For handelsfolk og pilgrimme langs karavaneruterne i muslimske regioner i Asien var caravanserais natteherberger for dem selv og deres kameler. De var et link i et netværk på tværs af grænser og samfund. Et mødested for udveksling af varer, nyheder, ideer og kultur - en platform for øget gensidig forståelse og accept af hinanden.

onsdag den 7. januar 2009

TALIBANISTAN - ET NYT LAND I NORDLIGE PAKISTAN:

En tilfældig artikel i dagens udgave af det pakistanske dagblad ”The News”
understreger, at større og større dele af Pakistans nordvestlige hjørne er ved at komme under de lokale talibaneres kontrol. Tilsvarende beviser kan man finde hver dag i notitser i den pakistanske presse. Dagens artikel beretter, at ligene af fem politifolk uden hoved er fundet liggende på et torv i Matta basaren i byen Mingora, der er hovedbyen i og indfaldsporten til Swat-dalen.
Swat-dalen var tidligere et turistområde og blev kaldt det pakistanske Schweiz.
Under et længere ophold i Peshawar i efteråret 2001 overvejede min hustru og jeg at tilbringe en weekend der. I dag ville dette være umuligt. Uanset det pakistanske militærs tilstedeværelse her, domineres dalen af talibanerne.
Fra det uvejsomme stammebælte langs grænsen til Afghanistan er talibanerne ved at brede deres indflydelse til andre områder øst derfor. Swat-dalen er et bevis derpå, da den ikke er en del af stammebæltet, men kun få timers kørsel fra Islamabad.
Hvor talibanerne og ikke de officielle pakistanske myndigheder har det sidste ord, der har de den 2. januar forbudt, at kvinder ikke må være i besiddelse af ID-kort med foto. Enker må ikke længere acceptere nødhjælp fra myndighederne. DVD-butikker og at se fjernsyn blev endnu en gang forbudt. Visse steder må kvinder ikke gå på indkøb.
Nye dekreter fulgte kort efter. Drenge og piger må ikke gå i skole sammen. I sidste måned besluttede talibanerne i Swat-dalen at forbyde piger at gå i skole. Efter lokale protester blev forbuddet slækket. Nu gælder forbuddet kun for piger over ni år. Alkohol er bandlyst. Talibanerne forklarer, at de med disse forbud indfører sharia, koranloven. Med terror og ved at myrde deres modstandere tvinger de folk til at efterleve deres påbud. Talibanerne er hermed ved at etablere et alternativ til de officielle myndigheder i de områder, som disse har mistet kontrollen over.
En gængs sandhed er, at talibanerne med deres strenge adfærdskodeks egentlig bare udrykker traditionelle konservative normer blandt folk i denne del af Pakistan.
Den private tænketank ”Center for Research and Security Studies” har foretaget et rundspørge blandt folk her – og den beviser det modsatte.
Undersøgelsen FATA-Real inside viser, at 86 pct. er imod forbudet mod DVD’er. 95 procent ønsker, at deres døtre går i skole. 92 procent afviser, at talibanerne er udtryk for den ægte Islam. 91 procent skønner, at talibanerne handler forkert. 84 procent er overbeviste om, at de religiøse partier ikke udtrykker folks ønsker.
”Times of India” forklarer i dag på forsiden, at denne truende talibanisering finder sted kun lidt over 400 kilometer fra grænsen mellem de to lande. Artiklen er ledsaget af et kort med et nyt land, ”Talibanistan.” Det består af det nordvestlige Pakistan og det sydlige og østlige Afghanistan.
For at overbevise læserne om, at dette ”Talibanistan” er tæt på Indien sammenligner artiklen med tilsvarende afstande mellem byer i Indien. Der er således kortere fra Indien til ”Talibanistan” end fra New Delhi til Lucknow, hovedbyen i den nordlige nabodelstat Uttar Pradesh.
PS! Et par dage efter at jeg skrev dette indlæg, havde det store pakistanske dagblad The Dawn en omfattende beskrivelse af den forfærdelige tilstand i Swat-dalen, som nu nærmest helt domineres af talibanere.

