pinsler end Osama Bin Laden. Det anarkistiske blodbad i USA’s finansielle og politiske system bringer en ydmygende tilbagetrækning og nederlag i Afghanistan og Irak nærmere. Det åbner mulighed for den endelige kollaps af det onde imperium, som Osama forudsagde.”

EU VIL HELST GLEMME MASSAKRE I USBEKISTAN I 2005

2008-10-07T16:55:00.018+05:30

EU’s udenrigsministre skal på deres møde den 13. oktober drøfte mulighederne for at ophæve eller i hvert fald lette sanktionerne mod det centralasiatiske land Usbekistan. Fordi Tyskland har kunnet beholde en militær base i landet, efter at USA blev smidt ud i 2005, så fører regeringen i Berlin an i bestræbelserne for at normalisere forholdet til regimet i Tasjkent. Ved siden af Usbekistan ønsker samtlige EU-lande desuden at udbygge forbindelserne til de øvrige lande i Asiens hjerte, dvs. Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan og Turkmenistan.
Samtlige disse lande bliver styret af autoritære regimer – med Usbekistan under præsident Islam Karimov (se foto) som det mest ekstreme.
EU indførte sanktioner mod Usbekistan efter massakren på en protesterende menneskemængde i byen Andijan den 13. maj 2005. Antallet af dræbte er forsat omstridt, men det anslås at være omkring tusind. I sin islamofobi har talrige i Vesten villet se de protesterende som en slags fortrop i en islamistisk opstand mod regimet. Andre fortolker menneskemængdens protest på Babur-pladsen i Andijans centrum som kulminationen af deres frustration over elendige livsvilkår. Jeg befandt mig i nærheden af Andijan på samme tidspunkt og slutter mig til sidstnævnte fortolkning af årsagerne til protesten.
En usbekisk kollega var vidne til massakren og er siden politisk flygtning, først i USA og nu i Tyskland, hvor hun har en online-pressetjeneste på usbekisk. Her er en af hendes beretninger.
Uanset at EU efter massakren i Andijan indførte straffesanktioner mod Karimov-regimet i Tajskent, så var det ikke før i juni 2007, at landene i Centralasien kom højere op på EU’s radar – hele 16 år efter deres uafhængighed ved Sovjetunionens opløsning i 1991. Årsagen var udelukkende EU-landenes interesse i at få adgang til disse landes store energiforekomster for herved at reducere deres egen afhængighed af energi fra Rusland.
Som led i EU’s tilnærmelse til Centralasien under det tyske EU-formandskab i 2007 skal der jævnligt holdes et møde mellem udenrigsministrene fra EU-landene og de fem republikker i Centralasien. Stort set ubemærket af pressen i EU-landene blev det første af den slags arrangementer afviklet i Paris den 18. september.
De to parter havde ikke meget at forhandle om. De tidligere sovjetiske republikker i Centralasien befinder sig i Ruslands ”nære udland.” Med sin ”august-krig” mod Georgien markerer Moskva sin vilje til at ville kontrollere det eks-sovjetiske område. For at EU skal få adgang til dele af energien fra Centralasien skal disse lande gå i konfrontation med Rusland – og det er de ude af stand til.
Så til gengæld kunne EU-ministrene blive informeret om den for dem ukendte region og dens problemer. Et af dem har udgangspunkt i naboen Afghanistan med sin enorme narkoproduktion. En betydelig del af den passerer i transit gennem Centralasien på vej til Rusland og det øvrige Europa.
Et andet er, hvad de autoritære regimer opfatter som en islamistisk trussel. De fremmaner den som et led i at undertrykke befolkningerne. På stedet er den islamistiske trussel vanskelig at få øje på. Men den kan udvikle sig som en politisk kraft vendt mod de regimer, der ikke giver plads til en politisk opposition. Dette aspekt behandler forfatteren Ahmed Rashid i sin seneste bog:” Descent into Chaos. How the war against Islamic extremisme is being lost in Pakistan, Afghanistan and Central Asia.”
Med en befolkning på omkring 25 millioner og den geografiske beliggenhed er Usbekistan nøglelandet i Centralasien, selvom Kasakhstan og Turkmenistan har større energiressourcer.
EU tripper for at normalisere forholdet til Karimov-regimet, og det har en interesse i få EU’s sanktioner ophævet.
Pressefrihed findes ikke i Usbekistan, men for at vise en god vilje over for EU, så var der i Tasjkent den 2. og 3. oktober et arrangement med den imponerende titel: ”Liberalisation of Mass Media – An Important Component of the Democratisation of Society.” Både den usbekiske regering og EU var officielle støtter. Det grundlægende problem ved konferencen var, at pressen ikke var indbudt.
International Crisis Group (ICG) har netop udsendt en meddelelse med direkte adresse til EU’s udenrigsministre forud for deres møde den 13. oktober, hvor de skal debattere EU’s sanktioner mod Usbekistan. ICG – der er forbudt i Usbekistan – understreger, at det nylige presse-arrangement i Tasjkent ikke markerer en fremgang for pressefriheden i Usbekistan. EU skal derimod kræve, at Karimov-regimet gennemfører konkrete liberaliseringstiltag.
”EU skal gøre det klart, at vilje til at diskutere ikke er det samme som en forpligtelse til at gå i gang med væsentlige politiske og praktiske reformer.”

PAKISTAN - "STØRSTE UDFORDRING" FOR USA'S NYE PRÆSIDENT

2008-10-04T19:57:00.009+05:30

”Inden USA afskriver Pakistan som en håbløst forfejlet stat.... så har Washington måske én sidste mulighed for at sikre sig, at dette vanskelige land ikke bliver Amerikas største udenrigspolitiske problem i sidste halvdel af dette tiår.”
Med dette fremsyn sluttede den amerikanske Pakistan-forsker Stephen Cohen i 2004 sin bog ”The Idea of Pakistan.”
Siden er meget gået galt i forholdet mellem de to lande. Amerikanske tropper angriber mål i Pakistan. Det pakistanske luftvåben er sat i højt beredskab for at forhindre, at amerikanske ubemandede fly krænker det nationale luftrum.
En amerikansk tænketank spørger, om den amerikansk-pakistanske alliance i kampen mod terrorismen er ved at slutte. Den besvarer spørgsmålet med et ja, hvis USA fortsætter sine militære aktioner i selve Pakistan uden hensyn til Islamabads indvendinger. Sker det, så risikerer USA i Pakistan at blive sammenlignet med Sovjetunionen som besættelsesmagt i Afghanistan fra 1979 til 1989. USA kan så blive konfronteret med en Vietnam-lignende situation, som det ikke vil være let at komme ud af.
Sandhedens time i forholdet mellem USA og Pakistan er med andre ord ved at nærme sig. Det er også blevet erkendt i Washington. I en ny amerikansk rapport bliver det nemlig understreget, at USA har behov for at omtænke sit hidtidige forhold til Pakistan, for eller bliver det atomvåbenbevæbnede muslimske land med 160 millioner indbyggere ”den største udfordring” for den næste amerikanske præsident.
Den 43 sider lange rapport fremhæver, at efter bombeattentatet mod Marriott Hotel i Islamabad i sidste måned har USA ikke mange optioner tilbage, og at tiden er blevet knap. Amerikanske angreb mod mål i Pakistan har den modsatte virkning end den tilstræbte, hedder det. Rapporten anbefaler, at USA fuldstændig gennemtænker sit forhold til Pakistan.
Bombeattentatet mod Marriott Hotel var det hidtil mest omfattende i Islamabad.
Mange pakistanere håbede, at en terrorhandling af et sådant omfang og endog midt i hovedstaden uvægerligt ville vække hovedparten af den pakistanske befolkning og få den til at indse, at krigen mod de militante islamister ikke er USA’s - som mange mener - men derimod helt Pakistans egen krig.
En kommentar afviser det sædvanlige argument om, at krigen er et resultat af, at Pakistan siden den 11. september 2001 er allieret med USA. Pakistans manglende stabilitet er af langt ældre dato – den begyndte kort efter uafhængigheden i 1947. Kommentaren konkluderer, at krigen derfor er Pakistans.
Men anslaget mod Marriott Hotel har ikke ført til, at denne erkendelse har bredt sig. Regeringen har ikke benyttet sig af lejligheden. Dens talsmand gentog frasen, at ”muslimer ikke kan begå sådanne ugerninger mod andre muslimer.” Underforstået: bag attentatet står ikke-muslimer.
Pakistans urdu-sprogede medier har et betydeligt ansvar for, at pakistanerne er mest tilbøjelige til at opfatte krigen mod de militante islamister som USA’s og at Pakistan bare er offer for den. Disse medier omtaler de pakistanske talibanerne som ”vores vildledte brødre” eller som mazahmat kar, dvs. som krigere i modstandskampen.
Den 3. september gennemførte amerikanske tropper et angreb i Pakistan. Siden har antiamerikanismen bredt sig i alle miljøer. Den kan nu kun være langt mere udbredt, end den var i juni, da Gallup-instituttet gennemførte den seneste meningsmåling. Den viser, at næsten halvdelen af pakistanerne opfatter USA som en trussel mod deres land – selvom de amerikanske styrker på det tidspunkt holdt sig på den afghanske side af grænsen.

BRITISK KABUL-AMBASSADØR : VESTEN TABER I AFGHANISTAN

2008-10-03T16:02:00.006+05:30

Amerikanske generaler indrømmer, at Vestens krig i Afghanistan støder på vanskeligheder, men at disse kan overvindes, hvis USA og øvrige NATO-lande sender flere tropper dertil. Samme optimisme deler af den danske forsvarsminister.
Han kræver øgede bevillinger til de danske styrker i Afghanistan, bl.a. til indkøb af ”tidssvarende materiel” og til lønforhøjelser. Disse penge får han givetvis, fordi et flertal i parlamentet giver tilslutning til Danmarks deltagelse i …. ikke så meget krigen i Afghanistan som genopbygningen af landet…… Som om man kan skelne.
Både de amerikanske krigsherrer i Afghanistan og det politiske flertal i Danmark bag det danske ekspeditionskorps i landet må føle sig snigløbet af den britiske ambassadør i Kabul. Over for en diplomat fra den franske ambassade i den afghanske hovedstad lagde han den 2. september ikke skjul på sin kritiske holdning til udviklingen i Afghanistan. Via en fransk ugeavis er den nu kommet ud på den store markedsplads.
Sir Sherard Cowper-Coles er overbevist om, at Vestens krig mod talibanerne slår fejl, og at det ville være bedst at installere en ”acceptabel” diktator” i Kabul. ”Den øjeblikkelige situation er dårlig; sikkerheden forringes; korruptionen tager til, og regeringen har mistet al tillid.”
”NATO’s militære indsats forværrer alt dette,” bliver han citeret for. ”De udenlandske styrker sikrer regimets overlevelse. Uden dem ville det det falde ….De forhaler og komplicerer en mulig udgang af krisen, og den vil sandsynligvis blive dramatisk.”
Storbritannien har ingen anden mulighed end at støtte USA i Afghanistan. ”Men vi skal gøre det klart for amerikanerne, at vi vil medvirke i en strategi, der vinder, og ikke én, der taber,” forklarede den britiske ambassadør medarbejderen fra den franske ambassade i Kabul.
Ganske vist har Afghanistan aldrig været en britisk koloni. Men Afghanistan var en strategisk vigtig udpost for Britisk Indien. Det førte i det 19. århundrede til flere britiske krige i Afghanistan (se illustration). Dermed er der i Storbritannien opsamlet flere hundrede års erfaringer fra og viden om denne del af verden, som intet andet land råder over. Derfor har den britiske Kabul-ambassadørs konklusioner vægt.
Med udsigt til, at amerikanerne søger at udvide krigen i Afghanistan til at omfatte mindst stammebæltet i Pakistan, bliver der ofte draget paralleller til, at USA bredte Vietnam-krigen til også at omfatte Cambodia. Det ændrede intet på krigen i Vietnam, og i Cambodia blev resultatet de røde khmerers rædselsregimente.
Afghanistan bliver ikke reddet, fordi USA udvider krigen der til at omfatte Pakistan. Risikoen herved er et regionalt anarki.
Vestens bestræbelser på at ”ændre” Afghanistan er allerede ved at få samme skæbne som Sovjetunionens fik. De styrker oprørerne, fordi disse får indtryk af, at de vantro udlændinge er en trussel mod deres islamiske levemåde og lokale traditioner.
Disse oprørere har tiden for sig. De ved, at de vestlige styrker på et eller andet tidspunkt forlader Afghanistan, mens de selv bliver.
Vesten bør derfor snarest tage initiativ til regionale forhandlinger om Afghanistans fremtid. I dem skal indgå ikke bare de umiddelbare naboer, inkl. Iran, men også Rusland og Kina.
Måske kan den britiske Kabul-ambassadørs realistiske vurdering af den øjeblikkelige situation i Afghanistan kunne fungere som et skud boven i de lande, der ureflekteret og med argumenter om at indføre demokrati der har fulgt USA og NATO i Afghanistan.

INDIENS ATOMAFTALE MED USA ER VEDTAGET

2008-10-02T13:23:00.006+05:30

Torsdag den 2. oktober om formiddagen kunne indiske tv-nyhedskanaler endelig præsentere en positiv nyhed i stedet den senere tids nærmest daglige rapporter om et stort antal dræbte som følge af terrorattentater, eller fordi de var blevet trampet ihjel. TV-kanalernes ”Breaking News” var, præsident Bush og premierminister Manmohan Singh (her fotograferet i New Delhi i 2005) efter mere end tre års intense forhandlinger havde fået den bilaterale atomaftale i hus. Det amerikanske senat vedtog i den indiske nat lovforslaget om atomaftalen mellem USA og Indien. For at blive endelig konfirmeret mangler det nu bare præsident Bush’s underskrift.
Atomaftalen har tidligere været kontroversiel i den amerikanske kongres. Af hensyn til den kritiske hjemlige opinion havde Indien stået fast på at have ret til at foretage nye atombombesprængninger, hvis der skulle være behov derfor. Dette behov kunne komme fra Kina. men blev aldrig sagt direkte. Udenrigsminister Condoleeza Rice forsikrede skeptiske senatorer, at USA automatisk vil afskære Indien fra alt nukleart samarbejde, hvis landet igen foretager en atombombesprængning. Hendes forsikring synes at have overbevist det store flertal, således at lovforslaget nærmest blev vedtaget i forbifarten, mens senatets medlemmer var mere optaget af debatten og afstemningen om at redde den amerikanske økonomi, de resterende banker og de klemte husejere.
Indien er nu blevet et accepteret medlem af klubben af atombevæbnede magter. De øvrige er USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. For Indien er en historisk fejltagelse hermed blevet rettet. En indisk kommentar hertil var: ”Med hensyn til geopolitisk og strategisk vægt i Asien er Indien nu på lige fod med Kina.”
Indiens trykte presse vil uvægerligt i morgen have talrige analyser med en tilsvarende tone.
Oppositionen siger allerede, at den indiske regering har ladet sig fange i en fælde.
Washington har hjulpet Indien til at blive et accepteret medlem af atomklubben. Herefter bliver det interessant at iagttage, hvordan det strategiske partnerskab mellem Indien og USA udvikler sig. Herom kan der komme nye elementer, når Condoleeza Rice om et par dage kommer til New Delhi.

AFGHANSK FREDS-TRIO: HAMID KARZAI, SAUDI ARABIEN OG TALIBANERE

2008-09-29T17:03:00.013+05:30

Talibanerne forhandler med den afghanske regering om en afslutning på den nu syv år lange krig i Afghanistan. Saudi Arabien formidler kontakterne.
Meddelelsen herom blev givet i den britiske søndagsavis The Observer den 28. september.
Samme dag ville den afghanske udenrigsminister Rangin Dadfar Spanta ikke bekræfte disse oplysninger. Men han benægtede dem heller ikke.
Mandag den 29. september erklærede de afghanske talibanere, at de ikke forhandler med regeringen i Kabul.
Tirsdag den 30. september bekræftede præsident Hamid Karzai. at han havde anmodet den saudi arabiske konge om bistand til at få fredsforhandlinger i gang med talibanerne for at få afsluttet krigen i Afganistan. Iføge Karzai var det endnu ikke kommet til forhandlinger med talibanerne og regeringen i Kabul.
Men forinden havde kilder omkring den afghanske regering bekræftet disse kontakter til talibanerne. De oplyste, at deres krav skifter hele tiden. Fra Kabuls side er interessen i disse kontakter med talibanerne at drive en kile ind mellem dem og Al Qaeda. På de afghanske oprøreres side er forhandleren et tidligere centralt placeret medlem af talibanerne. Siden i sommer rejser han mellem Kabul, taliban-ledernes tilholdssteder i Pakistan og europæiske hovedstæder. Storbritannien bliver nævnt som impliceret i disse drøftelser. Under den nylige debat i den franske nationalforsamling om Frankrigs engagement i Afghanistan antydede den franske premierminister disse forhandlinger bistået af Saudi Arabien.
Udspillet til dette nye kapitel i krigen i Afghanistan er kommet fra Kabul med en invitation til Saudi Arabien om at gøre sin indflydelse gældende over for talibanerne.
Men eksistensen af disse kontakter mellem de afghanske oprørere og regeringen i Kabul bliver afvist af talibanerne. Deres argument er ret så tyndt – nemlig at forlydenderne herom skal skabe mistillid mellem talibanerne og deres støtter i udlandet.
Oprørerne har måske snarere et problem med, at de åbenbart ikke længere holder helt så fast i deres maksimale forhandlingsposition: at de udenlandske tropper skal forlade Afghanistan som en forudsætning for, at de vil forhandle om en afslutning på krigen.
Under alle omstændigheder synes en spændende udvikling at være undervejs i Afghanistan – inden USA får tid til at sende endnu flere tropper dertil.

PAKISTAN EFTER MARRIOTT: STADIG IKKE "VORES" KRIG

2008-09-28T16:18:00.018+05:30

Attentatet mod Hotel Marriott i Islamabad den 20. september med nu omkring 60 omkomne og 200 sårede var den hidtil mest omfattende terroraktion i Pakistans hovedstad.
Umiddelbart efter var der håb om, at nu måtte de tvivlende da efterhånden indse, at de islamistisk militantes krig mod den pakistanske stat var Pakistans egen krig og ikke USA’s krig. Aviserne har dagligt artikler om militantes overfald i stammebæltet ved grænsen til Afghanistan og hærens omfattende aktioner mod dem der.
Men nej, dette er ikke nok til at ændre mange pakistaneres opfattelse af, hvad der sker hos dem selv, hvor staten ikke længere kontrollerer store dele af den nordvestlige del af landet.
Om søndagen har dagbladet "Daily Times" en kommentar af Dr. Hasan-Askari Rizvi. Den 28. september havde hans indlæg overskriften ”Re-orienting Pakistan.”
Han slår fast, at terrorhandlingen mod Hotel Marriott ikke har kunnet samle pakistanerne om behovet for at imødegå terrorismen. Mange er ikke overbeviste om, at talibanerne udgør en trussel mod landets stabilitet.
Hasan-Askari Rizvi er en god bekendt i Lahore. Han var tidligere professor i statskundskab ved byens Punjab University. Han forlod sin stilling i protest mod, at universitetet er højborg for islamisk ortodoksi. I dag underviser han i dele af året på amerikanske universiteter.
Siden 1980’erne har det pakistanske samfund bevæget sig mod ekstrem og militant islamisme. Dette tankesæt har gennemsyret undervisningsplanene siden den gang. Resultatet i dag er, at de fleste voksne i Pakistan – og mange på centrale poster i samfundet – i dag stadig er påvirket deraf, fordi de aldrig er blevet præsenteret for noget andet. Dermed har de en naturlig affinitet over for radikale islamiske grupper som talibanerne og Al Qaeda. Den kombinerer de med en anti-amerikanisme fra den gang, da USA opgav støtten til de islamiske militante efter, at de sovjetiske styrker trak sig ud af Afghanistan i 1989. Den er siden blevet væsentlig forstærket med krigen i Afghanistan.
En anden væsentlig analyse af situationen i Pakistan efter attentat mod Hotel Marriott
stammer fra Ayesha Siddiqa. I januar sidste år var jeg i ”London Bookshop” i Islamabad. Boghandleren udpegede en dame for mig blandt kunderne og sagde, at hun er en af de modigste kvinder i Pakistan. Jeg havde mødt hende tidligere og bekræftede.
Ayesha Siddiqas ”Pakistan: A Country on Fire” har en supplerende vinkel på modsætningerne i det pakistanske samfund. Hun iagttager et stigende skel mellem den ”politiske” og den ”usynlige” regering, der omfatter militæret. Mellem de to poler ser hun forskellige opfattelser af, hvad der er den største trussel mod Pakistan: den hjemlige terrorisme eller USA? Mens den ”politiske” regering er rede til at søge amerikansk bistand mod terrorismen, så er militæret mere optaget af, at Washington fremmer Indiens interesser i Afghanistan på Pakistans bekostning.
Som følge af mange års islamisk indoktrinering er langtfra alle i den pakistanske mellemklasse - uanset ydre - vestligt orienterede og liberale. Mange i denne kategori er konservative og kan støtte både koranskoler og jihad. De finder støtte for deres holdninger i de talrige talkshows på de private tv-kanaler, hvor journalisterne tøver med at invitere folk, der vender sig mod talibanernes tankegods.
Ayesha Siddiqa konkluderer, at Islamabad ikke har valget mellem at støtte enten USA eller talibanerne. Hun foreslår, at regeringen søger at etablere en bred social koalition, der skal omfatte de religiøse partier. Disse skal overtale mullaherne til i moskeer at fordømme terrorhandlinger som den mod Hotel Marriott. Men dette skal indgå i, at Pakistan nu bliver ”multilateral” for sammen med Rusland, Iran, Kina, Indien og andre at ”inddæmme” USA i det centrale og sydlige Asien.
”Uden en tredje option mellem USA og talibanerne fortsætter Pakistan med at brænde – indtil det nedbrænder.”

NANO - "FOLKETS BIL" - MED STARTPROBLEMER

2008-09-26T19:49:00.026+05:30

Indiske Tata Motors bil Nano. verdens billigste familiekøretøj til en pris på 2.500 dollar, rystede den traditionelle bilindustri, da den blev præsenteret i januar i New Delhi. Revolutionerende Nano, hurtigt med tilnavnet "Folkets Bil," udfordrer den på alle ledder og kanter. Fra nu er der tale om en før-Nano og efter Nano-periode blandt de globale bilproducenter. Flere bilfabrikanter begynder at kopiere Nano-konceptet for ikke at komme for sent på et lovende marked.
Planen var, at Nano efter præsentationen i januar skulle masseproduceres og sendes på markedet i næste måned i forbindelse med den hinduistiske højtid Diwali, når folk giver hinanden gaver - også store gaver.
Siden er frygtelig meget gået skævt for produktionen af Nano. Den kommer på gaden i næste måned, men sandsynligvis i et begrænset antal. Årsagen er en langstrakt voldelig konflikt omkring Tata Motors fabrik i Singur i Vestbengalen. Demonstranter har her i protest sat ild til papmodeller af Nano. På fabrikken er der ikke blevet arbejdet i den seneste måneds tid, fordi protesterende har overfaldet de ansatte. Af hensyn til deres sikkerhed er arbejdet blevet indstillet.
Uanset, at Tata Motors har investeret 350 millioner dollar i fabrikken i Singur, så er selskabet åbenbart rede til helt at opgive den og flytte produktionen til en anden delstat. Mange står på spring. For at producere Nano’en på andre af selskabets fabrikker er store dele af udstyret i Singur i de seneste nætter blevet transporteret væk. Alle taler om, at lukningen af Nano-fabrikken i Singur er nært forestående. Tata koncernens chef, Ratan Tata, mødes på søndag med regeringschefen i Vestbengalen, der for alt i verden helst vil, at Tata bliver i Singur. Han lover Tata Motors, at der for fremtiden ikke vil blive protesteret ved Nano-fabrikken. Det er et løfte, han vil få vanskeligt ved at holde. Mødet mellem de to bliver afgørende for, om Tata Motors bliver i Singur.
Bag konflikten omkring fabrikken ligger, at omkring 2.000 ud af 14.000 landmænd i Singur-området ikke accepterer, at deres jord er blevet eksproprieret til et fælles gode – Nano-fabrikken. Delstatens oppositionsparti støtter deres protest for herved at skaffe sig vælgere på landet, hvad det ikke tidligere havde. Yderligtgående maoister blander sig og ser bøndernes revolte som et middel til at fremme deres social-revolutionære dagsorden.

Nano er et genialt produkt. Modellen er fra starten konciperet som en billig-bil, der kombinerer moderne komfort og sikkerhed. Den er designet helt fra bunden og er dermed ikke bare en skrabet udgave af en standardmodel.
Den grundlæggende idé bag Nano er, at ”en bil til 2.500 dollar ikke skal se ud som en
bil til 2.500 dollar.”
Der vil være et enormt marked for Nano i Asien. Den økonomiske vækst her vil få markedet for billig-biler til at eksplodere i de kommende år. Med en pris på 2.500 dollar vil der i 2010 kunne sælges anslået 200 millioner og i 2020 omkring 400 millioner biler i denne prisklasse.
Nano er udtænkt for de store masser i den nederste del af samfundspyramiden – ikke bare i Asien, men overalt i den tredje verden.
I Europa vil Nano også blive et attraktivt modstykke til, hvad der er udbydes på bilmarkedet. Franske Renaults billig-bil Logan uden unødvendige dikkedarer har allerede demonstreret dette.

USA OG NATO PÅ "KRISENIVEAU" I AFGHANISTAN

2008-09-22T21:20:00.013+05:30

Washington vil sende flere soldater til Afghanistan i løbet af de kommende måneder. De NATO-lande, der har sendt tropper til landet uden at ville acceptere, at disse deltager i egentlige kampe, skal til gengæld yde et finansielt bidrag til den planlagte udvidelse af den afghanske hær, erklærer den amerikanske forsvarsminister Robert Gates.
Samtidig udtaler ledende amerikanske generaler, at de vestlige styrker er på nippet til at tabe krigen i Afghanistan, men understreger samtidig, at det ikke behøver at gå sådan. Det element, der kan vende krigens gang mod talibanerne i Afghanistan, er, at USA er færd med udvide krigen til også at omfatte Pakistans stammebælte ved den afghanske grænse. Det er her de afghanske oprørere har deres tilbagetrukne baser, og hvorfra de skaffer sig nye rekrutter. Det er her de afghanske talibaners religiøse ledere som Mullah Omar holder til. Og måske er det også her, at Al Qaeda-chef Osama Bin Laden på syvende år opholder sig.
Bombeattentatet mod Marriott Hotel i Islamabad i lørdags, det hidtil mest omfattende i Pakistan, har uvægerligt en direkte sammenhæng med USA’s udvidelse krigen til den nordvestlige del af landet uden videre hensyn til, hvad regeringen i Islamabad eller det pakistanske militær måtte mene herom.
Der er mange årsager til, at krigen i Afghanistan - set i vestlig optik – går så dårligt. En af dem er, at de afghanske oprørere med anslået 10.000 til 15.000 mand har udviklet sig –
militær taktisk og administrativt. De kontrollerer nu betydelige dele af landet, hvor de har indført en parallel administration med bl.a. domstole. Desuden har de demonstreret, at de er i stand til at gennemføre større militære operationer. Talibanerne bliver ”tålt” af civilbefolkningen, fordi den er utilfreds med, at den korrupte regering i Kabul reelt intet har ydet over for den.
En ny amerikansk rapport taler om, at for Vesten har krigen i Afghanistan nu nået et ”kriseniveau.” USA og NATO benægter det, men Vesten er ikke desto mindre ved at tabe krigen sådan som Sovjetunionen gjorde det i 1980’erne og briterne i det 19. århundrede, fastslår rapporten.
I Afghanistans hovedstad vokser erkendelsen af, at situationen i landet er ved at blive mere og mere ukontrollerbar. I diskussionerne her om den tiltagende dramatiske situation i landet er man blandt udlændige og deres afghanske kolleger i stigende grad begyndt at karakterisere talibanerne som en national befrielsesbevægelse, skriver en amerikansk bekendt i Kabul.
Den tidligere amerikanske udenrigsminister, general Colin Powell har udtalt, at man ikke skal indlade sig i en krig uden samtidig at have en ”exit-strategi” for denne krig.
Hvad er de vestlige styrkers ”exit-strategi” i Afghanistan? Hvilke mål vil de opnå med deres indsats der?
Den liberale britiske politiker Lord (Paddy) Ashdown var for et år siden på tale som FN’s nye repræsentant i Afghanistan. Forinden havde han i fire år været EU's repræsentant i Bosnien-Herzegovina. Men præsident Hamid Karzai modsatte sig hans kandidatur. Han ønskede ikke en så markant profil i Kabul, mens han selv var ved at forberede sin kandidatur til præsidentvalget næste år.
Mens Paddy Ashdown stadig var kandidat udarbejdede han et notat til premierminister Gordon Brown om sit syn på situationen i Afghanistan. For en uges tid siden holdt han en tale, hvor han citerede store dele af det, som han i december sidste år betroede den britiske regeringschef. Han bemærkede dog nu, at situationen i Afghanistan i dag er langt værre end han forudså, da han skrev sit notat.
En af hans markante observationer er: ”Vi har hverken soldater nok, tilstrækkelig bistand og international vilje til at gøre Afghanistan meget anderledes, end det har været i de seneste tusinde år – et samfund hvor våben, narkotika og tribalisme altid har spillet en rolle. Selv hvis vi skulle have alle disse nødvendige kvantiteter, så ville vi ikke have den tilstrækkelige tid – omkring 25 år – til at nå vores mål: fundamentalt at ændre Afghanistans natur.”
Vesten har ikke denne tidsramme, noterer han, og fortsætter: ”Det internationale samfund vil få andre prioriteringer, og Afghanistan vil ikke længere være på førstepladsen på dets dagsorden.”
Han taler om, at Vesten næppe kan besejre talibanerne militært – kun det afghanske folk kan gøre det. For ham som FN’s repræsentant i Afghanistan ville en opgave være at sænke de vestlige forventninger og reducere ambitionerne til, hvad der realistisk kan opnås i Afghanistan. Dette vil bestemt være vanskeligt, og de, der forsøger det, vil blive upopulære, skønner han.
For Paddy Ashdown er der dog opnået ét positivt resultat i Afghanistan. Islamistiske jihadis kan ikke længere benytte landet som base, som de kunne før den 11. september 2001.
Han konkluderer: ”Med de nuværende ressourcer er det realistiske mål i Afghanistan ikke en sejr, men en inddæmning af oprørerne.”
En konference med deltagelse af alle Afghanistans nabolande og især Iran er for ham en realistisk diplomatisk udvej af den forværrede situation i landet. Hans forbillede er den Dayton-konference, der afsluttede konflikten i eks-Jugoslavien.
Desværre er Paddy Ashdowns realistiske syn på situationen i Afghanistan milelangt fra andre vestlige politikeres højtflyvende snak om genopbygning og demokrati i Afghanistan. Dermed vildleder de den offentlige mening i deres lande.

HOTEL MARRIOTT I ISLAMABAD - OG MIG

2008-09-22T13:22:00.007+05:30

Det nu udbrændte Hotel Marriott i Islamabad var som regel mit tilholdssted under de mange besøg, som jeg siden 2001 har aflagt i Pakistans hovedstad. Mit seneste ophold på Marriott var for et par måneder siden. Det var også der, at jeg havde ”fejret” nytårsaften den 31. december 2007. Anledningen den gang var en anden voldstragedie: Mordet på tidligere premierminister Benazir Bhutto den 27. december i Rawalpindi.
Min fødselsdag sidste år faldt også sammen med et ophold på Marriott, der et par dage tidligere havde været udsat for det første selvmordsbomberattentat. Den gang blev ”kun” én vagtmand dræbt sammen med gerningsmanden.
Efter attentatet i lørdags og den efterfølgende omfattende brand i hele hotellet er mine tanker gået til ansatte der, som jeg havde fået et personligt forhold til. Der var dem i hotellets rejsebureau. De havde ofte arrangeret flybilletter og leje af bil. Kontoret var i stueetagen og vendte ud mod parkeringspladsen ved siden af hotellets indgang. Det var her terrorbomben ramte med den fulde destruktive kraft. Normalt lukker rejsebureauet inden klokken 20 - netop det tidspunkt, da bomben eksploderede.
Fordi vi er midt i Ramadanen, har de ansatte her sikkert lukket kontoret forinden og er taget hjem. De har givetvis ikke haft kunder, netop da hotellet var ved at blive fyldt op med pakistanske familier, der en lørdag aften ville bryde fasten med deres ”iftar-måltid” i andre rammer end hjemme.
Tæppehandlerne i hotellets stueetage er også dukket op hos mig efter attentatet. Adskillige tæpper er blevet købt hos dem sammen med simple og andre mere avancerede udgaver af pakistanernes kunstnerisk udsmykkede lastbiler. Talrige diskussioner er blevet ført med disse tæppehandlere fra den pakistanske del af Kashmir. Under det seneste besøg var de utilfredse med salget. På grund af den tiltagende vold og terror i Pakistan var der nu færre gæster på hotellet, sagde de. Derfor overvejede de at udvandre til Malaysia for her at sælge deres Kashmir-tæpper.
Forhåbentlig har de realiseret deres planer og for længst har forladt Islamabad.
Hvad er der sket med den elskelige mand, der hver aften bragt et par øller på værelset? Hans ansigt lyste op med et stort genkendende smil, da vi så hinanden den seneste gang for et par måneder siden. I årenes løb havde vi truffet hinanden mange gange. Man skal gennem en længere procedure for at kunne få serveret øl på et hotel, hvor spiritus er forbudt - men kun for muslimer. Så han kom til værelset med flaskerne i en sort plasticpose og med en stor regnskabsbog. Den var et katalog over hotellets øl-drikkere gennem tiderne. I den skulle man kvittere for at kunne modtage sine flasker. Anonyme alkoholikere fandtes ikke på Marriott.
Hotellet er en udbrændt ruin i dag. Men ejeren lover, at det vil være genrejst inden tre måneder. Han garanterer i denne periode at udbetale løn til de overlevende blandt hotellets personale. Jeg håber, at mine bekendte er blandt dem.

FORGIFTE DRIKKEVAND I DANMARK - MERE OM JIHADI-TRUSSEL

2008-09-20T12:28:00.010+05:30

For at få en fornemmelse af, hvad der rører sig i lukkede jihadi-kredse følger analytikere verden over nøje deres websites og meningsudvekslingerne her som på f.eks. al-ekhlass.net.
Den 5. september havde et jihadi forum medlem kaldet Zamjari her et indlæg med titlen ”Kend jeres fjende blandt de analyserende websites.” Derefter fulgte en liste over nogle af de institutioner i Vesten, der holder sådanne jihadi websites under konstant observation. Hermed vil han gøre ”sine jihadi brødre” opmærksomme på, at ”fjenden” overvåger dem på internettet.
Interessant er, at Jamestown Foundation er på plads nummer ét på Zamjaris liste. Hans karakteristik lyder: ”Jamestown er et bemærkelsesværdigt forskningscenter med en kerne af erfarne og troværdige analytikere. De besøgende på Jamestown’s internetside kommer især fra USA, Storbritannien og Tyrkiet.”
Mit indlæg den 11. september om, at jihadi terrorister planlægger at forgifte drikkevandet i Danmark som en hævn over Muhammed-tegningerne var baseret på oplysninger fra Jamestown Foundation.
Zamjaris positive omtale af dette forskningscenteret understreger troværdigheden i dets analyse og dermed alvoren i jihadisternes trusler.

"HINDU-FASCISTER" I FELTTOG MOD INDIENS KRISTNE

2008-09-19T18:30:00.007+05:30

Terrorisme i Indien har forskellige facetter. For en uges tid siden omkom 24 i New Delhi, da islamistiske jihadister i Allahs navn gennemførte en serie bombeattentater. I store områder i det østlige og centrale Indien praktiserer radikale venstre-orienterede deres maoistiske ideologi i en socialrevolutionær kamp – også med terrormetoder.
Seneste genopståede element på den indiske terrorscene er de hindu-radikale bander i Bajrang Dal, der udøver deres terrorhandlinger over for kristne.
De begyndte for tre uger siden med deres overfald i den østlige delstat Orissa, men nu er scenen hovedsageligt flyttet til den sydlige delstat Karnataka og er her koncentreret omkring byen Mangalore.
Som i Orissa har de i Mangalore og omegn begået hærværk i en række kirker og sat ild til talrige andre. (Foto viser en sådan udbrændt kirke). Desuden har de fysisk overfaldet talrige kristne.
En torn i øjet på disse terroristiske hindu-bander er, at lavkaste hinduer ser en mulighed for at slippe ud af det hinduistiske kaste-hierarki ved at skifte tro. Langt de fleste vælger at konvertere til buddhismen. Men andre bliver kristne. Det er de ny-kristne, som Bajrang Dal vil have tilbage i hindu-folden igen. I deres udlægning er disse blevet lokket til at blive kristne med løfter om jord, fri undervisning og mulighed for bedre behandling på hospitaler.
De kristne afviser Bajrang Dals argumenter for at de har forladt hinduismen. De anklager politiet for at gøre fælles sag med de radikale hindu-bander.
Bajrang Dal er de hindu-nationalistiske organisationers ungdomsorganisation og dermed deres stormtropper. Bajrang Dal spillede hovedrollen i pogromen i delstaten Gujarat i 2002, hvor omkring 2000, hovedsageligt muslimer omkom. Siden Gujarat betegnes Bajrang Dal som "hindu-fascister."
Disse radikale hindu-organisationers politiske arm er det Indiske Folkeparti med forkortelsen BJP. Det var det største regeringsparti, indtil det tabte valget i maj 2004. Indien skal til valg om et halvt års tid, og BJP skønnes at have gode chancer for at vende tilbage til magten igen, da den nuværende regering er konfronteret med en inflation på 14 procent, der naturligvis ikke gør den populær hos vælgerne.
Med Bajrang Dal gående bersærk i både Orissa og Karnataka er regeringen under pres for at forbyde organisationen.
De radikale hindu-organisationer betegner deres idegrundlag som ”Hindutva.” Bag dette begreb ligger at ville gøre det multireligiøse Indien til ”Hindu Rashtra” – en hinduistisk nation. I den kan andre religioner højst tolereres, men de, der praktiserer disse andre religioner, hører ikke til det nationale fællesskab i Indien.
Dette tankegods er i frontal konfrontation med Indiens grundlæggende princip om ”sekularisme” – at alle religioner kan udøves på lige fod, og at alle er placeret på samme niveau. Ud fra den definition er Indien med sit dominerende antal hinduer således ikke et ”Hindu-Indien.”
Bajrang Dal har ligget underdrejet i flere år, men markerer nu sit grimme ansigt igen.
Hvis BJP med sit Hindutva-program om et halvt års tid skulle blive det store parti i Indiens næste regering, så vil terrorismen – både den islamistiske og den hinduistiske – få en ny blomstringstid.

"GAMLE AL QAEDA SLÅET" - TALIBANERNE EN NATIONAL MODSTANDSBEVÆGELSE

2008-09-15T17:52:00.011+05:30

USA ændrer militær strategi i Afghanistan, fordi meget tyder på, at USA og NATO-landene med deres omkring 70.000 udenlandske soldater i landet står for at tabe den syv år lange krig.
Den spanske diplomat Francesc Vendrell med otte års erfaring i Afghanistan er for nylig trådt tilbage som EU’s udsending i Kabul. På en konference i Genève har han netop beskrevet den aktuelle situation i Afghanistan som den værste siden 2001, da talibanstyret faldt. Fra den sydlige del af landet har taliban-oprørerne spredt sig mod den østlige, men er nu også i nærheden af Kabul samt desuden i lommer i nord og vest, hvor der hidtil har været relativt fredeligt.
Med den nye amerikanske strategi skal Pakistan gøres til amerikansk krigsskueplads på linje med Irak og Afghanistan. I de kommende måneder bliver yderligere 4.500 amerikanske soldater sendt til Afghanistan.
En sædvanlig begrundelse for den vestlige militære indsats i Afghanistan er, at den internationale terror skal bekæmpes der frem for, at den manifesterer sig i byer i Europa og USA. Oven i denne kerne har spindoktorer så tilføjet genopbygning af landet efter mere end 30 års krigstilstand, humanitær bistand samt indførelse demokrati i et land uden de mest basale forudsætninger derfor, og hvor forfatningen ikke tillader politiske partier.
USA indledte krigen i Afghanistan i oktober 2001 for at straffe talibanstyret for at have huset Al Qaeda-netværket anført af Osama Bin Laden. Talibanerne opgav magten i Kabul i slutningen af 2001, og syv år senere er Osama Bin Laden fortsat på fri fod.
Hvem er egentlig hovedfjenden for de vestlige militære styrker i Afghanistan i dag? Er det Al Qaeda? Eller er det talibanerne, der kæmper for at befri Afghanistan for udenlandske soldater?
Den amerikanske professor Juan Cole med speciale i Mellemøstens og Sydasiens moderne historie vover i sin blog ”Informed Comment” en påstand om, at ”gamle” Al Qaeda ikke eksisterer længere. Han indrømmer, at det er en dristig påstand og understreger, at dette ikke er ensbetydende med, at muslimske ekstremister ikke findes længere.
Men ”originale” Al Qaeda opfatter han som sat ud af spillet. Ingen af netværkets mål er blevet realiseret. Amerikanske soldater er således stadig i Saudi Arabien, og Hosni Mubarak er fortsat præsident i Egypten.
Juan Cole ser potentielle muslimske terroristgrupper i Vesteuropa, men disse er uden tilknytning til en større organisation. I Algeriet er der en radikal muslimsk bevægelse. Desuden er der jihadi-grupper hos Hamas i Gaza, i Kashmir og Tjetjenien – men alt sammen i små områder.
Talibanerne – både dem i Afghanistan og i Pakistan – sætter han i en kategori for sig selv. De er blevet fortalere for en sub-nationalisme hos pashtunerne på begge sider af grænsen – og er dermed blevet en politisk bevægelse og ikke bare terroristiske grupper, selvom de anvender terrorisme som et redskab for at realisere deres politiske mål.
De udenlandske hellige krigere, der har sluttet sig til talibanerne, opfatter han som et ubetydeligt element og i hvert fald ikke ét, der kan indlede internationale terroraktioner fra det pakistanske stammebælte.
Juan Cole advarer udtrykkeligt NATO-landene imod ikke bare at se betragte talibanerne som en terroristisk organisation, men snarere som en national befrielsesbevægelse.
I hans udlægning udgør talibanerne ikke en trussel om international terrorisme, selvom de giver husly for folk udefra, der kan være det. Det er disse individer, som de vestlige styrker i Afghanistan bør koncentrere sig om at finde og eliminere, vurderer han.
Juan Cole konkluderer, at ”vores krig” i Afghanistan er forbi. Det er på tide, at de udenlandske tropper returnerer, og at afghanerne oplæres i at ”gøre rent.”
Selvom talibanerne for længst har vundet propaganda-krigen i Afghanistan – se indlæg den 8. august – så er det sjældent, at et medlem i den snævre kreds omkring talibanernes leder, Mullah Omar, redegør for oprørernes motiver. Men netop dette gjorde Mullah Abdul Jalil for nylig. I talibanstyret fra 1996 til 2001 var han både viceudenrigsminister og udenrigsminister.
Han præciserer, at talibanerne ikke har aggressive hensigter over for omverdenen. Talibanerne fører en kamp mod, hvad han betegner som udenlandske besættelsesstyrker i Afghanistan. Han betegner talibanerne som en national modstandsbevægelse mod de udenlandske soldater i Afghanistan.
”Hvis arabere vil ramme mål i Vesten, så gør de det uafhængigt af talibanerne. Vi har intet at gøre dermed. Vi har altid begrænset vores kamp til at være imod NATO.”
Et markant citat fra Mullah Abdul Jalil er: ”Afghanistan har altid været et fattigt land og har aldrig haft kapacitet til at være aggressivt over for andre lande. Sådan vil det også forholde sig i fremtiden.”