mandag den 5. januar 2009

BOMBAY-MASSAKRE: SANDHEDENS TIME FOR PAKISTAN

Pakistan blev i dag for første gang officielt præsenteret for den indiske regerings materiale, der anklager ”elementer” i landet for at stå bag Bombay-massakren i november, der kostede op mod 200 mennesker livet.
Det skete samtidig med at en udsending fra Washington er i Islamabad for her bl.a. at drøfte det materiale, som FBI, det amerikanske forbundspoliti, har forelagt myndigheder. Som det indiske peger det på pakistanske forbindelser til terroren i Bombay.
Indiens indenrigsminister – udnævnt efter Bombay-massakren – rejser til Washington de kommende dage for at præsentere den amerikanske administration for de indiske indicier, der peger på, at terroristerne havde deres udgangspunkt i Pakistan og her havde fået støtte af statslige organisationer.
Islamabad har hidtil afvist alle indicier, der peger i retning af, at terroristerne i Bombay var pakistanere, og at de var trænet og ledet af navngivne personer i en forbudt terrororganisation. De har benægtet, at den overlevende terrorist (foto: under aktion i Bombay) er pakistaner med henvisning til, at hans navn ikke findes i landets dataregister. Men det omfatter kun en tredjedel af landets befolkning.
Så derfor afventes den pakistanske regerings reaktioner på det officielle anklagemateriale fra regeringen i Delhi og på det fra FBI med betydelig spænding.
Den indiske regering søger med udenlandsk bistand, især USA’s, at tvinge den pakistanske regering til håndfast at gribe ind over for de klart identificerede organisationer og enkeltpersoner, der stod bag terroroverfaldet i Bombay.
I en artikel i dagbladet ”The Hindu” bliver Delhi-regeringens diplomati efter Bombay kritiseret. Med sin fremgangsmåde er Indien faldet tilbage i sin traditionelle rolle som læremester på en måde, der har øget Pakistans i forvejen betragtelige mindreværdskompleks over for Indien. Præsident Asif Zardari er blevet trængt op mod væggen og her har han måttet slå ind på samme linje som den oppiskede offentlige opinion i landet.
I stedet for burde Delhi straks efter Bombay-aktionen have sendt diplomater til Islamabad for her at overbevise om kernen i den indiske argumentation: begge lande skal bekæmpe den terrorisme, der truer Pakistan mere end Indien.
Artiklen beklager, at dette ikke er sket og kritiserer Delhi for at have ”uddelegeret” sit ansvar til andre regeringer i forventning om, at de over for Pakistan vil gøre, hvad Indien ikke selv vil.
Men de indiske forventninger til udfaldet af amerikanske mulige anstrengelser over for Islamabad er mere end begrænsede. Årsagen er, at USA i krigen i Afghanistan – hvor antallet af amerikanske soldater står for at blive nærmest fordoblet i de kommende måneder – mere end hidtil har brug for støtte fra den pakistanske hær. Konfronteret hermed tæller de indiske interesser ikke meget.
Med den amerikansk-indiske atomaftale og i retorikken omkring den hed det, at USA vil bistå Indien til at blive en af de væsentlige globale aktører. Det har ført til, at mange i Indien blindt sat deres lid til Washington og den strategiske aftale mellem de to lande. Set fra Delhi er forholdet til USA strategisk, mens det amerikanske til Pakistan bare er taktisk på grund af krigen i Afghanistan – og dermed ikke langsigtet.
I frustration over at det hidtidige amerikanske diplomati over for Islamabad på Indiens vegne efter Bombay ikke fører til, hvad Delhi kræver, så er adskillige i Indien gradvist ved at vågne op til, at USA i Sydasien har brug for et balanceret forhold mellem Indien og Pakistan for at bevare sine egne interesser som en supermagt i regionen.