TERROR I NEW DELHI I ALLAHS NAVN

2008-09-14T12:21:00.027+05:30

I aftes blev det så endnu en gang New Delhis tur til at blive offer for islamisk inspireret terror. Seneste gang var i 2005.
Fem mindre bomber eksploderede næsten samtidig fire forskellige velvalgte steder, hvor der normalt en lørdag aften er mange mennesker. Indtil nu 30 døde og omkring et hundrede sårede. Antallet af omkomne stiger uvægerligt. Inden for bare de seneste måneder har der været tilsvarende terroraktioner med over sammenlagt op mod 200 dræbte i Bangalore, Jaipur, Ahmedabad og Surat. Listen over terroranslag i indiske byer i de seneste ti år er særdeles lang. Til den skal føjes terroraktionerne i Kashmir med talrige civile som ofte.
Indien hævder med rette, at landet næst efter Irak siden 2003, er det land, der er mest udsat for terrorhandlinger.
I en email til tv-stationerne meddelte "Indian Mujahedin " i aftes , at gruppen står bag terroraktionerne. De blev gennemført i Allahs navn for at hævne ekstreme hindugruppers nedrivning af en moské i 1992. IM’s seneste terroranslag forinden - i Ahmedabad - blev begrundet med hævn over pogromen på muslimer i Gujarat i 2002.
Politi og efterretningsmyndigheder står endnu en gang på bar bund efter terroren. Efter hvert anslag bliver mistænkte – altid muslimer – tilbageholdt uden at det bidrager til optrevlingen af IM.
Efter hvert terroranslag virker den indiske stat hjælpeløs over for den latente trussel. Hver gang efterlyses et bedre samarbejde mellem delstaterne og de centrale myndigheder i Delhi. Andre foreslår at oprette et indisk forbundspoliti med FBI som forbillede. Men mere sker ikke.
Indien har indtil for nylig nærmest per refleks villet finde bagmændene for terroristerne i Pakistan. Gradvist er det ved at gå op for Indien, at grupper af landets egne muslimer befinder sig et så grundigt modsætningsforhold til den indiske stat, at der for dem ikke er et stort spring at blive terrorister. I Kashmir forlanger de Azadi, frihed fra Indien.
Men disse grupper af radikale islamister er også i ideologisk krig med islamiske moderate. Indiens traditionelle og vigtigste koranskole, Darul-Uloom Deoband, har fornylig efter IM's terrorangreb i Ahmedabad udstedt en fatwa, hvor madrassa'ens klerikale ledere tager afstand fra terrorisme - og især den i Islams navn.
At netop madrassa'en i Deoband tager dette skridt er afgørende, da Deobandi-skolens tankegods hidtil har dannet det ideologiske grundlag under de fleste koranskoler i Pakistan, der har udviklet sig til udklækningsanstalter for jihadis, hellige krigere.
I en artikel om et helt andet emne skriver kommentatoren M.J. Akbar, at indiske muslimer er i harnisk over fattigdom og diskrimination. Dette er en eksplosiv blanding. Blandt muslimer hedder det, at hinduer i bunden af kastesystemet nyder godt af positiv særbehandling med hensyn til job, der er reserveret for dem.
For muslimerne nedsættes udvalg, der skal analysere deres sociale og økonomiske vilkår. Når disse udvalg har afleveret deres rapport, sker der ikke mere, understreger han.

USA OG PAKISTAN I SKARP KONFRONTATION

2008-09-12T17:09:00.010+05:30

USA og Pakistan, dets tætteste allierede uden for NATO og indtil for ikke så længe siden højt lovprist partner i den amerikanske krig mod ”terror,”- er de to lande på vej i en militær konfrontation?
USA’s præsident Bush har i juli tilladt, at amerikanske kommando-enheder - uden forinden at konsultere regeringen i Islamabad – kan foretage operationer i Pakistans stammebælte langs grænsen til Afghanistan i jagt på Al Qaeda-elementer og pakistanske talibanere, der støtter dem.
Efter invasionen i Irak tillader Det hvide Hus i strid med folkeretten nu også amerikanske soldater at gennemføre operationer i det suveræne land Pakistan.
Kort efter, at Bush gav denne tilladelse til aggression mod et andet land, protesterede han højlydt mod, at Rusland med militære midler i begyndelsen af august svarede igen på det georgiske overfald på russiske soldater i Sydossetien.
Med grønt lys fra præsident Bush gennemførte amerikanske soldater i begyndelsen af september et angreb i selve Pakistan, hvor omkring 20 blev dræbt. Den pakistanske udlægning er, at de omkomne var kvinder og børn. Den amerikanske version er en anden.......
Den pakistanske hærchef, general Ashfaq Parvez Kayani, har beordret hæren til militært at gengælde et hvert angreb, som udenlandske soldater foretager i selve Pakistan. Han har ikke kendskab til, at en aftale skulle tillade amerikanske soldater at operere i Pakistan. Regeringen i Islamabad har sluttet op bag hærchefens erklæring.
De amerikanske styrker foretager næsten dagligt angreb mod formodede terror-mål med raketter affyret fra ubemandede fly, de såkaldte droner. I dag omkom mindst tolv under et sådant angreb i nærheden af byen Miranshah. Ifølge pakistanske oplysninger var de fleste døde taliban-militante – underforstået ikke alle.
Tidligere general Talat Masood er i dag en af Pakistans mest respekterede kommentatorer. Han advarer, at hvis USA ensidigt foretager militære angreb på pakistansk jord, så vil det være vanskeligt for regeringen at få befolkningens støtte i dens kamp mod de militante islamister. Pakistanerne fortolker de amerikanske militære aktioner som bestræbelser på at destabilisere den demokratiske regering.
For Talat Masood bliver det især problematisk, når Al Qaeda og talibanerne kommer i kamp mod de amerikanske soldater i Pakistan. Det vil give befolkningen indtrykket af, at disse er de eneste, der modsætter sig den udenlandske aggression.
Under sådanne vilkår vil den pakistanske hær ikke kunne fortsætte sine aktioner mod de islamistiske militante grupper i stammebæltet, vurderer han.
Dette er et muligt skræk-scenario: Amerikanske tropper kæmper kun med massiv luftstøtte.
Hvis de angriber på pakistansk jord har det pakistanske flyvåben ingen alternativ til at give støtte til dem, der på den pakistanske side modsætter sig de amerikanske styrker. De kan være regulære pakistanske soldater, eller pakistanske talibanere eller Al Qaeda-kæmpere.
Og det pakistanske flyvevåben indsætter amerikanske F-16 jagere for at forhindre, at amerikanske krigsfly overtræder pakistansk luftrum!!

TERRORIST-PLAN: FORGIFTE DRIKKEVAND I DANMARK

2008-09-11T16:17:00.013+05:30

Radikale islamister planlægger at forgifte drikkevandet i Danmark og Storbritannien, men også i de øvrige EU-lande. Danmark er udset som et vigtigt mål på grund af Muhammed-tegningerne.
Hensigten er at dræbe så mange civile som muligt som hævn over de danske karikaturtegninger, der fornærmer profeten. Planen går ud på at forgifte drikkevandet i den centrale vandforsyning med kemiske produkter i de store byer i Europa.
Disse dramatiske oplysninger findes hos den amerikanske forskningsinstitution Jamestown Foundation i dens sektion "Terrorism Focus." Analysen om jihadi-gruppers planer om at forgifte drikkevand i bl.a. Danmark er udarbejdet af en ekspert i anti-terrorisme, bosat i Jordan.
Forhåbentlig er der også relevante myndigheder i Danmark, der overvåger jihadister og deres meningsudvekslinger på internettet.
Diskussionen om omfattende forgiftning af drikkevand i bl.a. Danmark blev ført i et chat-forum på al-ekhlass.net i august. Dette site beskrives som et betydeligt jihadi internetforum.
Diskussionen blev ført under overskriften ”Back Breaking Blow to Denmark, the UK and the European Union.”
Mange af deltagerne sluttede op om planen og havde forslag om hvilke kemiske produkter, der kunne anvendes i sådanne angreb. Andre medvirende i chat’en havde betænkeligheder ved denne terrorplan, da den er uden en religiøs berettigelse og uden en fatwa, en religiøs forordning, der autoriserer den.
Diskussionen frem og tilbage herom stod på en mere end en uge.
Forslaget om at forgifte drikkevand i Danmark kom fra forum-medlemmet Baghdad al-Khilafa. Han ville med aktionen tage hævn over den danske foragt over for profeten Muhammed og samtidig svække de vantros anslag mod muslimer i Irak, Afghanistan, Marokko, Somalia, Øst-Turkestan (kinesiske Sinkiang) og Tjetjenien.
Diskussionen om terrorplanen blev ganske detaljeret. Der skulle rekognosceres grundigt forinden. Samtidig med terroranslaget skulle der gennemføres en anden afledende aktion. En lyshåret hellig-kriger skulle gennemføre selve anslaget og derefter forlade landet snarest efter.
Baghdad al-Khilafa kom senere med indlæg, der henviste til megaupload.com. Her kan der hentes masser af oplysninger om giftige stoffer og eksplosive materialer, nævnes det. Forum-medlemmet Al-Bara Bin Malik foreslog flere arter giftige gasser Han mente at vide, at det er relativt let at fremstille disse gasser. Andre medvirkende i chat’en bidrog med fotos af rør til distribution af vand, vandtårne og diagrammer, der viser, hvordan man kan sprøjte de giftige substanser ind i vandforsyningssystemet.
Noon, en anden deltager i chat-diskussionen, efterlyste en religiøs retfærdiggørelse af sådanne terroraktioner. Han var betænkelig ved, at talrige civile ville omkomme, herunder mange muslimer. Hans indlæg bevirkede, at diskussionen om terrorplanerne varede i mere end en uge. Men han var i mindretal med sine betænkeligheder.
De fleste sådanne jihadi-webadresser domineres af ekstremister fra salafi-grenen af Islam, der opfordrer til omfattende drab på vantro og ikke-praktiserende muslimer.

TVIVLSOMME GÆSTER VED AMBASSADERS RECEPTIONER I KABUL

2008-09-10T16:34:00.010+05:30

Spændende og interessant er det altid i Kabul. Men det er aldrig morsomt. Mange af døgnets timer bliver tilbragt på ens værelse i et ”guesthouse.” Det er også på dets restaurant, man indtager de fleste af sine måltider. Adspredelse og Kabul hænger ikke sammen.
Men lidt adspredelse er der alligevel for ”the reception circuit.” Dagtemperaturen i Kabul er i øjeblikket omkring 28 grader – det ideelle tidspunkt for receptioner i haverne hos ambassaderne og de internationale organisationer
Ved sådanne arrangementer er det altid interessant at tælle, hvor mange kendte og formodede narkobaroner og overtræderen af menneskerettigheder, der er blandt gæsterne.
Disse observationer gør Nick Grono og Joanna Nathan i artiklen ”The guests at Kabul’s garden parties.” Begge er ansat i International Crisis Group, han i hovedsædet i Bruxelles, og hun er organisations faste repræsentant i Kabul.
I artiklen noterer de, at dette party-samkvem er ude af trit med opfordringerne fra det internationale samfund til præsident Hamid Karzai om at skaffe sig af med disse tvivlsomme personer, hvis han vil skabe troværdige statslige institutioner. Men i politisk kapital ville det koste Karzai dyrt at gribe ind over for korruptionen på højt niveau – især på grund af det forestående præsidentvalg.
Videre hedder det: Samtidig med at det internationale samfund kræver hårde modforholdsregler fra præsident Karzai, så er de enkelte lande ikke rede til selv at gøre det mindste. De kunne lade være med at invitere disse mennesker til deres receptioner. De kunne afslå at give dem visum….De kunne også undersøge, hvordan disse har kunnet finansiere deres køb fast ejendom i udlandet til priser, der ikke har nogen sammenhæng med deres løn som ansatte i regeringsadministrationen. Og de bør koncentrere sig om dem på toppen og ikke dem længere nede i hierarkiet.
Deres bandbulle forsætter: Et af de mest slående eksempler på alt, der er forkert i Kabul, findes i forstaden Sher Pur, der grænser op til diplomatkvarteret. Indtil 2003 hørte terrænet under forsvarsministeriet. Det blev delt op i lodder, som medlemmer af regeringen købte for et symbolsk beløb – og de hidtidige beboere blev fjernet. En FN-funktionær råbte den gang vagt i gevær, men det internationale samfund i Kabul ønskede ikke at skabe problemer. Enorme villaer, mange givetvis finansieret af kapital med tvivlsom herkomst, findes i dag i dette kvarter. Og hvem lejer disse villaer? Ambassader og udenlandske selskaber, der månedligt sender tusinder af dollar ned i lommerne på husejerne.
Artiklen går videre til et andet eksempel på vestlig dobbeltmoral i Kabul. Udlændingene kræver, at krigsherrernes militser bliver afvæbnet. Det internationale samfund har betalt millioner af dollar til afvæbnings- og integrationsprogrammer. Men cheferne for militserne har genopfundet sig selv og er genopstået som chefer for private vagtværn. Og disse finder beskæftigelse hos udenlandske selskaber og internationale organisationer. Det betyder, at militsstrukturen fortsat er intakt – og nu finansieres den af medlemmer af det internationale samfund. Og det går videre i sit samarbejde med krigsherrerne og vender det blinde øje til deres magtmisbrug og fortsætter dermed den fejlslagne strategi fra de seneste seks år.
Artiklen konkluderer, at resultatet af alt dette er, at de spæde statslige institutioner har været korrumperede lige fra starten. Dermed er der indbygget tilskyndelse til at modarbejde en stabil og effektiv regering, da korrupte i regeringsadministrationen har behov for ustabilitet for at kunne forsætte deres illegale handel. … Nepotisme og korruption blandt de privilegerede afghanere øger rekrutteringen til talibanerne og styrker dermed deres opstand.

AFGHANISTAN : HVILKEN VESTLIG MILITÆR STRATEGI ?

2008-09-08T12:38:00.010+05:30

Pakistans nyvalgte præsident Asif Ali Zardari står over for ”Mother of all challenges,” som det hedder i dagens lederartikel i det pakistanske dagblad Daily Times. Den tungeste af disse udfordringer er at fortsætte og vinde kampen mod den religiøse terrorisme i konfrontation med et parlament og en befolkning, der helst vil vende ryggen til at dette. Uden at vinde denne kamp kan han ikke lokke udenlandske investorer tilbage og dermed måske begynde at rette op på økonomien, der har bragt landet nær fallittens rand.
(Foto viser britiske soldater i kamp med afghanske oprørere i det 19. årh,)
Men hvilke chancer har præsident Zardari i disse bestræbelser? New York Times har i en lang artikel dokumenteret, at pakistanske styrker i områder tæt ved Afghanistan i flere tilfælde har bistået talibanerne på begge sider af grænsen i deres kamp mod de amerikanske soldater. Zardari tiltræder på at tidspunkt, hvor amerikanerne ikke er på det rene med, hvor Pakistans loyalitet egentlig ligger.
Det nordvestlige Pakistan og Afghanistan udgør i dag én krigsskueplads. Hvad der sker i dette hjørne af Pakistan har direkte indflydelse på de afghanske oprøreres styrke. Og den er vokset til at blive betydelig. Fraværet af optimistiske erklæringer fra amerikansk og NATO-side er udtryk derfor. Næsten syv år efter talibanstyret faldt og udenlandske styrker ankom i Afghanistan er sikkerheden for afghanerne blevet mere end prekær. De vender sig i stigende grad mod regeringen i Kabul og de udenlandske styrker – og under pres nærmer sig de afghanske oprørere. Dette dokumenterer en af veteranerne blandt de udenlandske journalister, der har arbejdet i Pakistan og Afghanistan siden 1990’erne. Her artiklen.
Danmark er et af de lande, der har det største antal omkomne soldater i Afghanistan sat i forhold til det samlede danske kontingents størrelse. Talrige danske hjemvendte soldater lider af krigsneuroser og går til skal til psykologisk behandling, og andre unge sendes på førtidspension som følge af deres psykiske lidelser.
I bl.a. USA og Storbritannien samt på det seneste også i Frankrig er der i medierne en kritisk debat om den hidtidige vestlige strategi i Afghanistan, efter at ti franske soldater forleden omkom under en træfning.
Mere og mere tyder jo på, at denne strategi ikke fungerer, da den sender civile afghanere i armene på oprørerne.
En tilsvarende kritisk og konstruktiv debat findes ikke i Danmark. Her er en amerikansk artikel, der måske kunne inspirere til en sådan i danske medier om den militære strategi i Afghanistan, som de danske styrker med deres tilstedeværelse der bidrager til.
Det fundamentale spørgsmål er, om denne krig overhovedet interesser nogen uden over "embedded" reportager om de danske styrkers indsats i Helmand-provinsen.
Herudover virker som om, at man i Danmark er tilfreds med den officielle version om, at krigen er en kamp for demokrati i Afghanistan (sic!), mod international terrorisme, den udbredte korruption og oprørernes middelalderlige religiøse tankesæt.

INDIEN NU MED I NUKLEARE FØRSTE DIVISION

2008-09-07T17:07:00.006+05:30

For Indien hører betegnelserne ”nuklear apartheid” og ”nuklear paria” siden i lørdags fortiden til. De gjaldt i de seneste mere end tredive år, hvor Indien var sat i det internationale samfunds gabestok og straffet med sanktioner for atombombeprøve-sprængninger i 1974 og 1998.
Med dem forbrød de indiske atomare eksperter sig mod de aftaler, som var blevet indgået med leverandøren af en canadisk atomreaktor til civilt brug – at den udelukkende måtte anvendes til civile formål og derimod ikke til militære.
Anført af USA blev Indien straffet med internationale sanktioner – intet land måtte sælge uran og atomar teknologi til Indien. Dermed blev Indien en ”nuklear paria.” Det har bl.a. betydet, at de indiske atomreaktorer til fremstilling af elektricitet kører med halv kraft på grund af mangel på uran.
Initiativet til at få Indien ud af den nukleare gabestok kom i 2005 fra den amerikanske præsident Bush. Som modpol mod et ekspanderende Kina havde Washington fået behov for en partner med vægt i Asien – og kun Indien kan komme på tale.
USA tilbød Indien en aftale om at arbejde for at ophæve de internationale nukleare sanktioner og få Indien accepteret som en atomvåbenmagt blandt de fem store dvs. USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien.
Det var det, der skete i lørdags i Wien. Beslutningen herom blev truffet i Nuclear Suppliers’ Group (NSG), der omfatter de over 40 lande, der enten råder over uran eller fremstiller atomreaktorer. De skulle beslutte at bryde NSG's grundlov om ikke at sælge nukleart brændstof eller atomteknologisk udstyr til lande, der som Indien har nægtet at undertegne ikke-spredningsaftalen. Denne beslutning nåede de frem til, men kun efter særdeles hårde forhandlinger og kun pisket frem af en aggressiv amerikansk lobbyvirksomhed på Indiens vegne.
For Indien betyder aftalen ikke bare, at landet fra nu af på det internationale marked kan erhverve atomreaktorer til civilt brug. Aftalen er ladet med symboler – den er verdens accept af Indien som en ny betydelig aktør på den internationale scene.
Østrig og New Zealand var de mest hårdnakkede modstandere mod, at NSG-landene skulle acceptere særregler for Indien. Deres principielle holdning blev afbødet med en diplomatisk erklæring fra New Delhi. Indtil da havde Kina indtaget en neutral rolle – underforstået lade andre lande føre an i afvisningen af Indien. Men da Østrig og New Zealand var blevet tilfredsstillet stod Kina frem som den eneste modstander, der ville blokere for Indien. Den kinesiske delegation krævede mødet udsat – velvidende, at dermed ville alt være tabt på gulvet på grund af den amerikanske valgkalender. Under pres fra mange hovedstæder opgav Beijing sin modvilje. Indien fik dermed OK fra NSG-landene.
Kina har åbenbart hurtigt indset behovet for at reparere i forhold til Indien. For den kinesiske viceudenrigsminister udtaler i et interview, at Beijing støtter Indiens ambitioner som atommagt, fordi begge lande har et stort energibehov.
Den indiske regering har været overrasket og chokeret over den kinesiske holdning på mødet i Wien. Den kinesiske udenrigsminister kommer på besøg i New Delhi i morgen. Inderne taler om, at normaliseringsprocessen mellem de to lande står foran et tilbageslag.
Den amerikanske Kongres skal godkende eller forkaste udfaldet af NSG-forhandlingerne i Wien. For Indien er dette af mindre betydning. For inderne kan allerede nu forhandle med Frankrig og Rusland – Kina er mindre sandsynlig - om leverancer af atomreaktorer. Amerikanske firmaer må derimod vente, indtil Kongressen har truffet sin beslutning.

VESTEN TABER SLAGET OM CENTRALASIENS ENERGI

2008-09-06T18:38:00.025+05:30

Parallelt med det tiltagende russisk-vestlige diplomatiske mundhuggeri efter Ruslands militære aktion i Georgien i sidste måned er Moskva i en offensiv over for landene i Centralasien. Over for omverdenen gælder det om at markere, at russerne nu mere end tidligere kontrollerer energiforekomster her og transporten af dem.
På SCO-topmødet i Dushanbe den 28. august – se indlæg den 29. august – fik Moskva ikke helt den ønskede opbakning fra de allierede til den militære aktion i Georgien og den efterfølgende russiske anerkendelse af Sydossetiens og Abkhasiens uafhængighed.
For at korrigere mulige indtryk af russiske svaghed efter Dushanbe-mødet og for at demonstrere sin fortsatte politiske og økonomiske indflydelse i ”det nære udland” med de store forekomster af olie og gas så har Ruslands politiske ledere været på hastebesøg i flere af disse lande. Målet er - i slipstrømmen på aktionen i Georgien - med dynamiske diplomatiske fremstød at blokere for amerikansk politisk og økonomisk indflydelse i regionen.
Præsident Dmitry Medvedev var i Tajikistan for at undertegne en aftale om samarbejde om vandkraft, premierminister Vladimir Putin var i Usbekistan ( se indlæg den 2. september) for at tale om fremtidige større leverancer af gas gennem nye rørledninger til Rusland, og første vicepremierminister Viktor Zukhov blev sendt til Turkmenistan for at forhandle om det samme. På energiområdet er Rusland i konfrontation med især USA og Europa. Den amerikanske viceudenrigsminister for Centralasien, George A.Krol, var i Turkmenistan i hælene på den russiske første vicepremierminister Zukhov og sluttede sit besøg her den 5. september. Turkmenistan er en vigtig brik i USA’s og EU’s bestræbelser på at gennemhulle det monopol på transporten af olie og naturgas fra Centralasien, som tidligere præsident og nu premierminister Putin søger at cementere. Især USA og i mindre udstrækning EU gennemfører et intensivt rejsediplomati over for disse lande, som i hvert fald europæerne i så lang tid har tilladt sig at ignorere.
I Usbekistan synes Putin under sit besøg at have bremset for præsident Islam Karimovs seneste måneders bestræbelse på en svag tilnærmelse til USA. Den russiske premierminister fik hans mundtlige (sic) tilsagn til at konstruere endnu en ny gasrørledning, der skal forbindelse Usbekistan og Turkmenistan med det russiske net af gasrør.
I maj 2007 sluttede Putin aftaler med præsidenterne for flere centralasiatiske lande om at etablere et system af nye gasrørledninger, der dengang blev fortolket som, at Rusland havde foretaget et ”kvælertag” på de energiproducerende lande i Centralasien.
Mere end et år efter viser det sig, at de aftalte projekter hidtil ikke er kommet længere end til tegnebordet. Men hvis dette ”kvælertag-projekt” fra 2007 og de nye usbekiske projekter bliver konkretiseret, så vil Moskva - i princippet - være i stand til at fordoble sin import af energi fra Centralasien - og dermed i vid udstrækning blokere for de vestlige ambitioner om at transportere energi fra Centralasien uden om Rusland.
Mens Moskva netop har koncentreret sig om Usbekistan har Washington endnu en gang forsøgt en diplomatisk charmeoffensiv over for Turkmenistan. Den ene officielle delegation fra Washington følger den anden i Ashgabat. Officielt kommer de for at lodde mulighederne for et tættere bilaterale forhold mellem de to lande. Men bag dette slør drejer det sig for USA om at få Turkmenistan til at forpligte sig til at eksportere en betydelig del af sin naturgas – uden om Rusland - via den projekterede Trans-Caspian-Pipeline (TCP) under havet til Baku og herfra videre gennem et projekteret gasrør fra Baku til Middelhavet – og dermed til Vesten. Det var også formålet med den nye amerikanske vice-udenrigsminister George A. Krols netop afsluttede fem dage lange besøg i Turkmenistan.
TCP-projektet er blevet diskuteret i årevis og er aldrig kommet længere. Det støder naturligvis på russisk modstand. Talrige argumenter imod det er blevet nævnt – endog også miljømæssige.
Georgien er blevet transitland for transport af energi fra Centralasien uden om Rusland til Vesten og er dermed en torn i øjet på Moskva. Den eneste foreløbige rørledning her er olierørledningen BTC fra Baku via Tblissi til Ceyhan i Tyrkiet. En parallel gasrørledning er også planlagt.
Men under den russiske modoffensiv i Georgien sendte russiske fly en række bomber helt tæt på BTC – et klart signal om, at Rusland er i stand til helt at lukke den georgiske energi-korridor. Under disse vilkår vil udenlandske investorer givetvis holde sig tilbage fra flere investeringer her – og dermed er Moskvas mål nået.
Efter Georgien er terningerne kastet i The New Great Game om energiforekomsterne i Centralasien. Vesten er taber.

PAKISTAN MED NY PRÆSIDENT - ASIF ALI ZARDARI

2008-09-05T19:53:00.009+05:30

Asif Ali Zardari bliver lørdag den 6. september 2008 Pakistans demokratisk valgte præsident efter den pensionerede general Pervez Musharraf, der trådte tilbage i sidste måned.
Et nyt kapitel i landets kaotiske og problematiske 61-årige historie åbner sig – og intet tyder på, at det bliver lykkeligere end de foregående. Netop på det tidspunkt, hvor Zardari tiltræder, er krigen i Afghanistan markant ved at blive udvidet til Pakistan.
For bare et halvt år siden kunne ingen i Pakistan forestille sig, at den 53-årige Asif Ali Zardari nogensinde kunne blive landets præsident. Hans springbræt var dog, at han er enkemand efter den myrdede Benazir Bhutto, formand for PPP, det pakistanske folkeparti. Ud fra traditionel dynastisk og feudal tænkning blev Zaradari uundgåeligt gjort til partiets egentlige leder. Fordi de fleste pakistanerne ved valget i februar ville skille sig af med den upopulære præsident Musharraf, blev PPP det største parti ved valget. Som de facto leder af regeringen lykkedes det Zardari derefter ved manipulationer og brudte løfter at eliminere sin koalitionspartner og rival Nawaz Sharif, leder af partiet PML-N.
I kraft af et PPP-flertal i de fire delstatsparlamenter og i nationalforsamlingen i Islamabad er der ingen forhindringer for, at Zardari ved et indirekte valg gøres til præsident.
Mens Musharraf stadig var præsident, blev de to oppositionspolitikere enige om, at hans afløser skulle være uden de ekstraordinære beføjelser, som Musharraf havde givet sig selv som statschef.
Men da præsidenten nu hedder Zardari, bevarer han disse udvidede beføjelser og bliver dermed Pakistans første magtfulde civile statsoverhoved med - i princippet - kommando over militæret.
Zardari med sin fortid som ”Mr. Ti-Procent” og talrige anklager om korruption har særdeles mange fjender. En af dem er kommentatoren og PML-N politikeren Ayaz Amir. Hver fredag leverer han sin bandbulle i dagbladet The News. Her er den seneste. En anden kommentar i samme avis fremstiller ikke Zardari i helt samme negative lys.
I et indlæg i Washington Post, her gengivet i Daily Times, har Zardari stillet Pakistans militære allierede og finansielle velgører i udsigt, at han som præsident vil samarbejde med amerikanerne og bekæmpe de pakistanske talibanere. Dette tilsagn giver han velvidende, at han ikke er agtet i det militære establishment.
En forsmag på, hvad Zardaris løfte indebærer, har Pakistan allerede fået i de seneste dage. Amerikanske styrker fragtet i helikoptere har for første gang gennemført et angreb på pakistansk jord for at tilintetgøre taliban-ledere. Men kun civile omkom. Et døgn senere dræbte en amerikansk drone, et ubemandet fly, flere civile i stammebæltet.
Umiddelbart efter Zardaris indlæg i den amerikanske avis var kendt i Pakistan, blev premierministerens bil beskudt på vej til Islamabads lufthavn. Han var ikke i bilen – men budskabet i talibanernes signal er der ingen tvivl om. De er også i stand til at slå til på en vejstrækning, hvor der altid er posteret politifolk for hver et hundrede meter.
Zardari står for at føre Pakistan ind i et blodigt kapitel, hvor de amerikanske soldaters nylige angreb inde i landet bare er en forsmag. Pakistan bliver dermed for alvor en udvidelse af krigsskuepladsen i Afghanistan.
Nawaz Sharifs parti PML-N kontroller regeringen i Pakistans største provins Punjab og er nu i opposition i Islamabad. Hermed er grundlaget lagt for politisk ustabilitet under præsident Zardari. Den religiøst konservative Nawaz Sharif vil nærme sig de islamiske partier og søge tilnærmelse til de mange traditionelt islamisk tænkende højere officerer.
Sådanne bestræbelser anført af Nawaz Sharif vil fremme islamisk konservatisme og forstærke den i forvejen grasserende antiamerikanisme. Den vil hurtigt blive et problem for nu præsident Zardari, som Nawaz Sharif kun kan drage fordel af – og dermed er Pakistan på vej ud af den hidtidge vestlige orientering.

INDIENS ATOMAFTALE MED USA HÆNGER I TYND TRÅD

2008-09-03T16:32:00.011+05:30

”Ikke-sprednings-ayatollaher” og ”nuklear apartheid” er udtryk, som den indiske presse anvender i omtale af dem, der modsætter sig den amerikansk-indiske atomaftale fra 2005. Den er et amerikansk tilbud om samarbejde omkring nuklear teknologi til civile formål. I Indien blev aftalen den gang fortolket som verdens anerkendelse af landet som en af de kommende tunge globale aktører. Aftalen vil bringe Indien ind i varmen efter internationalt at have været en nuklear paria på grund af sanktioner – ”nuklear apartheid” - siden 1970’erne, efter at landet i strid med alle kontrakter ikke desto mindre gennemførte et militært atomprogram.
Også på anden måde er Indien en nuklear ”synder,” da landet ikke har undertegnet ikke-spredningsaftalen.
Den globale handel med uran og nuklear teknologi reguleres af den såkaldte ”Nuclear Suppliers’ Group” (NSG). Dens over 40 medlemmer er lande med forekomster af uran og andre, som råder over nukleare installationer og fremstiller atomreaktorer.
For at begrænse spredningen af uran og atomteknologi er NSG bundet af en grundæggende regel, der forbyder salg heraf til lande, der ikke har og ikke vil undertegne ikke-spredningsaftalen. Som Indien, Pakistan og Israel. Det er denne fundamentale NSG-regel, som USA på Indiens vegne vil overtale NSG-landene at bryde på deres møde i Wien den 4. og 5. september. Et særkende for NSG er, at gruppens beslutninger træffes ved konsensus, dvs. at ingen beslutning kan træffes, hvis bare ét land modsætter sig den.
I en lederartikel advarer det britiske ugemagasin The Economist NSG-gruppen mod at gøre den indrømmelse over for Indien, som USA kræver.
De etablerede atommagter USA, Rusland, Frankrig og Storbritannien støtter, at NSG-landene bøjer deres hidtidige praksis over for Indien. Med aftalen i hus forventer de indiske ordrer for milliarder på atomreaktorer og anden nuklear teknologi.
Blandt NSG-landene har især New Zealand, Østrig og Irland markeret sig som principielle opretholdere af samarbejdets grundlov: ingen samarbejde med lande uden for ikke-spredningstraktaten.
Oveni kommer, at Indien ikke vil forpligte sig til ikke på ny at gennemføre atombombe-prøvesprængninger. Inderne insisterer på at bevare denne option for eventuelt at kunne modsvare Kinas massive udbygning af sit militær og dets teknologiske kunnen.
Op til NSG-landenes afgørende møde i Wien den 4. og 5. september erkender Indien pludselig, at USA’s dominans i gruppen er svindende, og at den indisk-amerikanske atomaftale risikerer at strande.
Efter de oprindelige højtflyvende drømme for et par år siden vil det nationalistiske Indien få store vanskeligheder ved at fordøje dette tilbageslag.

PUTIN CEMENTERER RUSLANDS "NÆRE UDLAND" I USBEKISTAN

2008-09-02T17:41:00.009+05:30

Vladimir Putin, den russiske regeringschef, er på besøg i Usbekistans hovedstad Tasjkent den 1. og 2. september. Det er påfaldende af flere årsager. På grund af sin beliggenhed i midt i Centralasien og med det største befolkningstal er Usbekistan den strategisk vigtigste af republikkerne i Asiens hjerte. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Usbekistan er den eneste af dem, der endnu ikke har haft besøg af Ruslands nye præsident Dimitri Medvedev. Hans første rejse til udlandet som præsident bragte ham derimod til Kazaksthan – netop det land, som Usbekistan rivaliserer med som det politisk dominerende i regionen.
De nu uafhængige tidligere sovjetiske republikker i Centralasien hører til, hvad Moskva definerer som det ”nære udland.” Det indgår i de indflydelsessfærer, som Kreml netop har gjort krav på, at omverdenen skal respektere.
Den 28. august holdt Shanghai Cooperation Organisation (SCO) sit årlige topmøde i Tajikistans hovedstad Dushabe. Dens medlemmer er de centralasiatiske lande med undtagelse af Turkmenistan samt Rusland og Kina. På topmødet forventede Moskva helhjertet opbakning fra sine alliancepartnere til sin militære aktion i Georgien og for den ensidige russiske anerkendelse af Sydossetien og Abkhasien som selvstændige lande.
Det fik Rusland derimod ikke. For de øvrige SCO-lande med Kina i spidsen åbner anerkendelse af løsrivelses-provinser for Pandoras berømte æske. Se tidligere indlæg herom den 29. august. Moskva blev i Dunshanbe konfronteret med, at Beijing dominerer SCO og dermed
udfordrer Rusland i det ”nære udland.”
Frem til 2005 forsøgte Usbekistan at slække afhængigheden af Moskva ved at spille det amerikanske kort. USA fik tilladelse til at etablere en militær base i landet til støtte for krigen i Afghanistan. Den 13. maj 2005 kom det til det folkelige oprør i byen Andijan. Det har talrige forskere i Vesten villet fortolke som en islamistisk opstand, mens andre vestlige observatører af usbekiske samfundsforhold og bosat i regionen betragter som en kulmination på langvarige protester mod deres usle levevilkår. En usbeker, der tidligere var ansat i sikkerhedsstyrkerne og var i kredsen omkring præsident Islam Karimov, beretter om massakren i Andijan, at det var præsidenten, der personligt havde beordret, hvordan den skulle udføres. Ifølge ham var antallet af omkomne over 1.500 – mere end dobbelt så mange, som andre tidligere har skønnet.
Washington krævede, at en international kommission skulle undersøge omstændigheder i forbindelse med massakren i Andijan. Det afviste Karimov-regimet – og beordrede til gengæld, at den amerikanske base i landet skulle lukkes.
EU-kommissionen indførte milde sanktioner mod Usbekistan og har siden signaleret, at EU-landene er rede til at slække dem eller helt ophæve dem mod mindre usbekiske modydelser. Især Tyskland er aktiv i disse bestræbelser, måske fordi tyskerne stadig har en militær base i Usbekistan.
Efter de vestlige protester mod massakren i Andijan vendte Usbekistan sig igen mod Moskva. Samarbejdet blev udbygget, og Tasjkent vendte tilbage i den russiske fold.
Men inden for det seneste år er der kommet knuder på tråden mellem Moskva og Tasjkent.
Selvom USA måtte lide den tort, at den amerikanske militærbase blev smidt ud af Usbekistan i 2005, betød imidlertid ikke, at Washington dermed havde mistet sin interesse i den strategisk vigtige stat. Amerikansk diplomati er på det seneste gået i offensiven over for Karimov-regimet. I årets begyndelse var lederen af US Central Command, admiral William Fallon i Tasjkent. For USA drejer det sig i dag her mindre om at genetablere den militære base som at blokere for, at Rusland får dominans over energiforekomsterne i Centralasien.
Den russiske regeringschef Vladimir Putins besøg i Usbekistan disse dage i kølvandet på SCO-mødet i Dushanbe bliver vurderet som, at han vil dæmme op for, hvad Moskva frygterer svindende kontrol med sit ”nære udland” som følge af en mulig amerikansk diplomatisk omringning. Hans opgave er at overtale de usbekiske ledere til ikke at søge nærmere tilknytning til USA.
Som præsident gav Putin højeste prioritet til, at Moskva genvinder sin dominerende indflydelse i de nu uafhængige tidligere sovjetiske republikker. Han har omtalt Sovjetunionens opløsning i 1991 som den største geostrategiske katastrofe i det 20. århundrede.
Ruslands militære aktion mod Georgien - for Moskva stadig i det "nære udland" - skræmmer regimerne i Centralasien. Det rumler i maven hos lederne her, skriver The Economist.

INDIEN : OVER 3 MILLIONER FLYGTER FRA OVERSVØMMELSE

2008-09-01T17:31:00.012+05:30

Hellere være amerikaner, der i bil flygter fra orkanen Gustav for at indlogere sig på et motel eller lignende langt fra kysten, end at være blandt de nu over tre millioner fattige indbyggere i den underudviklede indiske delstat Bihar, der er blevet hjemløse og har mistet alt som følge af oversvømmelse.
Den skyldes, at Kosi-floden ved grænsen mellem Nepal og Indien den 18. august begyndte at forlade sit normale leje og i stedet gav sig til at oversvømme enorme flade landstrækninger med millioner i landsbyerne. Som amerikanerne flygter disse også – men deres vilkår er helt andre. De bliver beskrevet i artiklen ”Flood victimes march to nowhere.”
Det indiske forsvars tre værn, inklusive flåden, er blevet mobiliseret i anstrengelserne på at bringe de nødstedte i sikkerhed. Mange har i dagevis været strandet og sidder afventende på deres hustage uden mad og drikke – og det i temperaturer på 35 grader.
De deler skæbne sammen med de tusinder i isolerede landsbyer, der endnu ikke er blevet bragt til mere sikre omgivelser. Indien står midt i en af verdens mest omfattende evakuerings-aktioner.
Da orkanen Katrina ramte New Orleans for tre år siden blev den "markedsført" som "århun-dredets storm." For at "brande" orkanen Gustav betegner byens borgmester den som "the Mother of all Storms."
Oversvømmelseskatastrofen i Bihar med over 3 millioner flygtende er foreløbig uden en tilsvarende "kvalitetsbetegnelse."

NANO - FOLKET MOD "FOLKETS BIL"

2008-08-31T18:20:00.007+05:30

Nano, verdens billigste bil til 2.500 dollar, er i vanskeligheder for tiden. Den var planlagt til at blive lanceret i oktober. Omkring 30.000 har i ugevis demonstreret foran fabriksanlægget i Singur, 40 km fra Kolkata, tidligere Calcutta. I flere dage har arbejdet her ligget stille, da de protesterede forhindrer de ansatte i at få adgang til deres arbejdsplads.
De demonstrerende er utilfredse med vilkårene for eksproprieringen af deres jordlodder. Aktionen foran fabriksanlægget er organiseret af oppositionspartiet i delstaten Vestbengalens parlament. Det ser store muligheder for at hente nye stemmer hos de utilfredse landmænd og landarbejdere i Singur og omegn.
Ratan Tata, chef for Tata Motors, der fremstiller Nano, truer med helt at opgive fabriksanlægget her og producere ”folkets bil” et helt andet sted. Flere indiske delstater har meldt sig som interesserede, og det har Sri Lanka også.
Tata-bilfabrikken i Singur er en såkaldt ”special economic zone” (SEZ), der er oprettet for at fremme industrialiseringen af Indien. SEZ er kontroversielle, fordi de giver lukrative tilskyndelser til selskaber, der investerer i dem.
Indien har hårdt behov for at fremme sin industrialisering med de nye arbejdspladser, som de tilbyder, for at give unge i de ca. 600.000 landsbyer andre fremtidsperspektiver end beskæftigelse i landbruget. En sådan er nemlig forbundet med fattigdom.
Indere, der har overværet dele af de olympiske lege i Beijing, beretter i dagbladene, at de er imponeret over den modernisering, som hovedstaden har gennemført de seneste år.
Forinden har der i international presse været talrige artikler, der berettede om kinesere, hvis huse blev jævnet med jorden for at give plads til motorveje og højhusbyggeri. Deres protester var nytteløse.
Det er forskellen på det autoritære Kina og det kaotiske og mere demokratiske Indien.