lørdag den 3. januar 2009

BOMBAY-MASSAKRE : PAKISTANS HÆR TRÆKKER DET LÆNGSTE STRÅ

”Naia Sal, Mubarak Ho” er den sædvanlige nytårshilsen på hindi og urdu – dvs. i store dele af Indien og i Pakistan. Men efter terroroverfaldet i Bombay den 26.-29. november med op mod 200 omkomne og Pakistans afvisning siden da af enhver direkte eller indirekte forbindelse hertil, så er der ved årsskiftet ikke udvekslet nytårshilsener mellem de indiske og de pakistanske ledere.
Islamabad afviser f.eks. at den overlevende terrorist (foto) i fængsel i Bombay er pakistaner, selvom hans far i Pakistan indrømmer, at han er hans søn. I sit brev til de pakistanske myndigheder erklærer terroristen, at han er pakistaner og anmoder om pakistansk juridisk støtte. Men i Islamabad er den officielle udlægning, at hans brev er skrevet under indisk pres og at hans ordvalg er "upakistansk."
Den indiske regering er dybt frustreret ved udsigten til, at især USA ikke har kunnet eller ikke har villet lægge så meget pres på regeringen i Pakistan, at den konfronteret med tungtvejende beviser på en pakistansk forbindelse til terroren i Bombay ikke tager juridiske konsekvenser over for terroraktionens identificerede bagmænd. Washington støtter heller ikke længere Delhis krav om deres udlevering til Indien, men forlanger i stedet, at de stilles for retten i Pakistan. Men foreløbig er dette ikke sket.
Adskillige i Indien er ved at spørge om nytten af, at landet er i et strategisk partnerskab med USA. Fra Delhi ser det ud som om, at den amerikanske ”krig mod terror” her resulterer i, at Washington stiltiende accepterer terrorisme for at skåne sin allierede i krigen i Afghanistan, den pakistanske hær. Den har navigeret elegant gennem terror-krisen og har haft de største fordele af terroraktionen i Mumbai ved på samme tid at være allieret med USA og talibanerne.
Krigshysteriet i Pakistan er ved at lægge sig, fordi det har udspillet sin rolle. Fokus blev fjernet fra Pakistan på den internationale anklagebænk som udklækningsanstalt for global terror over til i stedet national samling over for angivelige trusler fra landets traditionelle fjende Indien. Det pakistanske militær var i løbet af det seneste år blevet dybt upopulært på grund af dets støtte til præsident Pervez Musharraf. Ved at manipulere de pakistanske medier og dermed den folkelige opinion med en indisk militær trussel har de pakistanske generaler elegant kunnet udmanøvrere regeringen i Delhi.
Pakistans militære establishment og dets efterretningsvæsen ISI er i dette forløb blevet styrket over for den amatøragtige præsident Asif Zardari og hans folkevalgte regering med alle sine modsigelser. Det aktive civilsamfund i Pakistan, der tvang præsident Musharraf til at gå af – det er forsvundet i det chauvinistiske klima. Fordi der kun er få muligheder for, at regeringen manifesterer sig over for den militære magt-modpol, så er det nærliggende at skønne, at landets fortsatte overgang til et demokratisk system, hvor regeringen kontrollerer militæret, er indstillet indtil videre.
I et kommende indlæg vil jeg beskæftige mig med indiske analytikeres frygt for, at Indien i kølvandet på USA’s kommende fordobling af antallet af soldater i Afghanistan og præsident Obamas planer om at ”regionalisere” denne konflikt bliver trukket med ind i krigen i Afghanistan