TALIBANERNE NÆRMER SIG KABUL

2008-08-30T12:14:00.008+05:30

Ti franske soldater blev dræbt og over tyve blev såret forleden, da de mindre end 50 kilometer fra Afghanistans hovedstad faldt i talibanstyrkers baghold. Forleden blev Kabuls nye internationale lufthavn ramt af et par raketter – og de var blevet affyret på kort afstand. Samtidig er der fornyet hårde kampe med høje dødstal blandt de vestlige styrker i de sydlige og sydøstlige dele af landet.
En væsentlig årsag til de afghanske oprøreres tiltagende styrke er, at
talibanerne begynder at indgå alliancer med andre mere eller mindre lokale militser. De franske soldater formodes således at have været i kamp med styrker fra Gulbuddin Hekmatyars parti Hizb-i Islami. Veteran-krigsherren er ikke en del af talibanerne, men kæmper parallelt med dem. En anden er Sarajuddin Haqannis netværk, der formodes at stå bag bl.a selvmordsbombeattentatet mod lusksushotellet Serena i Kabul i januar. Her er en anden tilsvarende vurdering af den aktuelle situation i Afghanistan.
Hvad der overgik de franske soldater er det seneste tegn på, at de afghanske oprørere i stigende grad koncentrerer sig om at nærme sig Kabul. Indtage byen kan de ikke, men de har allerede kontrollen med områder på tærsklen til hovedstaden, bl.a. provinserne Wardak og Logar. Det første oprørerne gør i et område under deres kontrol er at indføre en parallel administration, bl.a. med sharia-domstole. Disse er populære, fordi her skal klagerne ikke betale bestikkelse til korrupte dommere ved de officielle domstole.
Det er ved porten til Kabul, at krigen i Afghanistan bliver endelig afgjort. Og er situationen langt fra lovende for de udenlandske styrker og præsident Hamid Karzai. Læs reportagen ”Taliban win over locals at the gates of Kabul.”
De internationale styrker er ved at overdrage ansvaret for forsvaret af hovedstaden til den nyligt uddannede afghanske hær. Sikkerhedsforanstaltningerne i Kabul kommer nu til at ligge hos afghanerne. Skiftet har mest symbolsk karakter. Af frygt for at invitere til taliban-attentater ved den lejlighed skal overdragelsen af ansvaret af sikkerheden i Kabul ske ved en ceremoni med lav profil.
I princippet er der præsidentvalg i Afghanistan næste år, og præsident Karzai har for nylig anmeldt sin kandidatur. At afghanske styrker nu bliver ansvarlige for sikkerheden i Kabul hører naturligvis med til hans langsigtede valgstrategi. Det demonstrerer fremskridt for hans regering. Men dette hjælper ikke på hans upopularitet blandt afghanerne.
I Frankrig er der betydelig offentlig debat om, hvorfor de nyligt ankomne franske soldater faldt i baghold, og Frankrig dermed led det hidtil største tab i en enkelt aktion blandt de ca. 70.000 udenlandske soldater i Afghanistan. Den 22. september skal parlamentet i Paris debattere Frankrigs militære engagement i Afghanistan – og der er udbredt tvivl om landets rolle der.
Her er en detaljeret oversigt over de udenlandske styrkers tab siden 2001 frem til fredag den 29. august i år. Inklusive den dag var der 946 dødsofre. Antallet af omkomne oprørere og civile afghanere er naturligvis langt større.
De hårdeste kampe finder sted i den sydlige Helmand-provins, hvor de danske styrker er indsat ved siden af britiske og amerikanske. Deres vigtigste base her er Camp Bastion. I den er der et hospital, der beskrives som ”verdens travleste traume-hospital.” I artiklen hedder det, at siden juli er antallet af sårede og dræbte steget betydeligt. Blandt dem er danskere, englændere, amerikanere, afghanske soldater og politi samt civile, der er kommet i krydsild mellem talibanerne og de vestlige styrker.
USA står for at ville sende flere soldater til Afghanistan. Men i Washington er der tvivl om, hvor hurtigt sådanne forstærkninger vil kunne vende den forværrede situation. Bare at sende flere soldater vil maskere for fraværet af en egentlig strategi. At sende flere soldater er i sig selv blevet en strategi, hedder det i artiklen med overskriften ”Void in US Strategi for Afghanistan.”
Hvornår begynder man i Danmark en seriøs debat om, hvad det egentlige formål med de danske soldater i Afghanistan er?
I en seriøs debat bør der være andet end det sædvanlige spin om ”kamp mod terrorisme,” ”kamp for demokrati” og ”genopbygning.”

KINA OG CENTRALASIEN LUNKEN OVER FOR MOSKVA I GEORGIEN

2008-08-29T14:30:00.007+05:30

På det årlige topmøde i går i Shanghai Cooperation Organization (SCO) i Tajikistans hovedstad Dushanbe fik Moskva kun en mådeholden opbakning fra de øvrige medlemslande i sin konfrontation med Vesten som følge af konflikten omkring Georgien.
Ud over Rusland er Kina, Uzbekistan, Tajikistan, Kirgistan samt Kazakhstan medlemmer af SCO. Observatører i organsationen er Indien, Iran, Pakistan, Mongoliet og Turkmenistan. Endvidere var Afghanistans præsident Hamid Karzai inviteret. Kort og godt: store dele af Asien er dermed samlet i SCO.
Forud for det ekstraordinære EU-topmøde på mandag med muligt oplæg til sanktioner mod Rusland på dagsordenen var det vigtigt for Moskva at få SCO-landenes støtte for at kunne modbevise den vestlige påstand om, at Rusland i dag er isoleret. .
I det seriøse indiske dagblad ”The Hindu” har den russiske korrespondent i Moskva sendt en rapport med overskriften ”Support for Russia at SCO Summit."
Mere nuanceret er ”Moscow Times” med overskriften ”Medvedev Disappointed in Dushanbe.”
I slutdokumentet fra mødet, ”Dushanbe Erklæringen” giver medlemslandene Rusland tilslutning i sin ”aktive rolle” i løsningen af konflikten omkring Georgien, men opfordrede dog samtidig alle parter til at løse de ”eksisterende problemer” gennem dialog og forhandlinger.
Hvor Rusland helt afgørende kom til kort var, at de øvrige lande i SCO ikke ville anerkende Sydossetien og Abkasien som selvstændige stater. Indtil nu har kun Hamas i Gaza gjort det.
Årsagen til denne modvilje er, at Kina skabte SCO’s forgænger for at bekæmpe de ”tre onder:” separatisme, ekstremisme og terrorisme. Beijing kunne derfor ikke acceptere, at uafhængige Sydossetien og Abkasien skulle kunne blive forbilleder for grupper i Xinkiang og Tibet med deres krav om løsrivelse fra Kina.
Tilsvarende problemer har næsten alle de centralasiatiske lande med verdens mest tilfældige og absurde grænser – en gave fra Stalin i 1920’erne.
Kazakhstan indviede for ti år siden sin nye hovedstad Astana højt mod nord på den kazakiske slette med ekstreme temperaturer. Plus 40 grader om sommeren og minus 40 grader om vinteren. Hovedmotivet herfor var at få mange kazakere til at flytte til den del af landet for her at danne modvægt mod den russiske befolkning. Med støtte fra ultranationalistiske politikere i Moskva håbede adskillige af dem at få det nordlige Kazaksthan indlemmet i Rusland. Adspurgt om, om hvor deres loyalitet er, svarer russere bosat i Astana, at den er over for Rusland.
I Fergana-dalen, der deles af Uzbekistan, Kirgistan og Tajikistan, er der lommer med andre etniske grupper end landets dominerende befolkning. Især er der en betydelig uzbekisk befolkningsgruppe i Kirgistan og Tajikistan. Når man i Uzbekistan kører på vejen fra byen Kokand mod Tashkent, bliver asfalten pludselig væsentligt dårligere over et par kilometer. Årsagen er, at dette stykke af landvejen hører til nabolandet Tajikistan.
Uzbekistan er konfronteret med, at hovedparten af befolkningen i de navnkundige byer Samarkand og Bukhara ved Silkevejen er tajiker, og i det nordlige Tajikistan findes en usbekisk befolkningsgruppe. Og for at komplicere forholdene for disse mennesker, så er grænsen mellem de to lande lukket.
Ved at erklære Sydossetien og Abkhasien selvstændige ville Rusland afslutte den ”frosne konflikt” om dem i forhold til Georgien. Men Kina og samtlige centralasiatiske lande har en væsentlig interesse i, at låget fortsat ligger hermetisk fast over deres potentielle krisecentre, hvor folk har eller kan få separatistiske krav. Derfor fik Moskva kun deres halve opbakning i sin nye konfrontation med Vesten.

KRISTNE I ORISSA - ET LET BYTTE FOR EKSTREMISTISKE HINDUER

2008-08-28T13:15:00.010+05:30

De mange skoler i Indien, der er oprettet af kristne missionsselskaber, lukker fredag den 30. august i protest mod, at elleve kristne i den østlige delstat Orissa hidtil er omkommet som følge af rabiate hinduistiske gruppers pogrom i de seneste uger. Disse har sat ild til talrige beskedne kirker (foto til højre) og har hærget og afbrændt mange kristnes hjem. De kristne flygter nu hen til nyoprettede opsamlingslejre, hvor de bliver beskyttet af politiet. Paven har i Rom netop fordømt den fornyede forfølgelse af kristne i Orissa.
Den umiddelbare anledning til de radikale hinduistiske gruppers voldelige angreb på det kristne mindretal i Orissa er, at en lokal hindu-leder og fire andre for nylig blev dræbt af en gruppe maskerede mænd. Myndighederne taler om, at gerningsmændene sandsynligvis var maoistiske oprørere, som i stort antal huserer i delstaten. Men for de rabiate hindu-organisationer var der ingen tvivl om, at morderne måtte være kristne. Den myrdede hindu-leder havde nemlig siden 1966 været mere end aktiv i bestræbelserne på at få kristne til at opgive deres tro for at få dem til at vende tilbage til hinduismen.
De kristne i Indien udgør et lille mindretal på omkring tre procent. Hvem bliver kristen det hinduistisk dominerede Indien? Det gør folk, der er placeret nederst i det hinduistiske kastehierarki. I håb om at slippe ud af dets indbyggede diskrimination vælger de en anden religion – og mange flere foretrækker at blive buddhister frem for kristne. I flere indiske delstater er det forbudt ved lov for hinduer at vælge en anden religion end hinduismen.
De hinduistiske ekstremister beskylder kristne missionærer for at bestikke dem, der er rede til at konvertere til kristendom.
Orissa er en af de fattigste delstater. I betydelige dele af den er der mange såkaldte adivasis dvs. den oprindelige befolkning inden den ariske folkevandring til Indien. Disse adivasis er siden blevet trængt ud i de mest tilbagestående og underudviklede områder af Indien. Det indre Orissa er et sådant.
Delstaten har en lang historie præget af voldelige og dødelige sammenstød mellem ekstreme grupper af hinduer og kristne. Mest markant var, at en hindu-bande i 1999 myrdede en australsk missionær og hans to sønner.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch anklager myndighederne for i mange år bevidst at have negligeret ekstremistiske hindu-gruppers kampagner mod det kristne mindretal i Orissa -stadig placeret i bunden af samfundet.
De hinduistiske banders pogrom mod dem sker samtidig med, at forholdet forværres betydeligt mellem hinduer og muslimer i den nordlige delstat Jammu & Kashmir.
Religion er stadig et alvorligt anliggende i, hvad mange var troede var blevet et Nyt Indien.

FATTIGDOM - ALLIGEVEL FORTSAT INDIENS SVØBE

2008-08-27T14:16:00.007+05:30

Verdensbanken præsenterer i en ny rapport om global fattigdom Indien for den virkelighed, som landets voksende mellemklasse for længst har lukket øjnene for og vendt ryggen til. Omkring en tredjedel af verdens fattige 1,4 milliarder bor i Indien. Fire ud af ti indere lever i fattigdom.
Antallet af folk, der må leve med en indtægt på mindre end to dollar om dagen, er større i Indien end det er i Afrika syd for Sahara – en region der ellers normalt forbindes med afgrundsdyb fattigdom.
Verdensbankens tal fra 2005 anslår, at 42 procent af befolkningen i Indien eller 456 millioner mennesker råder over mindre end den nye internationale målestok for fattigdom: en daglig indtægt på mindst 1,25 dollar.
Antallet af de indere, der frister en tilværelse med en indtægt under én dollar per dag opgør den til 267 millioner eller 24 procent af den samlede befolkning.
Det vil sige, at antallet af fattige nominelt er blevet reduceret i perioden mellem 1981 og 2005. Men rapporten fremhæver, at flere kom ud af fattigdom i årene fra 1981 til 1990 end i perioden fra 1991 til 2005. Dette sidste tidsrum falder sammen med liberaliseringen af økonomien – og afsvækker argumentet om, at de højere indtægter generelt i samfundet også kommer dem til gode, der befinder sig i bunden af pyramiden.
Mange af dem bor i Indiens fattigste delstat Bihar med 80 millioner indbyggere. I øjeblikket er der her den årlige enorme oversvømmelse som følge af, at sneen smelter i Himalaya. En avis taler om ”Indiens Katrina-katastrofe.” Halvanden millioner mennesker i 441 landsbyer er blevet gjort hjemløse som følge af oversvømmelser fra de rivende vandmasser i Kosi-floden, en biflod til Ganges.
En uge efter, at katastrofen begyndte, er enheder af hæren først nu blevet indsat i redningsaktioner og for at yde humanitær bistand.
Men nogenlunde sådan var det også sidste år. Og det samme gentager sig næste år.
Men Indiens skæbne er også andet end fattigdom og naturkatastrofer. Seneste udslag af, at landet er ved at blive en aktør på den globale scene, er, at det statslige indiske olieselskab ONGC køber et britiske Imperial Energy’s rettigheder til at bore efter olie i det vestlige Sibirien. Det er det tredjestørste opkøb i udlandet, som et indisk selskab har foretaget. Endnu bedre var, at det indiske selskab i opløbet slog en kinesisk konkurrent – efter tidligere i flere omgange at have tabt kontrakter til kinesere.
TILFØJELSE: Dagen efter meddelte bl.a. Hindustan Times, at den Asiatiske Udviklingsbank foreslår at sætte fattigdomsgrænsen til 1,35 dollar per dag per person. Anvendes denne målestok befinder mere end halvdelen af Indiens befolkning på 1,1 mia. sig i kategorien "fattige."

INDIEN: NEJ TIL KASHMIRS DRØM OM AZADI

2008-08-25T19:28:00.009+05:30

Mandag var alt igen ved det velkendte i indiske Kashmir. Ordensmagten havde dekreteret udgangsforbud og var indstillet på at få den respekteret. Med pansrede køretøjer patruljerede politiet i hovedbyen Srinagars tomme gader. Men samtidig insisterede de muslimske separatistorganisationer på at gennemføre deres protestaktion i Lal Chowk-kvarteret i byens centrum. Forinden var de separatistiske ledere og hundreder af ligesindede blev anbragt i husarrest, hedder det i dagbladet ”Kashmir Observer.” Men dette afskrækkede ikke dem, der ville demonstrere mod, hvad de opfatter som den indiske besættelsesmagt. Fire blev skudt, og over er hundrede såret i hele provinsen under sammenstød mellem politi og protesterende. I løbet af de to seneste ugers separatistiske protestaktioner er mindst 30 muslimske aktivister blev dræbt og over 500 er blevet såret.
Den indiske del af den omstridte Kashmir-provins står midt i de voldsomste optøjer siden begyndelsen af 1990’erne med de muslimske løsrivelsesgruppers krav om ”Azadi” – frihed fra Indien. Dette krav er blevet genoplivet i de seneste uger – denne gang af en helt ny generation af unge kashimiri.
I denne situation aner regeringen i New Delhi ikke, hvad den skal stille op. Dens budskab kommer ingen vegne over for separatisternes manipulation af meningsdannelsen i Kashmir-dalen.
Efter at par røster i sidste uge brød det hidtidige tabu ved at mene, at Indien ikke burde holde fast ved muslimsk dominerede Kashmir (se nærmere indlægget: ”Indien: Befri os for Kashmir” den 17. august.)
Denne indstilling repræsenterer Arundati Roy også i et langt essay i den seneste udgave af det indiske ugemagasin ”Outlook”. Indien var tidligere stolt over Arundati Roy som en af de forfattere, der takket være internationale bogpriser fik verden til at vågne op over for moderne indisk litteratur. Som siden politisk og social aktivist er hendes popularitetskurve faldet kraftigt hos mange i Indien.
For at afprøve indernes holdninger til, at Indien opgiver sin kontrol med Kashmir har dagbladet ”Times of India” gennemført et rundspørge herom i ni byer. Gennemsnittet er, at 68 procent siger nej dertil, og 59 procent af vil holde fast ved Kashmir uanset høje omkostninger. Interessant er, at de adspurgte i byen Hyderabad, der ligger længst fra Kashmir, har de mest høgeagtige indstillinger. I byen Jammu, der er nærmest Kashmir-dalen, og hvor folk har dybt kendskab til problemerne hos naboerne, mente 40 procent, at Indien skulle slippe Kashmir, og kun 14 procent var af den opfattelse, at Indien med alle midler skulle holde fast ved Kashmir.
En kommentar i dagbladet ”The Hindu” slog fast, at Indien uden Kashmir vil være at undergrave ideen med Indien. Banen i Kashmir-dalen er endnu en gang kridtet op. De islamistiske partisangrupper var blevet opfordret til at indstille deres militante aktioner for at deltage i protesterne i dag. Næste gang manifesterer de deres modstand mod Indien med brug af deres våben

KASHMIR FORLANGER AZADI - FRIHED FRA INDIEN

2008-08-22T21:24:00.007+05:30

Situationen i indisk Kashmir holder sig på kogepunktet. Mobiliseringen mod Indien med krav om Azadi – frihed - i den muslimske befolkning i Kashmir-dalen er fortsat særdeles høj. Den synes at være en ved at nå samme enorme omfang som i begyndelsen af 1900’erne, efter at militante grupper i 1989 var begyndt at føre partisankrig mod de indiske tropper i den nordlige delstat.
Sovjetunionens opløsning i 1991 resulterede i, at de centraleuropæiske sovjetiske republikker blev selvstændige. Tadjikstan er næsten nabo til Kashmir. Hvis det var muligt for dem, hvorfor så ikke for Kashmir, var der dengang mange der tænkte. Men der kan ikke – som mange i Kashmir forhåbningsfuldt gjorde i de første år af 1990’erne – drages paralleller mellem Kashmir og de nye selvstændige stater i Centralasien. Disse blev kastet ud i en uønsket uafhængighed som følge af Sovjetunionens fallit. Men Indien var i stand til at bremse for Azadi-drømmene i Kashmir. Dengang.
Men fredag den 22. august fik disse forhåbninger endnu en gang ny næring. Det skete i forbindelse med fredagsbønnen på Idgah i Srinagar, hovedbyen i Kashmir-dalen.
Idgah er et stort tomt terræn i den centrale del af byen. I det ene hjørne findes den vigtigste martyr-gravplads for faldne unge kashmiri gennem de seneste tyve år i den væbnede konfrontation med indiske styrker. Stort set alle parker i Srinagar er blevet omdannet til gravpladser for martyrer.
For alle muslimer i Kashmir er Idgah et helligt sted. Over indgangen til gravpladsen er der en tekst på kashmiri, arabisk og engelsk. Den engelske version lyder ”Lest we forget, that we have given our Today for Tomorrow of Yours” – de levende skal ikke glemme, at martyrerne har ofret deres liv for de andres fremtid.
Alle moskeer i Srinagar havde aflyst deres normale fredagsbøn for at sikre maksimal tilslutning ved den på Idgah. Hundred tusinder gik til fods derhen, og andre blev transporteret i busser og på lastbiler. Sammenlagt blev det til største anti-indiske protestdemonstration i de seneste tyve år. Den blev ledsaget af slagord som ”Der er kun én Gud – Allah” og ”Indiske soldater – gå hjem.” Politiet anslår, at omkring 350.000 deltog i ceremonien på Idgah. Her var der talrige grønne Islam-flag og enkelte pakistanske grønne flag med en hvid halvmåne.
”Jeg har aldrig set en så stor demonstration i mit liv. Det ser ud som om Kashmir glider fra Indien denne gang,” skønnede en 90-årig mand.
De umiddelbare årsager til de muslimske kashmiris opblussede frihedstrang har jeg behandlet i et tidligere indlæg ”Indien: Befri os for Kashmir.”
Regeringen i New Delhi giver indtryk af, at den ikke aner, hvordan den skal forholde sig til den alvorlige situation i hele delstaten med tiltagende sammenstød mellem muslimer og hinduer – og begge med ordensmagten. Mindst 25 protesterende muslimer er blevet dræbt og omkring 500 er blevet såret.
En professor fra universitet i Jammu, den hinduistiske del af delstaten ”Jammu og Kashmir,” plæderer i en artikel i dagbladet ”The Hindu” for en omtænkning i Indiens Kashmir-politik. Han anklager regeringen i New Delhi for i årevis intet at have fortaget sig, der ville kunne imødekomme nogle af kravene fra muslimerne i Kashmir. Han skønner, at de seneste to måneders udvikling der reelt har undergravet fredsprocessen mellem Indien og Pakistan.
I ”Times of India” er der til gengæld en artikel, der plæderer for, at den indiske regering ikke giver efter over for den øjeblikkelige opstand i Kashmir-dalen. Nærmest tilsvarende uro er der også i det indiske parlament, nævnes det. Og det må vi leve med, selvom politikernes adfærd der er en skamplet på det indiske demokrati,” fremhæver debatindlægget.
De forskellige løsrivelsesgrupper i Kashmir har i øjeblikket taktisk dannet en fælles front – men der er betydelige forskelle i deres holdninger. Høgen blandt dem er den ældre Syed Ali Shah Geelani. Han har i begyndelsen af 1990’erne kunnet omdanne Kashmirs oprindelige ”nationale” frihedskamp til en islamisk hellig krig. Han kræver Kashmirs indlemmelse i Pakistan – og på det punkt skilles vandene i forholdet til andre løsrivelsesgrupper. De benytter sig i øjeblikket også af pro-pakistanske slogans. Men de bruger dem i deres protest mod Indien, fordi de ved, at disse irriterer indernes maksimalt.
New Delhi kan prøve at spille de grundlæggende meningsforskelle mellem separatisterne i Kashmir og herigennem håbe at kunne sænke temperaturen i Kashmir-dalen. Uden at det sker, så fortsætter den øjeblikkelige høje grad af mobilisering – og den vil gøre afviklingen af det forudsete valg til det lokale parlament i oktober og november umulig.

HVAD NU I AFGHANISTAN, HVOR KARZAI KRITISERER SINE VESTLIGE STØTTER?

2008-08-21T21:33:00.010+05:30

Det går mere end dårligt for tiden for USA’s og NATO-landenes krigsførelse i Afghanistan. Frankrig har netop mistet ti soldater i direkte kamp med oprørere kun ca. 50 km fra hovedstaden Kabul. Den er desuden blevet beskudt med flere raketter, bl.a. mod den internationale lufthavn i byens udkant. Det er her flere NATO-lande har deres militære hovedkvarter. Tre polske soldater er siden omkommet i provinsen Ghazni. Alt tyder på, at 2008 bliver det hidtil blodigste år i den syv år lange krig. Over 180 udenlandske soldater, heraf næsten et hundrede amerikanere, er omkommet i år. Sidste år var antallet 222 dræbte udenlandske soldater. Men foreløbig er vi i august. Antallet af dræbte oprørere bliver opgjort til over 3.400. På det seneste tyder meget desuden på, at talibanerne lægger op til at omringe Kabul fra øst, syd og vest.
Sammenlagt får denne udvikling ”New York Times” til at give sin lederartikel den 21. august overskriften ”Afghanistan on Fire.”
De omkomne franske soldater er for først nylig ankommet i Afghanistan, hvor de blevet stationeret i provinsen Kapisa uden Kabul. At Frankrig kort efter oplever det mest omfattende tab af soldater i en enkelt aktion fører naturligvis til en debat om de vestlige styrkers strategi. Normalt har journalist ikke den tilstrækkelige indsigt i at vurdere troppers udrustning og taktik. Men det franske dagblad Le Figaro har en journalist, der efter sigende i Islamabad har været officer i Fremmedlegionen, og desuden har godt kendskab til terrænet i Afghanistan. Dagen efter drabet på de ti franske soldater leverede han en hudflettende kritik af den strategi, som han i Afghanistan ser de vestlige styrker anvender der.
Han fremhæver, at Vesten har sat sin lid til den nye afghanske hær. Men den svækkes i hans vurdering at være sammensat af alle forskellige befolkningsgrupper i Afghanistan, der ikke nødvendigvis elsker hinanden. Hæren er dermed ikke præget af afghanernes traditionelle stammeloyalitet. Han skønner, at i stedet for at bekæmpe talibanerne med en mod-partisanstrategi fører de vestlige styrker med bistand af den afghanske hær en krig i blinde, hvor de er helt afhængige af flystøtte, der resulterer i, at mange civile bliver dræbt.. Netop dette fører til, at talrige afghanerne melder sig i talibaneres rækker.
Lederartiklen i ”New York Times” fastslår, at både USA og NATO-landene skal sende flere tropper til Afghanistan. I det nu skærpede forhold til Rusland kan NATO ikke tillade sig at tabe krigen i Afghanistan, hedder det.
Af Afghanistans præsident Hamid Karzai forlanger lederskribenten, at han skal inddæmme den grasserende korruption, der også får afghanerne til at vende sig mod talibanene og væk fra regeringen.
Hamid Karzai har netop meldt sig som kandidat ved det planlagte præsidentvalg næste år. Til det amerikanske nyhedsmagasin Time har han givet et langt interview. Det fremgår klart, at han vil søge genvalg som kritiker af den vestlige koalition, som holder ham ved magten i Kabul. I betragtning af, at de vestlige styrker og donorlande er så upopulære blandt afghanerne har han ikke mulighed for en anden valgplatform, hvis han vil genvælges.
Karzai støtter derfor et forslag i det afghanske Senat om, at de udenlandske styrker skal underlægges afghansk lov. I den sammenhæng er det ikke helt uskyldigt, at den regeringskontrollerede avis ”Anis” skriver, at amerikanerne ved, hvor Al Qaedas baser i det pakistanske stammebælte befinder sig. Men de rører dem ikke, fordi de ønsker et fortsat ustabilt Afghanistan for således at retfærdige deres tilstedeværelse i landet som led i deres mål i regionen. Disse mål skulle være Iran og energiforekomsterne i Centralasien.
Korruption i Afghanistan forklarer Karzai som et udbredt kulturelt fænomen i regionen – som naturligvis bør bekæmpes. Men i hans udlægning er de hovedsansvarlige herfor de vestlige donorer, der yder deres bistand til Afghanistan uden om regeringen. Det er også dem, der beskæftiger de tidligere krigsherrers militser, som disse har konverteret til private vagtværn. I hans version anklager repræsentanter for den vestlige koalition afghanere for korruption, når disse forsvarer afghanske interesser. ”Jeg ved, at vores allierede ikke synes om afghanere, når disse gør det. Det er en del al af problemet her,” tilføjer han.
Karzai retter – med god grund - en fundamental kritik mod vestlig adfærd i Afghanistan. ”I skal lade Afghanistan bestemme sine egne veje. De metoder, der er udviklet i Vesten fungerer ikke her. Det er problemet,” erklærer han.
Den officielle vestlige diskurs er, at USA og NATO-lande har engageret sig militært i Afghanistan for at bekæmpe den internationale terrorisme. Men i USA er frygten for denne trussel netop den røget ned på plads nummer ti i amerikanernes bekymringer.
Om Afghanistan hedder det, at da Gud var næsten færdig med at skabe verden, havde han en bunke skærver til overs. Den smed han skødesløst. Det blev Afghanistan. Her i et af verdens allerfattigste lande med en stærk tribal tradition vil Vesten indføre et demokrati. Sikken en selvskabt vestlig illusion til brug for en uinformeret hjemlig opinion. Problemet er, at de lige så uinformerede politikere selv tror på, hvad de fremturer med.

PAKISTAN : INDIEN UDFORDRER I AFGHANISTAN

2008-08-19T14:57:00.009+05:30

Pakistan har få muligheder for at blive et mere stabilt land efter præsident Pervez Musharrafs afgang den 18. august. Disse udsigter får Indien til at frygte et magttomrum i Islamabad, som det dominerende militære establishment vil udfylde. I New Delhi bliver det noteret, at siden Musharrafs indflydelse blev svækket i løbet af i år, har pakistanske styrker for første gang siden 2003 sendt artillerisalver ind i den indiske del af Kashmir. Pakistanske hænder formodes at have medvirket ved attentat mod den indiske ambassade i Kabul i juli. Indien taler nu om, at forholdet til Pakistan nærmer igen nærmer sig bundniveauet før fredprocessen startede i 2004.
Pakistans demokratisk valgte koalitionsregering vil selv efter Musharrafs forsvinden fra den politiske scene få betydelige vanskeligheder, da dens to store partier er grundlæggende vidt uenige. Efter valget i februar fandt de sammen i regeringen, fordi de havde én fælles modstander: Musharraf. Og nu er dette koalitions-kit væk. Det vil uvægerligt komme til en magtkamp mellem de to partier med det resultat, at Pakistan i overskuelig fremtid igen skal til valg.
Afgørende for regeringen i Islamabad bliver, hvordan den etablerer sit forhold til det militære establishment og herunder især ISI, det militære efterretningsvæsen. For et par uger dekreterede regeringen, at ISI med øjeblikkelig virkning skulle lægges under indenrigsministeriet. Denne forordning varede i syv timer – og regeringen måtte annullere sin beslutning og erklære, at den var blevet ”misforstået.” Det var dermed klart, at militæret afgjorde, hvor skabet skal stå.
Pakistans forhold til naboerne Indien og Afghanistan har altid været afgjort af militæret – aldrig af regeringen. Ayesha Siddiqqa er Pakistans største civile kender af landets afgørende magtinstitution, militæret. I en artikel i det indiske dagblad Indian Express understreger hun, at Musharrafs ”tåbeligheder” resulterede i, at fredsprocessen gik i stå. Den nuværende regering vil ikke kunne genstarte denne proces, så længe den ikke er i stand til at overbevise de militære ledere om Pakistans fordele ved et forbedret forhold til Indien.
Men det pakistanske militær har sin egen logik. Det har altid opfattet Indien som en trussel mod landets eksistens. For at sikre den har tre krav skullet opfyldes:
# Hovedparten af landets styrker skal stationeres langs grænsen til Indien.
# Pakistan har behov for et nukleart afskrækkelsesvåben, som det har siden 1998.
# Pakistan har behov for ro langs grænsen til Afghanistan for at undgå at komme i krig på to fronter.
Disse krav var opfyldt frem til den 11. september 2001. Den næste dag var kun atomvåbnet tilbage.
Få dage efter den 11. september 2001 allierede præsident Musharraf sig USA for at fjerne taliban-styret. Ved senere at sende militære styrker ind i stammeområdet tilintetgjorde han en tredjedel af landets sikkerhedsstrategi. Syv år senere er der heftige kampe her mellem militæret og de pakistanske talibanere.
Med talibanstyrets fald så Indien sin strategiske mulighed for i Afghanistan – med støtte fra præsident Hamid Karzai – for bestandigt at frarøve Pakistan den ønskede ro langs grænsen mod vest. Med tilsagn om 1,2 milliarder dollar er Indien femte største donor til regeringen i Kabul. I Afghanistan råder Indien nu over fem konsulater.
For bare to uger siden var præsident Musharraf mere end overbevist om, at de indiske konsulater i Afghanistan har andre opgaver end at udstede visa.
Den strategisk militære og nukleare tilnærmelse mellem Indien og USA er yderligere urovækkende for Pakistans militære ledere. Pakistanske medier reflekterer dette ved i vid udstrækning at tale om ”treenigheden mellem Kabul, New Delhi og Washington om Islamabad som den primære og nærmest eksklusive urostifter i Afghanistan.”
Den centrale del af rivaliseringen mellem Indien og Pakistan er dermed ved at flytte fra Kashmir til Kabul. For det pakistanske militære ledere gælder det om at forhindre, at Indien får en permanent tilstedeværelse her – fordi de opfatter den som en trussel mod Pakistans eksistens.
Indien frygter, at et magttomrum i Islamabad efter Musharrafs afgang kan føre til yderligere spændinger i forholdet mellem de to lande. Men med sin betydelige tilstedeværelse i Afghanistan bidrager Indien selv til denne situation.

INDIEN : BEFRI OS FOR KASHMIR

2008-08-17T15:19:00.004+05:30

Indien fejrede sin 61-års dag som selvstændig stat fredag den 15. august. Mens det trikolore farvede indiske flag dominerede overalt i landet, var det helt anderledes i den nordlige delstat Jammu & Kashmir (J&K). Her prægede sorte protest-flag gaderne i hovedbyen Srinagar. I ugevis har der i J&K været sammenstød mellem muslimer og hinduer. Over tyve er blevet dræbt, og langt flere er såret. De ellers stridende separatistiske muslimske organisationer har pludselig fundet sammen igen. Det er kommet til de mest omfattende demonstrationer i de seneste tyve år med krav om, at Indien forlader J&K, og at delstaten bliver selvstændig.
Pakistan kræver, at indiske J&K med et muslimsk flertal bliver indlemmet i Pakistan. Derfor har regeringen i Islamabad udnyttet uroen i J&K til at lægge ved på bålet – og til den indiske regerings fortrydelse gør nye forsøg på at internationalisere den 61 år lange strid om J&K.
Delvis på grund af den øjeblikkelige spændte situation i J&K er forholdet mellem Indien og Pakistan i frit fald. En anden årsag til, at fredsprocessen mellem de to lande nærmest er indefrosset, er, at New Delhi ser pakistanske kræfter bag attentatet i juli mod den indiske ambassade i Kabul.

Pakistan tilbage på scenen
Dagbladet ”Hindustan Times” har søndag den 16. august en artikel på forsiden med overskriften: ”Pakistan” returns to the Valley.” Det hedder i artiklen, at det ikke er nyt, at 100.000 i J&K kan samles for at protestere. Nyt er derimod de mange grønne pakistanske flag og de pro-pakistanske slogans – ikke hørt i lange tider. En kommentator skønner, at disse slogans ”ikke så meget er udtryk for varme følelser over for Pakistan, som de er en protest mod Indien.”
Mens partisanaktiviteten i den nordlige delstat i årene efter 2001 var på det højeste niveau, var jeg den gang hyppigt i J&K. Mine besøg resulterede i 2003 i bogen ”Hellig Krig i Kashmir.” Jeg har siden nøje fulgt udviklingen der og reaktionerne herpå i New Delhi. Jeg har løbende undret mig over, at Kashmir-konflikten har svært ved at komme op på radaren – ikke bare i danske medier - til trods for, at anslået over 80.000 hidtil er omkommet her.
Tidligere hed det i diskussioner i New Delhi, at J&K er en integreret del af Indien. Netop fordi delstaten har et muslimsk flertal understreger dette, at Indien er en sekulær stat. At Indien skulle give slip på J&K var den gang fuldstændig utænkeligt.

Nye indiske toner
Men i søndagens aviser er der til min store overraskelse helt nye toner. De kommer fra særdeles kompetente og velrenommerede ”mainstream” kommentatorer.
Kommentaren i ”Hindustan Times” har overskriften ”Think the Unthinkable.” Den konstaterer, at mange muslimske kashmiri - efter i 61 år at have været en del af Indien - stadig har et dybfølt had dertil. For at mindske deres fremmedgørelse over for den indiske stat har den pumpet penge ind i J&K. Fra New Delhi modtager Bihar, den fattigste delstat, 876 rupier per hoved – som lån! J&K får til gengæld 9.754 rupier per indbygger – som gave! I 2004 gav regeringen J&K yderligere fem milliarder dollar i udviklingshjælp. Og New Delhi får intet til gengæld fra J&K.
Kommentaren fortsætter: ”Hvorfor holder vi fast ved Kashmir, når befolkningen ikke vil have noget at gøre med os?” Den foreslår en folkeafstemning om J&K’s fremtid. Befolkningen der skal selv afgøre sin fremtid. Hvis de fire millioner muslimer koncentreret i Kashmir-dalen beslutter sig for at gøre den til en selvstændig stat, så vil den overleve i 15 minutter uden den økonomiske bistand, som New Delhi yder.
Kommentaren går videre: ”Det vil være bedst for os at slippe for det konstante og pinefulde pres på vores ressourcer, vore liv og vores ære som nation.”
Den slutter bombastisk: ”Dette er Indiens århundrede. Vi skal erobre verden – og vi har midlerne dertil. Kashmir er et problem fra det 20. århundrede. Vi skal ikke lade Kashmir trække os ned og forbløde os på det tidspunkt, da vi skal indtage vores rette plads i verden. Tiden er derfor inde til at tænke det utænkelige!”
Samme hidtil uhørte tonalitet i Indiens forhold til Kashmir findes i en kommentar i ”Times of India.” Den har overskriften ”Independence Day for Kashmir.” Den understreger, at J&K har de færreste fattige i Indien. Den plæderer også for en folkeafstemning i J&K og går ud fra, at Kashmir-dalen med sine 98 procent muslimer vil stemme for områdets uafhængighed.
De to kommentarer markerer et brat holdningsskifte i forhold til gængs indisk tænkning omkring Kashmir for bare et par år siden. Men det er netop i denne periode, at Indien har haft økonomiske vækstrater på omkring ni procent – og dermed udvikler sig til at blive et andet land med en ny dagsorden og andre prioriteter - også i forhold til Kashmir-dalen.

GEORGIEN: IT'S THE OIL, STUPID........

2008-08-16T12:28:00.027+05:30

Med Kremls militære angreb på Georgien overskred de senere års offensive russiske olierørsdiplomati tærsklen til en ny fase. Hverken situationen i enklaverne Sydossetien eller Abkhasien var de egentlige motiver for den russiske indgriben i Georgien. Rusland vil en gang for alle sikre sig, at Vesten ikke længere kan betragte Georgien som et sikkert transitland for transport af olie og gas fra Det kaspiske Hav og Centralasien via Tyrkiet til Middelhavet. Det signal sendte 51 missiler fra russiske kampfly mod olierørledningen fra Baku via området syd for Georgiens hovedstad Tbilisi til den tyrkiske havneby Ceyhan. Missilerne blev affyret med præcision. De efterlod kratere i en afstand af én til 30 meter på begge sider af den 1.700 km lange BTC-olierørledning, verdens næstlængste. Hensigten var givetvis ikke at ramme den, men at sende et kraftigt signal i vestlig retning om, at Rusland er i stand til at stoppe for al transport af olie i den hidtil eneste olierørledning fra Det kaspiske Hav uden om russisk territorium til verdensmarkedet. Turkmenistan med sine enorme ressourcer af naturgas har på det seneste ikke at være negativt indstillet over for at sælge dele af sin naturgas til verdensmarkedet og til dets priser i stedet for de hidtil lavere, som russerne har tilbudt. Hensigten var, at den turkmenske gas skulle transporteres via en gasrørledning under Det kaspiske Hav til Baku og her sendes videre i en planlagt gasrørledning parallelt med BTC. Med denne rørledning nu nærmest under russisk kontrol i Georgien må planerne om denne gasrørledning være opgivet. Hvilke selskaber vil investere i et så sårbart område? Samme skæbne overgår givetvis det europæiske gasrørprojekt Nabucco, der skulle fragte naturgas fra Det kaspiske Hav via Tyrkiet til Østrig og fordeles herfra i Europa.
Kort efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev det et mål for amerikansk diplomati – og langt senere også EU’s – at svække Rusland ved at skaffe sig direkte adgang til de enorme og uudnyttede energiressourcer omkring Det kaspiske Hav og i Centralasien uden om det sovjetisk/russiske system af olie- og gasrør. BTC-olierørledningen, der blev indviet i 2006, har primært symbolsk betydning, idet den kun transporterer 850.000 tønder dagligt, der svarer til 1 pct. af verdens forbrug af olie. For at blive rentabel har BTC brug for, at helst hovedparten af Kasakhstans olieproduktion transporteres via BTC til markederne i Vesten. En mindre del af den kasakhiske olie fragtes nu i olietankere til Baku, hvorfra den sendes via BTC mod vest. Washington har lagt sig i selen for, at der bygges en olierørledning på bunden af Det kaspiske Hav fra Kasakhstan til Baku for at kunne transportere langt større mængder end nu på tankskibe. Men det projekt mødte den gang præsident Vladimir Putins energiske modstand – og er aldrig kommet længere. Bl.a. dette har jeg behandlet i min bog "Brændpunkt, Centralasien, Islam og den næste krig om olien.
Fra det øjeblik Putin var præsident, var det hans mål at genetablere den russiske dominans i Kaukasus og Centralasien, som Moskva havde mistet i de kaotiske år i 1990’erne efter Sovjetunionens opløsning. Som igen dominerende i denne region gjaldt det for Moskva om maksimalt at blokere for, at olie og gas blev transporteret uden om Rusland.
Den 12. maj 2007 indgik Putin aftaler med præsidenterne for Kasakhstan og Turkmenistan om, at disse lande sender hovedparten af deres olie og naturgas via det russiske system af rørledninger. I Moskva hed det den gang, at Putins havde taget et ”kvælergreb” på Centralasiens energiressourcer. En tilsvarende aftale blev også truffet med Usbekistan.
I juli undertegnede det russiske selskab Gazprom en aftale med Turkmenistan om væsentligt højere priser for turkmensk gas fra 2009. For Turkmenistan er fristelsen fra Vesten med tilbud om højere priser dermed blevet reduceret – samtidig med at den planlagte gasrørledning under Det kaspiske Hav via Georgien mod det globale marked givetvis nu er blevet lagt på hylden.
Hvad der i dag står klart er, at Rusland med den militære aktion mod Georgien har ændret det strategiske landkort i Kaukasus og Centralasien - til skade for europæiske energiinteresser og et sviende nederlag for USA's diplomati over for regionen.