onsdag den 24. december 2008

EFTER BOMBAY : INDIEN OG PAKISTAN I BLINDGYDE

Det amerikanske forbundspoliti FBI støtter de indiske indicier – at den blodige massakre i Bombay den 26.-29. november, der kostede op mod 200 mennesker livet, var gennemført af pakistanere, og at disse igen modtog bistand fra statslige organisationer i Pakistan.
Bevæbnet hermed håber den indiske regering, at det internationale pres, bl.a. fra Saudi Arabien, på den pakistanske regering øges og tvinger den til at imødekomme de indiske krav om at eliminere, hvad der betegnes som den terroristiske infrastruktur.
Men det sker uden tvivl ikke. Anført af ISI, det militære efterretningsvæsen, er fokus i Pakistan ikke længere på spørgsmålet om terrorisme, men derimod på, hvad der udlægges som en indisk militær trussel mod landet.
Massemedierne i Pakistan har kraftigt bidraget hertil. Dagbladet ”Pakistan Observer” er kendt for at stå det militære establishment nær. I en lederartikel argumenteres for, at konfronteret med den indiske militære trussel skal hæren stoppe kampene mod de islamistiske talibanere i landets vestlige del og i stedet blive flyttet til grænsen mod Indien. Regeringen i Delhi bliver belært om, at Pakistan ikke er Afghanistan og Indien ikke er USA. Den lektie vil Indien lære ved en aggression mod Pakistan, bliver det understreget.
TV-kanalerne har især bidraget til krigshysteriet i Pakistan. I et indlæg i dagbladet "The News" tager skribenten afstand herfra i en kommentar, der koncentreret sig om, at når man stiller dumme spørgsmål, så får man også dumme svar. Denne artikel er disse dage en undtagelse i det pakistanske krigshysteri.
De pakistanske talibanere – som hæren ellers er indsat imod i stammeområdet – erklærer sig rede til at kæmpe sammen med de pakistanske soldater mod Indien i tilfælde af krig. Talibanernes bidrag vil være tusinder af selvmordsbombere.
Fra den indiske side kommer appeller til naboen om at indstille det skingre krigshysteri. Spændingerne mellem de to lande har sit udgangspunkt i terrorisme og ikke en mulig krig, betones det.
Islamabad barrikaderer sig bag argumentet, at Indien ikke har leveret beviser for, at terroren i Mumbai har forbindelse til Pakistan. Den overlevende, fængslede terrorist Ajmal Amir Kasab (foto – i morderisk aktion i Mumbai ) har skrevet et brev til de pakistanske myndigheder med anmodning om deres bistand. Han oplyser, at han er pakistaner, og han beder regeringen om i Pakistan at arrangere begravelse af de ni terrorister, der omkom i Mumbai. Muslimske organisationer her haft afvist, at de kan blive begravet på en muslimsk gravplads i Indien.
Efter at have modtaget hans brev meddeler udenrigsministeriet i Islamabad, at dette ikke beviser, at han er pakistaner. Hans navn findes nemlig ikke i den pakistanske database – men den omfatter kun en tredjedel af befolkningen.
Indien og Pakistan er på vej ind i en blindgyde. Regeringen i Delhi håber, at Islamabad bøjer sig under det internationale pres. Pakistan synes derimod at satse på, at de udenlandske regeringer inden længe bliver trætte af de indiske bestræbelser for at tvinge dem til at få Islamabad til at forbyde terrororganisationer og bringe deres ledere for retten. Kort sagt: opgive den jihadi-udenrigspolitik, der ud over Indien også manifesterer sig i Afghanistan.
****************
Fra omgivelser, der ikke kender begrebet julefred - og slet ikke i øjeblikket - ønsker jeg ikke desto mindre læserne af Caravanserais en Glædelg Jul og et Godt Nytår - selv om 2009 uvægerligt bliver et problematisk år ikke bare i Indien, Pakistan og Afghanistan.