EU MOD ASIEN I KLIMA-OPGØR

2008-08-11T18:00:00.007+05:30

Det bliver mere og mere tydeligt, at europæerne har vanskeligt ved at leve med, at millioner i Asien ikke længere er så fattige, som de hidtil har været. Da fødevarekrisen meldte sig varede det ikke længe, før europæernes anklagende pegefinger blev rettet mod den nye mellemklasse i Asien som den skyldige. Takket være højere indkomster havde de fået mulighed for at lægge deres madvaner om og spiste nu mere kød end tidligere (hvad der ikke gælder for indiske vegetarer!). Den stigende efterspørgsel efter mad i Kina og Indien var for mange i Europa den letteste forklaring på den globale fødevarekrise.
I forbindelse med debatten om de globale klimaændringer vil det komme til sammenstød af helt andre dimensioner mellem Europa og Asien - især de to fremadstormende Kina og Indien med hver over én milliard indbyggere.
For observatører i Asien af klimadebatten i EU står det klart, at EU med vedtagne klimabeslutninger fører en direkte protektionistisk politik. Den ene af disse er Kishore Mahbubani. (Foto ovenfor) Han er tidligere diplomat i bystaten Singapore og nu leder af et nyt universitet der. Han er ophavsmand til en række bøger. Den seneste er ”The New Asian Hemisphere. The Irressistible Shift of Power to the East.” I DR’s Orientering har jeg omtalt hans bog og dens budskab.
Kishore Mahbubani har i en artikel i indiske Hindustan Times med overskriften ”India: Worst Polluter?" netop advaret inderne mod, at de i EU bliver anklaget for at være den store klimasynder.
Han fremhæver, at begrænsning af klimaskaderne ikke er mulig uden ofre. Men han peger på, at ingen vestlig politiker tør bruge ordet ”ofre” i klimadebatten. Ud fra et naturligt princip om retfærdighed bør de vestlige industrisamfund yde det største offer, da det er dem, der er skyldige i det store ”lager” af drivhusgasser.
Med Barack Obama som ny amerikansk præsident forudser han, at Indien og Kina samt resten af Asien i 2009 vil blive udsat for en ”moralsk tsunami” omkring klimaproblemerne.
Han opfordrer Indien til at mobilisere sine intellektuelle ressourcer for at imødegå den vestlige moralske klima-oprustning. Han anbefaler argumenter som, at i de akkumulerede CO2-emissioner fra 1850 til 2004 har Indien og Kina kun bidraget med mindre end ti procent, mens EU, Rusland og USA sammen har ydet næsten 70 procent.
En anden indisk artikel, ”It’s their economy, stupid….” argumenterer grundigt for, at EU’s klimapolitik er rent protektionistisk.
Nu er det let at affeje disse argumenter med, at de netop er ……asiatiske.
Men danskeren Jørgen Ørstrøm Møller argumenter i Ugebrevet Mandag Morgen på linje med de ovenstående. Hans artikel har overskriften ”Klimakampens skjulte dagsorden.” Han understreger, at ”der er ved at opstå en troværdighedskløft mellem Vestens industrilande og resten af verden, først og fremmest fremstormende økonomier som Kina og Indien..” Hans prognose lyder. ”Lykkes det ikke at bygge bro over denne kløft, tegner udsigterne til en global indsats over for klimaændringerne sig ikke særligt lyse.”
Som Kishore Mahbubani bor Jørgen Ørstrøm Møller også i Singapore. Han er ophavsmand til en række bøger, den seneste er ”Asien Buldrer.” Her kritiserer han som Mahbubani i sin seneste bog, at Vesten i internationale organisationer ikke gør plads for de nye på den globale scene.

MUSHARRAF BYE BYE?

2008-08-10T20:23:00.006+05:30

Pakistan står foran en politisk afgørende uge. Den kan ende med en rigsretssag mod præsident Pervez Musharraf – eller at tilløbene til retssagen løber ud i sandet. Det vil betyde, at hans position som præsident styrkes – til trods at et flertal af pakistanerne helst ser, at han forsvinder fra den politiske scene. Dagbladet The News skønner dog, at uanset udfaldet af rigsretssagen, så kan Musharraf ikke længere blive i landet.Nationalforsamlingen indleder mandag den 11. august proceduren omkring den første rigsretssag i landets historie. Musharraf kunne have ønsket sig, at hans 65 års fødselsdag blev markeret på en anden måde.Afgørende for, om der kan rejses rigsretssag mod præsidenten er, at regeringspartierne kan samle et 2/3 flertal herfor i parlamentets to huse. Og det er ikke sikkert. Lederartiklen i dagbladet The Dawn taler om forlydender om stemmekøb for at sikre dette flertal.Pakistans kæmpende talibanere melder sig i det parlamentariske spil. De advarer åbenlyst parlamentsmedlemmer mod at stemme for Musharraf.I sin ugentlige kommentar i Daily Times hæfter kommentatoren Hasan-Askari Rizvi sig ved landets kaotiske politiske management.

Ardeshir Cowasjee har set alle udviklinger i Pakistans politik lige fra starten i 1947. Den nu 81-årige tidligere bl.a. skibsreder har en overgang været tæt på det politiske establishment, men det har ikke forhindret, at dette også uden forklaring har sendt ham i fængsel. Årsagen derfor har givetvis været hans talen frit og kritisk fra leveren. Det gør han stadig. Og det er årsagen til, at jeg opsøger ham hver gang, jeg er i Karachi. Han er en kyniker af rang, og det er en nydelse at lytte til hans bidende og skarpe kommentarer til pakistansk politik og aktørerne heri. Om deres korruption, nepotisme og inkompetence. Han leverede endnu en gang beviser herpå i sin seneste ugentlige kommentar i The Dawn.

Cowasjee har flere hunde end den, som han er afbilledet med. Han har plads til dem i sin store have i Karachis gamle villakvarter. Hunde er et særsyn i den islamiske republik Pakistan. Også på det punkt adskiller Cowasjee sig fra normen. Han er nemlig parser.

TALIBANERNES PROPAGANDA

2008-08-08T15:48:00.011+05:30

Ansete International Crisis Group udsendte den 24. juli sin rapport ” Taliban Propaganda: Winning the War of Words? ” Spørgsmålstegnet synes overflødigt.
Hverken regeringen i Kabul eller den internationale vestlige koalition bag den har været i stand til at modsvare, hvad talibanernes sofistikerede kommunikationsapparat udbreder af budskaber om egne storslåede bedrifter. Dermed er de i stand til at drive en kile ind mellem den brede befolkning og regeringens og den udenlandske koalitions ambitioner om at rekonstruere det ødelagte land.
Men hvorfor har dansk presse valgt ikke at beskæftige sig med rapporten? Årsagen kan da ikke være, at alle på mediernes udlandsredaktioner samtidig har været sommerferie.
Er grunden snarere, at rapportens konklusioner ikke er passende for den officielle danske diskurs om danske soldaters medvirken i de hårde kampe i Helmand-provinsen?
Rapporten er udkommet på netop et tidspunkt, hvor talibanerne har optrappet deres aktioner i den østlige og sydlige del af Afghanistan, grænsende op til Pakistan. Talrige talibanere og uskyldige civile er på det seneste blevet dræbt i træfninger med de udenlandske soldater. Men disses tab er også betydeligt voksende. 153 af dem er omkommet i år. FN opgjorde i juni, at næsten 700 civile afghanere er blevet dræbt i år.
Med et effektivt kommunikationsapparat har talibanerne ændret sig siden, de indtil slutningen af 2001 var ved magten i Kabul.

Konfiskation
Et sceneri fra den gang har brændt sig fast på min nethinde. Ved grænseovergangen i byen Torkham mellem Pakistan og Afghanistan i talibansstyrets sene fase i slutningen af september 2001 – en uges tid før USA begyndte sin krig mod talibanerne - havde en pakistansk lastbil netop passeret grænsebommen, og taliban-politifolk begyndte at kontroller den. Triumferende kom de ud af bilens førerhus med flere kassettebånd. Kassetterne knuste de med sten, og de brun-sorte bånd hængte de op i det nærmeste træ, hvor der i forvejen hang nærmest kilometer af konfiskerede musik-bånd.
Det var den gang talibanerne ville beskytte afghanerne mod vestlig dekadent kultur ved at beslaglægge kassettebånd.. Det vil de stadig. Men den avancerede teknologi bag ved, hvad de opfattede som skadelig kulturel imperialisme, har de siden forstået at udnytte i udbredelse af deres budskaber i konfrontationen med regeringen i Kabul og dens vestlige militære og politiske bagland.
Talibanerne har oprettet et medieselskab, der ud over at råde over en internet-hjemmeside også fremstiller DVD’er, kassettebånd, pamfletter og magasiner. Fordi de fleste afghanerne er analfabeter, spiller DVD’er og lydbånd hovedrollen i udbredelse af deres budskaber. Disse kan have form som sange, religiøse hymner og poesi med appel til afghansk nationalisme og islamisk stolthed. Sangene kan overføres til ringe-toner på mobiltelefoner. På kassetterne er der sange som ” Lad mig gå i hellig krig, Jihad ” og ”Mor, jeg går med din tilladelse.” Et vers har titlen ”Døden er en gave.”
En mindre avanceret meddelelsesform er talibaneres natlige breve. De er opråb, der fordeles i landsbyer om natten – oftest med trusler over for folk, der arbejder for regeringen, NGO’er eller de internationale militære styrker. Sådanne trusler bliver også kommunikeret som SMS’er.

Satellittelefoner
Talibanerenes kommunikations-apparat henvender sig til fire målgrupper på fem forskellige sprog: Den internationale i Vesten; den islamiske verden; den regionale og den lokale.
For journalister i Kabul reagerer talsmænd for talibanerne via satellittelefoner langt hurtigere end dem i regeringen eller hos de internationale styrker. På talibanernes hjemmeside bliver deres egen version af nyheder aktualiseret flere gange om dagen.
Typisk for talibanernes budskaber er, at de overdriver deres succeser og benægter egen rolle ved f.eks. drab på civile ved selvmords-bombeaktioner. Derimod overspiller de omfanget af dræbte civile i forbindelse med f.eks. de udenlandske styrkers bombardementer. Andre gennemgående træk i talibanernes budskaber er, at de udenlandske styrker er kommet for at besætte og kontrollere landet; at den vestligt støttede regering under præsident Hamid Karzai er gennemkorrupt, og at ingen af dens løfter om forbedring af afghanernes livsvilkår er blevet opfyldt.

Tungtvejende
Rapporten fremhæver, at der er et tæt sammenfald mellem talibanernes spektakulære aktioner og den propagandamæssige udnyttelse af dem. Det er som om netop dette aspekt har været tungtvejende for de mest markante aktioner i år: attentatet i januar mod luksushotellet Serena i Kabul; mordforsøget på præsident Karzai under en militærparade i hovedstaden i april; talibaneres befrielse af over tusind indsatte fra fængslet i Kandahar i juni og senest bombeattentatet mod den indiske ambassade i Kabul i juli.
Hos mange afghanere giver sådanne omfattende og velplanlagte terroraktioner indtrykket af, at talibanere er de internationale styrker overlegne – og at det derfor er bedst allerede nu at arrangere sig i forhold til dem. For på et eller andet tidspunkt forlader de internationale styrker alligevel Afghanistan, mens talibanerne her er hjemme hos sig selv.

Bryllupskortege
Rapporten fremhæver, at Kabul-regeringen i langt højere grad skal præsentere sig som en, som det er værd at kæmpe for. Men et sådant budskab har vanskeligt ved at trænge igennem. Det svækkes f.eks. af, at amerikanerne normalt hævder, at alle omkomne i forbindelse med bombekastninger var kæmpende talibanere. Den version gælder indtil afghanske journalister senere opsøger åstedet og får vidneudsagn om, at de omkomne i kortege var på vej til et bryllup. Den seneste gang dette skete, var i begyndelsen af juli, da omkring 50 blev dræbt – også bruden.
For at undgå at tabe krigen om afghanernes hjerter anbefaler rapporten regeringen i Kabul bl.a. at den bør reagere hurtigere i forbindelse med civile omkomne og ved regeringsfolks og de internationale støtters misbrug for at forhindre, at talibanerne anvender dette i deres propaganda. Desuden bør regeringen i langt højere grad i sin kommunikation fremhæve antallet af civile omkomne i forbindelse med talibaneres terrorhandlinger – og samtidig drage afghanske og internationale sikkerhedsorganer til ansvar for deres handlinger.
Rapporten konkluderer, at talibanerne ikke kan besejres militært. Derfor bør regeringen i sine budskaber i langt højere grad over for befolkningen udfordre legitimiteten i talibanernes tankegods og deres handlinger.
Men hvorfor skønner danske dagblades redaktioner, at deres læsere lever
bedst uden at blive orienteret om propagandaslaget i Afghanistan, hvor der befinder sig danske soldater? Dermed er Afghanistan ikke længere bare et fjernt land.

TERROR FRA KARACHI TIL KASHGAR

2008-08-06T19:33:00.013+05:30

Pakistans talibanere truer med at indtage landets største by Karachi med 15 millioner indbyggere. I den anden ende af en bue herfra via Peshawar og det pakistanske stammeområde har muslimske terrorister i byen Kashgar i det vestligste Kinas Sinkiang-provins netop gennemført et attentat, der beskrives som det mest omfattende i Kina siden 1990’erne.
Hele dette område med Pakistan - reelt uden regering - i midten er blevet det globale center for islamistisk motiveret terrorisme.
Pakistans talibanske bevægelse, organiseret i ”Tehrik-e-Taliban Pakistan” (TTP) og ledet af Baitullah Mehsud har netop truet regeringen i Islamabad med at ville lancere en række selvmordsbombeaktioner i landets største byer, herunder også Karachi i den sydligste del af landet. For at undgå sådanne aktioner skal det pakistanske militær øjeblikkeligt indstille sine aktioner i Swat-dalen, hvor styrker er sat ind, fordi en lokal militant islamistisk gruppering for tiden afbrænder en række pigeskoler og dermed bryder en tidligere våbenhvileaftale.
TTP’s næstkommanderende Maulana Faqir Mohammed og bevægelsens talsmand Maulvi Omar kunne ugenert arrangere et fælles pressemøde i provinsen Bajaur i stammeområdet og her fremsætte deres trusler om at ville indtage havnebyen Karachi, der er landets økonomiske centrum. Dette understreger, at regeringen i Islamabad ikke længere kontrollerer de vestligste dele af landet, og at de lokale talibanere her har overtaget magten.
TTP-lederne fremhævede, at bevægelsen har trænet mange 15-20 årige af begge køn til at blive indsat som selvmordsbombere. En række af dem skulle allerede befinde sig i Karachi, hvor de bare venter på ordre til at gå i aktion.
I Karachi bor der omkring fire millioner pashtunere, og byen er dermed den største pashtunske by i hele verden. TTP-lederne kunne derfor prale med, at de har bred støtte blandt millionbyens indbyggere. Talibaneres trussel bliver taget alvorligt. For et dominerende parti i Karachi har anmodet både central- og delstatsregeringen om at træffe foranstaltninger til at ”redde” byen.
I Peshawar, hovedbyen i North West Frontier Province med tre millioner indbyggere, grænser direkte op til stammeområdets Khyber-provins. I juni begyndte en lokal militant islamistisk gruppering uden tilknytning til TTP at infiltrere ind i byen. I flere tilfælde gennemførte de militante kidnapninger og truede med snart at kunne indtage hele byen. Halv-militære enheder – ikke hæren - blev symbolsk sat ind den militante gruppe, der valgte at trække sig tilbage til en fjerntliggende dal i Khyber-området. Her er den stadig og nægter at forhandle med mæglere.

Centrum for terrorister
Stammebæltet begynder, når man har passeret smugler-forretningscentret i Peshawars vestligste udkant. Her er indgangen til den fattigste og mest underudviklede del af Pakistan med omkring 3.5 millioner indbyggere. Over 60 procent af dem frister en tilværelse under fattigdomsgrænsen. Gennemsnitsindtægten her er omkring 250 dollar om året mod 550 dollar i det øvrige Pakistan.
Det er dette område på omkring 20.000 km2 og med en 500 kilometer lang grænse til Afghanistan, der er det egentlig centrum for den globale terrortrussel. Al Qaeda ledere formodes at opholde sig her omgivet af en livgarde på op til 500 mand. De repræsenterer de globale terrorister. Desuden er der de 10.000 afghanske talibanere, de pakistanske talibanere med anslået over 20.000 mand samt en bred vifte af lokale ekstremistiske netværker og sekteriske grupper. Antallet af usbekiske hellige krigere bliver skønnet til omkring et tusinde.
Antallet af udenlandske jihadis i stammeområdet skal være vokset betydeligt siden sidste år. De skulle komme fra Mellemøsten, Centralasien og Europa.
Meddelelse i sidste måned om, at antallet af udenlandske hellige krigere i stammeområdet anslås til 8.000 fik alarmklokkerne til at ringe i Islamabad.
”Det er næppe en overdrivelse at hævde, at ikke bare sikkerheden i Pakistan, Afghanistan, hele regionen og i virkeligheden i hele verden vil blive defineret af udviklingen i stammebæltet i de næste måneder…..Efter regruppering i de militantes fristeder i området er Al Qaeda ved at skaffe sig kapacitet til at gentage angreb i USA og Europa i lighed med dem, der blev udført i USA i 2001,” skrev Afrasiab Khattak i et indlæg i det pakistanske dagblad The Dawn forleden. Det er gengivet her.
Han er en af lederne af det sekulære parti Awami National Party (ANP) i North West Frontier Province. Siden valget i februar danner ANP regering i Peshawar. Af parlamentet her er han udnævnt til at være dets fredsforhandler med de lokale militante grupper.

Uighurer
I denne uge bredte islamisk inspirerede terrorhandlinger sig så nordpå til byen Kashgar i Kinas vestligste provins Sinkiang. Et bombeattentat her dræbte 16 politifolk. Lige så mange blev såret. Attentatet fortolkes som en bestræbelse på at genere Beijing umiddelbart før åbningen af De olympiske Lege.
De muslimske uighurer udgør Sinkiangs traditionelle befolkning, der føler sig marginaliseret af den massive indvandring af Han-kinesere. Kulturelt er de tyrkisk talende uighurer en del af de muslimske centralasiatiske lande. Militante uighurer i ETIM, ”East Turkestan Independence Movement,” har en drøm om at løsrive Sinkiang fra Kina for at danne et selvstændigt Turkestan.
Islamistisk motiverede uighurske nationalister sluttede sig tidlgere til den militante bevægelse IMU, ”Islamic Movement of Uzbekistan.” Efter at IMU’s hellige krigere blev fordrevet fra Usbekistan gjorde de i 1990’erne i Afghanistan fælles sag med Al Qaeda her. Ved talibanstyrets fald i slutningen af 2001 flygtede usbekerne i IMU med deres uighurske kampfæller til det pakistanske stammeområde. Her er flere dem siden blevet tilbageholdt, og Beijing har krævet dem udleveret. Om det er sket, vides ikke. Men det er sandsynligt som følge af det nære forhold mellem Islamabad og Beijing.
Med tyngdepunktet i det pakistanske stammebælte spreder de militante grupper her nu deres terroraktioner mod syd til Karachi og mod nord til Kashgar. Og i morgen?

PAKISTAN, AFGHANISTAN OG STRATEGISK DYBDE

2008-08-05T02:55:00.010+05:30

"Strategisk dybde" – det er noget enhver officer i en generalstab ønsker at kunne råde over, når egne styrker bliver tvunget til at føre undvigende kamp over for en stærkere modpart.
Hele det nordlige Pakistan er domineret af den flade Punjab-slette, der gennemskæres af et par brede floder. Jeg kender landskabet efter talrige bilkørsler fra Lahore via Rawalpindi og Islamabad videre til Peshawar. Først på den anden side af denne by – og det vil sige i ca. 50 kilometer fra grænsen mellem Pakistan og Afghanistan - ændrer landskabet fundamentalt karakter. Her begynder Hindukush-bjergene, der fortsætter på den anden side af den grænse, som Afghanistan og pashtunerne på begge sider af den ikke anerkender som en skillelinje.
Hvis pakistanske tropper, presset i kamp af indiske styrker, er under tilbagerykning hen over Punjab-sletten mod vest, så er først floderne og derefter bjergene kort før grænsen til Afghanistan deres naturlige forsvarspositioner. Det gråbrune bjergmassiv, der bag Khyber-passet fortsætter gennem hele det nordlige Afghanistan, er velegnet til forsvarskamp.
Ud fra et rent militærstrategisk synspunkt er det derfor helt logisk, at den pakistanske generalstab med sin opfattelse af, at Pakistan permanent er militært truet af Indien altid har betragtet det svage Afghanistan som sin naturlige ”strategiske dybde.”
Det er i kraft af dette trusselsbillede, at det pakistanske militær har kunnet etablere sin dominerende magt i samfundet og har kunnet sikre sig en urimelig stor del af budgettet til sine egne formål. Men dette aspekt skal ikke behandles her.

ISI i nøglerolle
Med den sovjetiske militære besættelse af Afghanistan fra 1979 til 1989 mistede Pakistan sin ”strategiske dybde” i nabolandet. De indiske og pakistanske interesser om den tørnede allerede sammen dengang. Som et af de få lande støttede Indien den sovjetiske okkupation af Afghanistan og efter dens afslutning også det kommunistiske styre i Kabul.
Pakistan med bistand fra især USA og Saudi Arabien var i modpartens lejr. De mobiliserede islamiske hellige krigere, mujahedinerne, fra Afghanistan og hele den muslimske verden til kamp mod den sovjetiske besættelsesmagt.
ISI, Pakistans militære efterretningstjeneste, fik den gang en nøglerolle. Våben og midler fra USA blev af ISI kanaliseret til modstandsgrupperne i Afghanistan. Men ikke ligeligt. ISI sørgede for, at den gruppe, der bedst senere ville kunne tjene Pakistans interesser i Kabul, fik hovedparten af leverancerne. ISI’s nære forhold til de islamiske militante grupper stammer fra dette tidspunkt.
Som en protest mod den senere tiltagende borgerkrig i landet og for at genoprette mere stabilitet organiserede en gruppe studerende ved koranskoler – såkaldte talibs - i 1994 deres bevægelse i Kandahar. Pakistan så straks sin interesse i at give den opbakning blev dermed fadder til talibanerne. Takket være omfattende militær bistand fra ISI indtog de i 1996 hovedstaden Kabul og etablerede her deres berygtede regime. Pakistan var det ene af de tre lande, der gav det diplomatisk anerkendelse.
Med talibanerne ved magten havde Pakistan genvundet sin ”strategiske dybde” i Afghanistan, mens Indien sammen med Rusland og Iran bistod talibanernes modstandere i Den nordlige Alliance.

Stenalder
Så kom den 11.september 2001. Fordi talibanstyret havde givet husly for Osama Bin Laden og – tilskyndet af en pakistansk delegation - nægtede det at udlevere ham, indledte USA som straf i oktober sin krig i Afghanistan, og talibanstyret faldt to måneder senere.
Af Washington fik Pakistans præsident, general Pervez Musharraf i september 2001 pistolen for brystet. Han fik valget mellem at opgive støtten til talibanstyret og slutte sig til USA’s ”krig mod terror” eller risikere, at Pakistan ville blive bombet tilbage til stenalderen.
Musharraf foretrak for første option. Dermed mistede Pakistan sin hidtidige dominerende indflydelse i Kabul. Men det militære efterretningsvæsen ISI kappede ikke forbindelsen til talibanerne. De blev bare løsnet en smule.
Med nu med USA’s militære tilstedeværelse var der for de pakistanske militære ledere opstået en ny strategisk situation i regionen. Til pakistansk forsmædelse var Indien ved at engagere sig kraftigt i nabolandet med bl.a. fem konsulater og omfattende investeringer i infrastrukturanlæg.
Regeringen i New Delhi har netop øget sin finansielle bistand til præsident Hamid Karzai med yderligere 450 millioner dollar oven i de i forvejen ydede 750 millioner dollar. Bare med sidstnævnte beløb var Indien allerede næststørste bidragyder til Afghanistan efter USA.

Mareridt
Pakistans militære lederes vision om ”strategisk dybde” i Afghanistan er blevet aflyst af et mareridt om omringning af en New Delhi – Kabul akse med fjendtlige naboer både mod øst og vest.
Hvordan skal Pakistans hær kombinere rollen som USA’s nære partner i ”krigen mod terror” og årligt modtage ca. én milliard dollar derfor – og samtidig via talibanerne arbejde for, at Afghanistan ikke stabiliserer sig og at Indiens indflydelse der ikke vokser?
Pakistans militære ledere er fanget i et dilemma. På den ene side skal hæren indsættes for at forhindre talibanerne i at operere i selve landet. Men på den anden side skal de stadig kunne fungere som en militær styrke i Afghanistan. Her skal talibanerne dog ikke være så stærke, at de kan overtage landet, men have styrke nok til, at de kan bremse den stigende indiske indflydelse.
For at nå det formål har talibanerne foretaget en række attentater, især mod de indiske arbejdere på et strategisk vigtigt vejprojekt, finansieret af Indien. Når det er afsluttet får Afghanistan mulighed for at importere og eksportere via en iransk havn. Hidtil har havnen i Karachi haft monopol derpå. Det indiske vejprojekt har dermed til formål at reducere Pakistans kommercielle interesser i sit naboland og samtidig give Indien adgang til det afghanske marked. Hidtil forbyder Islamabad indiske lastbiler at benytte den korteste vej til Afghanistan via det nordlige Pakistan.

Ambassade-atttentat
Den hidtidige kulmination i ISI’s bestræbelser på at ramme indiske interesser i Afghanistan var bombeattentatet mod Indiens ambassade i Kabul den 7. juli. Omkring 50 blev dræbt, herunder to indiske diplomater og omkring 140 blev såret.
Et par dage senere var Afghanistans præsident Hamid Karzai, ledsaget af sin forsvarsminister, på et officielt besøg i New Delhi arrangeret i hast. Formålet var over for omverdenen og med direkte adresse til Pakistan og ISI at understrege den nu endnu tættere alliance mellem de to Indien og Afghanistan.
Hvad fører denne nye situation frem til?
At det vil være formålsløst, at Washington forlanger, at Pakistan ”skal gøre mere” i sin indsats mod talibanerne. Det svarer til at forlange, det pakistanske militær skal handle imod, hvad det opfatter som sine egne interesser.
Som regional sværvægter vil Indien markere sine interesser i Afghanistan.
Men her har Pakistan også lige så legitime interesser.
Med Indien i et langt tættere strategisk partnerskab med USA og måske – i modsætning til Pakistan – på vej til legalt at kunne erhverve uran og nuklear teknologi på verdensmarkedet er det vanskeligt at se, hvordan Pakistan kan reducere sit mindreværdskompleks over for den store nabo – det, der er årsagen til det pakistanske militærs institutionaliserede opfattelse af en indisk trussel mod landet.
Snarere end endnu flere vestlige soldater til Afghanistan er der behov for et intenst diplomati over for Islamabad, New Delhi og Kabul for at dæmpe de nye spændinger, der allerede er mærkbare.
Den pakistanske avis Daily Times understregede i sin lederartikel den 3. august, at ”verden er gradvist ved at vågne op over for muligheden for en endnu en indisk-pakistansk krig – denne gang overført til Afghanistan og Pakistans stammebælte.”

ORKAN FORUDE

2008-08-02T21:25:00.005+05:30

Det politiske magttomrum i Islamabad efter valget den 18. februar er ved at gøre Pakistan til centrum for en mulig kommende orkan over Sydasien. Bag den står ISI, landets magtfulde militære efterretningsvæsen, og det militært dominerede ”establishment,” der mistede sin politiske indflydelse ved valget. Fordi den demokratisk valgte regering har vist sig at være så svag, har disse kræfter revet initiativet til sig.
Et udslag heraf er, at pakistanske tropper har brudt våbenstilstanden siden 2003 i Kashmir, hvor det den 28. juli kom til tolv timers artilleriduel med indiske styrker med dræbte på begge sider.
På indisk side vurderes forholdet til Pakistan i dag som det værste siden 2003, da de to lande var på vej mod krig og under vestligt pres afblæste mobiliseringen af tropper på begge sider af grænsen. Den indisk-pakistanske fredsproces siden da hænger i dag i en tynd tråd, fordi New Delhi ser pakistansk medvirken i bombeattentatet mod Indiens ambassade i Kabul den 7. juli, hvor omkring 50 omkom, herunder to indiske diplomater.
Inden det pakistanske brud på våbenstilstanden i Kashmir havde de ellers forbudte militante organisationer, der tidligere havde været aktive i partisankrigen i den omstridte provins, pludselig igen fået en højere profil i Pakistan. I den senere tid har de kunnet arrangere offentlige møder i de store byer. Pakistans militære ”establishment” har altid opfattet Indien som en trussel. Den er nu blevet endnu større på grund af Indiens tætte forhold til Afghanistans præsident Hamid Karzai. Ud over omfattende bistand finansierer Indien bl.a. anlæggelse af en strategisk vejstrækning, der kommer til at åbne for afghansk import og eksport via en havn i Iran. Dermed mindskes Afghanistans afhængighed af havnen i Karachi. ISI beskylder desuden Indien for at støtte oprørerne i provinsen Baluchistan og de islamistiske militante i stammeområdet.
Med artilleridueller hen over våbenstilstandslinjen i Kashmir vil de pakistanske generaler kunne henvise til, at nye styrker ikke kan blive indsat
mod de islamistiske pakistanske talebanere i den vestligste del af landet, grænsende op til Afghanistan i det såkaldte stammebælte – sådan som Washington kræver det.

Begrænset invasion
På denne front taler meget for, at det næppe vil vare længe inden amerikanske styrker retter flere målrettede angreb mod de afghanske oprøreres fristeder her og måske ligefrem foretager en begrænset invasion.
Pakistans premierminister Yusuf Raza Gilani har under et netop afsluttet besøg i Washington hos præsident Bush advaret imod sådanne amerikanske skridt og understreget, at den pakistanske hær står for at skulle øge sin indsats her.
Men hans problem er, at han opfattes som for svag over for det militære establishment. De militære ledere har en anden dagsorden end regeringen.
Det blev vist med al tydelighed umiddelbart før regeringschefens nylige afrejse til USA. Regeringen meddelte pludselig, at det militære efterretningsvæsen ISI med øjeblikkelig virkning var blevet henlagt under indenrigsministeriet. Dagen efter hed det lige så officielt, at denne meddelelse var blevet misforstået. Det var kommet til en syv timers natlig magtkamp mellem regeringen og den militære ledelse – og regeringen tabte slaget om civil kontrol med ISI.

Dobbeltspil
Dette militære efterretningsvæsen har længe været i amerikansk fokus for at spille et dobbeltspil i kampen mod de afghanske oprørere og deres støtter hos deres pakistanske talebanere. Det amerikanske efterretningsvæsen CIA har på baggrund af opsnappet kommunikation netop konkluderet:
# at ISI bidrager til aktivt at underminere amerikanske og NATO-troppers militære indsats i Afghanistan mod oprørerne,
# at ISI bistod ved planlægningen af attentatet mod den indiske ambassade i Kabul. Pakistan har tidligere indrømmet, at pensionerede ISI-officerer muligvis har bistået talebanerne, fordi ISI i 1990’erne havde været fadder til dem. Men CIA fremhæver at have bevis for, at de ISI-folk, der medvirkede ved planlægningen af attentatet på den indiske ambassade, var aktive i tjenesten. Underforstået: Deres ”assistance” må have været sanktioneret af højere instanser i ISI.
Som ved tidligere lejligheder benægtede Islamabad heftigt og officielt, hvad Washington præsenterede.

Våbenhvile
Pakistans civile regering har siden marts forsøgt en anden strategi over for de militante lokale talebanere. At forhandle våbenhvile med dem på betingelse af, at disse udviser udenlandske hellige krigere til gengæld for, at de pakistanske styrker trækkes ud af stammeområdet. Den 21. juli meddelte det pakistanske dagblad The News, at der nu er 8.000 udenlandske militante i stammebæltet, og at dette fik alarmklokkerne til at ringe i Islamabad.
Mens de pakistanske styrker ikke generer de militante oprørere langs grænsen til Afghanistan, er antallet af kamphandlingerne på den anden side af grænsen mod amerikanske og NATO-styrker i maj og juni blevet øget med 40 procent sammenlignet med de samme to måneder året forinden. I Afghanistan var de amerikanske tabstal i disse måneder større end i Irak, hvor USA har fire gange så mange soldater.
Fra stammebæltet iagttager pakistanerne en amerikansk troppeopbygning på den afghanske side af grænsen. Den bliver fortolket som, at Washington er frustreret med den manglende pakistanske militære indsats for at genvinde regeringens kontrol med de områder af landet, som de islamistisk militante har overtaget og i Waziristan-provinsen indført deres ”Islamiske Emirat,” som under talebanstyret i Afghanistan.

Mange meninger
Meningsmålinger viser, at et flertal af pakistanerne ønsker at forhandle med de lokale militante talebanere. De afviser, hvad de opfatter som USA’s krig mod dem. Kun den pakistanske elite ser kampen mod dem som Pakistans egen krig for at generobre de dele af landet, som regeringen ikke kontrollerer længere. Mere islamistisk tænkende i Pakistan plæderer for, at Islamabad skal opfatte de lokale talebanere som Pakistans forreste styrker i kampen mod de ”vantro vestlige besættelsesstyrker” i Afghanistan. Men fælles for de divergerende holdninger i Pakistan – det er en grasserende anti-amerikanisme.
En amerikansk tænketank, ”Council of Foreign Relations” advarede for nylig Washington mod at planlægge en invasion i det pakistanske stammebælte. Dens rapport ”Securing Pakistan’s Tribal Belt” forudser, at en sådan aktion vil blive mødt med modstand fra den pakistanske hær og de 165 millioner pakistanere, som vil opfatte den som et angreb på deres nationale suverænitet. Hertil kommer, at de pakistanske talebanere som reaktion i hele landet vil iværksætte bølger af selvmordsbombeaktioner som i 2007, der i december kulminerede med mordet på Benazir Bhutto.

Afbalancering
En pakistansk bekendt, Dr. Hasan-Askari Rizvi, har hver søndag en analyse i dagbladet Daily Times. Den 20. juli havde hans indlæg overskriften ”Saving Pakistan.” Han appellerede til, at USA afbalancerer behovet for kontrol med de militante i stammeområdet med det vigtige i sikre landets stabilitet. En amerikansk invasion i stammebæltet vil destabilisere Pakistan og dermed underminere USA’s mål at sikre mere stabilitet i Afghanistan, skrev han.
Amerikansk frustration over en svag regering i Islamabad, dens uafklarede forhold til et ISI med sin egen dagsorden og intensiverede kamphandlinger i Afghanistan på grund af støtte fra oprørernes fristeder i stammebæltet – alt dette understreger risikoen for, at krigen i Afghanistan står for at blive udvidet til Pakistan – og til Indien, ikke bare i Kashmir, men med flere bombeattentater som de nylige i Bangalore og Ahmedabad.

Mine bøger

2008-08-01T19:03:00.044+05:30

Oversigt hos SAXO.com

Omtale og beskrivelser fra forlag og boghandlere

Hellig krig i Kashmir

Indiens og Pakistans konflikt om Kashmir har varet siden de to lande blev selvstændige i 1947. Kashmir er den eneste delstat i Indien med muslimsk flertal. Fire gange har Pakistan indledt krig mod Indien for at bryde status quo. Uden held. Indiens fastholden ved Kashmir - på trods at man stort set har misrøgtet delstaten siden 1950erne - er et nøglepunkt, bl.a. fordi det bekræfter forestillingen om Indiens kulturelle og religiøse mangfoldighed.

I foråret var de to lande, der siden 1998 har haft atomvåben, igen på randen af krig. Anledningen havde på ny sit udgangspunkt i Kashmir. I begge stater talte ledere om at indsætte deres nukleare våben.

Günther Adolphen (f. 1941) har tilbragt det meste af sit professionelle liv som journalist uden for Danmark. I de sidste år har han været bosat i New Delhi som korrespondent for radioprogrammet Orientering. Han har i flere omgange opholdt sig i Kashmir-dalen, der domineres af muslimer, i Jammu hvis befolkning hovedsagelig er hinduer - og i Ladakh hvor flertallet er buddhister. Bogen er med andre ord også en reportagebog, øjenvidneberetninger fra en krig, der i de seneste ti år har kostet omkring 80.000 mennesker livet. (Saxo, GAD)
FagBogInfo

Indisk kalejdoskop - Indien i dag

Tiden er inde til at revidere den udbredte opfattelse af Indien som fattigt slum - eller eksotisk ferieparadis. Et nyt Indien er ved at opstå, præget af IT og internettet, nye, vestlige forbrugsmønstre og fremstormende lavtløns-industrier. Men også et Indien, som fortsat er præget af traditioner, religion og spiritualitet. Indisk kalejdoskop når hele vejen rundt - og giver et indtryk af et mangfoldigt og farverigt land, hvis politiske sammensætning og fremtidige udvikling i stigende grad vil få betydning også langt ud over landets grænser. (Saxo, Gyldendal)

Günther Adolphsen tager os først og fremmest med til det nye Indien, landet som siden 1998 har rådet over atomvåben. Landet hvis computer- og softwareindustri har erobret store dele af verden. Og hvis bilindustri nu også eksporterer sine biler til Europa. En række selskaber i de gamle industrilande overfører dele af deres arbejdsopgaver til Indien - det gælder også danske virksomheder. Og denne proces er først i sin indledende fase. Forude venter endnu flere velbetalte og kvalificerede job i Europa og USA på at blive flyttet til lavtlønslandet. (Tiderne Skifter)

Indiens nye mellemklasse , uddrag fra bogen som kronik i Information
FagBogInfo

Brændpunkt - Centralasien, Islam og den næste krig om olien

En af dansk udenrigsjournalistiks kendteste veteraner, radiokorrespondenten Günther Adolphsen, rejste i nogle måneder i egne af Centralasien, hvor udenlandske journalister ikke er velkomne. Resultatet af rejsen er denne bog. Günther Adolphsen tog af sted for ved selvsyn at stifte bekendtskab med situationen i en kriseramt region, som kan blive arnestedet for den næste store krig. (Saxo, Gyldendal)

I 1991 gik Sovjetunionen i opløsning, og republikkerne i det sovjetiske imperiums baggård i Centralasien – Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Usbekistan og Kirgisistan – blev konfronteret med en uafhængighed, som de ikke var forberedt på. Med selvstændigheden fulgte en identitetskrise, som stadig præger disse unge lande. Med den erfarne udenrigskorrespondents overblik og den rejsendes nysgerrighed introducerer Günther Adolphsen os for et Centralasien, der er rigt på plads og råstoffer, men hvor befolkningerne i de autoritære regimer er fattige og uden udsigt til mere demokratiske samfund. Gennem samtaler med folk fra alle samfundslag, giver Adolphsen indblik i dagliglivet i Asiens hjerte, hvor Rusland, Kina og USA i det såkaldte »New Great Game« rivaliserer om dominans. (Vandkunsten)

Anmeldelser

Hellig krig i Kashmir

"Bogen lodder stemninger på førstehånd, fra den indifferente pakistanske taxichauffør på vej mod Islamabad, til den kvindelige burka-formummede ekstreme leder af 'Troens døtre', der er parat til at dø for en såkaldt talibanisering af Kashmir. Det er en aktuel bog, om et brændpunkt, der ikke er skrevet meget om på dansk, som Vesten har en tendens til at glemme, men som med baggrund i religiøs og kulturel uenighed, alene i de sidste 10 år, har krævet mere end 80.000 sjæle på vandring mod hvilket som helst 'paradis'." - B.T.

Indisk kalejdoskop - Indien i dag

"Adolphsen gennemfører flere tiltrængte opgør med gængse fordomme om Indien...han har skrevet en bog, som vil give den almindeligt interesserede læser et godt indblik i Indien af i dag." - Weekendavisen

"Det er i afsnittene om hindufundamentalismen og det moderne Indien, at Adolphsen er skarpest og mest tankevækkende. Men dertil rummer hans kalejdoskop brogede, veltegnede billeder...Farvestrålende, konflikfyldt, kaotisk." - Information

Indien mellem modernitet og fundamentalisme - anmeldelse i Information

Brændpunkt - Centralasien, Islam og den næste krig om olien

"I Brændpunkt får læseren igennem et tapet af indtryk, bidder fra interviews med 'manden på gaden' og tilvejebragt af den garvede Adolphsens flydende, journalistiske skrivestil en god introduktion og kendskab til en kompleks region. ... anbefalelsesværdig for folk, der vil have et hurtigt indtryk af det moderne Centralasiens bredde og dybde ... Brændpunkt skal læses som en smagsprøve på denne fascinerende region - og for dét skal projektet have ros og indskrives som et vigtigt bidrag til forståelse af Centralasien." - Oxus - Nyhedsbrev for Centralasiatisk Selskab

Oxus Nr. 2 - December 2006 (pdf) - anmeldelse s. 14

Om denne blog

2008-08-01T18:02:00.011+05:30

Med bopæl i Indiens hovedstad vil denne blog naturligvis også beskæftige sig med Indiens opstigning på den globale radar. Anført af Kina og Indien med deres dynamiske økonomiske vækst og tiltagende politiske tyngde er Asien blevet en alvorlig udfordring for Vesten. Et væsentligt element heri er, at de fleste asiatiske lande råder over en professionel arbejdskraft, der må nøjes med betydeligt lavere lønninger end i Vesten. Det har allerede ført til udflytning af en række simplere arbejdsprocesser fra de gamle industrilande til f.eks. Indien, bl.a. "call centre." Men dette er bare begyndelsen. Forude venter KPO. Forkortelsen dækker over "Knowledge Process Outsourcing." Bag ved ligger, at inderne forbereder sig på at kunne løse videnstunge opgaver langt billigere end i Vesten, f.eks. finansielle analyser. Derved kommer globaliseringen også til at ramme veluddannede i mellemklassen i de traditionelle industrilande. De vil i stigende omfang opfatte Asien som en trussel mod deres levestandard. For vestlige regeringer er Asien en trussel mod den hidtidige indretning af deres samfund.
Diplomatisk viser disse lande at have store problemer med at "give plads" for de nye aktører på den store scene, f.eks. i internationake organisationer. Og Europa indretter sig som "Fort-EU."