mandag den 22. december 2008

BOMBAY-MASSAKRE: PAKISTAN HAR SIDEN MISTET AL TROVÆRDIGHED

Næsten fire uger er gået siden den blodige terror-massakre i Bombay den 26.-29. november med op mod 190 omkomne. Siden da har den demokratiske regering i Pakistan og præsident Asif Zardari stort set mistet al troværdighed.
Alle indicier peger på, at terrorhandlingen var planlagt i Pakistan og gennemført af pakistanere.
Hvad mændene bag aktionen ikke havde forudset var, at en af en terroristerne overlevede, hvad der var planlagt som et kamikaze-angreb. I fængsel har den 21-årige Ajmal Amir Kasab (foto) åbenbart nærmest talt frit fra leveren.
Og netop dette skaber den voldsomme kattepine i Islamabad, hvor regeringen er kommet under et massivT internationalt pres for én gang for alle at destruere, hvad der betegnes som den terroristiske infrastruktur, der er blevet en global trussel.
Hvis regeringen skulle have vilje til at gøre dette, støder den på modstand fra de andre magtpoler i Pakistan. Den civile regering er nemlig kun den ene af dem. Andre vigtige er det militære establishment med ISI, det militære efterretningsvæsen, og de islamistiske terrororganisationer, støttet af de religiøse partier. I hvert fald tidligere har ISI etableret sådanne islamistiske militante organisationer og samarbejdet med dem som led i Pakistans jihadi-udenrigspolitik, f.eks. i den indiske del af Kashmir og i Afghanistan.
Ajmal Amir Kasab har forklaret, at han stammer fra en landsby i Punjab-provinsen. Over for en pakistansk tv-station har hans far bekræftet, at det er hans søn, der nu er fængslet i Bombay.
Præsident Asif Zardari erklærede i første omgang, at terrorangrebet i Bombay var blevet udført af ”ikke-statslige-aktører,” underforstået: at den pakistanske regering ikke kan drages til ansvar for deres handlinger. Over for denne udlægning har den indiske udenrigsminister ironisk spurgt, om de var faldet ned fra himmelen eller fra en anden planet.
Præsident Zardari benægter fortsat, at Ajmal Amir Kasab er pakistaner. En politiker fra hans parti har anlagt retssag mod tv-stationen, fordi den med sit interview med hans far skader Pakistans omdømme i udlandet. Zardaris politiske modstander, tidligere premierminister Nawaz Sharif erklærer, at naturligvis er den fængslede terrorist pakistaner. Hermed lægges op til skærpet konfrontation mellem regeringen og det største oppositionsparti.
FN’s Sikkerhedsråd dekreterede for nylig, at den islamistiske organisation Jamaat-ud-Dawa er frontorganisation for den forbudte terrororganisation Lashkar-e-Taiba. Pakistan fik hermed pålæg om at forbyde Jamaat-ud-Dawa og ellers risikere FN-sanktioner. Regeringen i Islamabad har dekreteret lukning af en række af Jamaat-ud-Dawas talrige afdelinger over hele landet og enkelte af medarbejderne er tilbageholdt. Jamaat-ud-Dawas leder er officielt blev sat i husarrest i tre måneder.
Ingen har tillid til virkningen og varigheden af disse indgreb. Tilsvarende blev gennemført i 2002 – og få uger senere var de islamistiske militante i aktion igen. Den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice har netop belært Islamabad om, at regeringen ikke denne gang bare kan feje problemerne ind under tæppet.
Jamaat-ud-Dawa er en omfattende velgørenhedsorganisation og kendes af den brede befolkning kun som en sådan. Med med sit brede kontaktnet rekrutterer den hellige krigere til Lashkar-e-Taiba, bl.a. Ajmal Amir Kasab i Bombay. Mange pakistanere vil blive direkte berørt af et forbud mod den. Derfor tøver regeringen. De politiske partier kræver derfor, at den skal ophæve de foranstaltninger, der er blevet indført over for Jamaat-ud-Dawa.
Regeringen i New Delhi forsøger via et internationalt diplomatisk pres på Pakistan at få regeringen til at eliminere terrorist-infrastrukturen og udlevere folk, der tidligere har begået terrorhandlinger i Indien. Men Islamabad bevæger sig ikke.
Regeringen der har bestræbt sig på at flytte fokus fra et spørgsmål om terrorisme over til indiske trusler om et militært angreb på Pakistan.
Regeringen i Delhi har for første gang samlet sine ambassadører i udlandet til rådslagning om Indiens fremtidige diplomatiske strategier og herunder naturligvis forholdet til den vanskelige nabo med den nye betegnelse ”Terroristan.”
En indisk militær aktion mod genstridige Pakistan er næppe sandsynlig. Men officielt udelukker Delhi ikke denne option. Indtil videre satser Indien på, at udlandet med USA i spidsen og med betydelig indflydelse i Islamabad bistår præsident Zardari i hans vanskelige konfrontation med militæret og de islamistiske organisationer og partier. Men Delhi er mere end frustreret over udfaldet og forlanger væsenbtligt mere.
Ellers må Indien selv træde til, er budskabet fra udenrigsministeren over for landets samlede ambassadører.

mandag den 15. december 2008

PAKISTAN : PRÆSIDENT ZARDARI ER ALLEREDE PÅ TILBAGETOG

Den amerikanske senator John Kerry – formand for Senatets udenrigspolitiske udvalg og fremtidig nøgleperson i Barack Obamas administration – er den seneste udenlandske budbringer hos Pakistans præsident Zaradri. Før ham var det både den britiske premierminister Gordon Brown og US-viceudenrigsminister John Negroponte, og den første efter terror-massakren i Bombay den 26-29. november var den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice. Præsident George W. Bush er
uventet ankommet i Afghanistan efter et overraskende besøg i Irak. Er han også på vej til Islamabad?
Dette massive opbud af tunge udenlandske regeringers repræsentanter er udtryk for det internationale pres, som den pakistanske politiske ledelse er under for én gang for alle effektivt at få skovlen under det islamistiske terror-miljø, der både er en trussel mod omverdenen og den pakistanske stat selv.
Den overlevende pakistanske terrorist i Bombay (Foto) har leveret så mange oplysninger om hvor, hvordan og assisteret af hvem, den omfattende aktion i Bombay er blevet planlagt og gennemført, at regeringen i Islamabad i dag står med ryggen mod muren.
Det er helt tydeligt, at ingen af de udenlandske udsendinge hos præsident Zardari i modsætning til tidligere ikke vil lade sig spise af med indgreb på skrømt over for terrororganisationerne og deres ledere. Efter at terrorgrupperne officielt var blevet forbudt, genopstod de snart efter under et nyt navn. Deres ledere var kortvarigt i husarrest hjemme hos dem selv – og inden længe tilbage i deres rolle.
FN’s Sikkerhedsråd satte den 10. december den pakistanske organisation Jamaat-ud-Dawa (JuD) og fire af dens ledere på sin liste over forbudte terroristiske organisationer på grund af forbindelse til ligeledes forbudte Lashkar-e-Taiba og Al Qaeda. Regeringen i Islamabad havde forinden erklæret, at den ville følge eksemplet. En række JuD-afdelinger blev over weekenden lukket og ledere og aktivister sat i husarrest.
Men egentlige arrestationer og fængslinger var der derimod ikke tale om.
Allerede nu er der flere tegn på, at regeringen er på tilbagetog i forhold til disse indgreb mod JuD.
Det forlyder nu, regeringen ikke agter at gennemføre et egentlig forbud mod JuD.
Flere af de tilbageholdte JuD-aktivister har også genoptaget deres virke.
Regeringens meddelelse om, at JuD’s bankkonti skulle være blevet indfrosset viser sig at have været så ineffektivt, at JuD i tide har kunnet tømme sine konti inden indefrysningen blev effektiv.
Den civile regering i Islamabad er bare en af landets konkurrerende magtpoler. De andre er militæret, dets ISI-efterretningsvæsen, de islamistiske partier, de islamistiske militante organisationer, de lokale talibanere og endelige store dele af befolkningen, der på grund af årelang indoktrinering ikke opfatter den islamistiske terror som en trussel mod den pakistanske stat i sin nuværende udformning.
En anti-islamistisk kulturrevolution i Pakistan lader vente på sig. Dermed fortsætter Pakistan med at være en ”migræne” for omverdenen.

lørdag den 13. december 2008

PAKISTAN I ANTI-ISLAMISTISK KULTURREVOLUTION?

Er den pakistanske civile regering i færd med at lancere en længe ventet kulturrevolution som udløber af pakistanske terroristers medvirken i den 60 timer lange massakre i Bombay, der begyndte den 26. november, hvor op mod 200 omkom?
Benytter regeringen den nye mulighed til et endeligt opgør med de islamistiske partier, de islamistiske organisationer og deres terrorgrupper, der har forpestet livet i Pakistan i de senere år omkring 30 år?
Er den demokratisk valgte regering samtidig i færd med at knuse den dominerende magt, som det militære establishment og dets efterretningsvæsen ISI har haft i det meste af Pakistans eksistens?
Den nye mulighed for Pakistan er, at FN’s sikkerhedsråd har erklæret Jaamat-ud-Dawa (JuD) for at være frontorganisation for Lashkar-e-Taiba (LeT), som FN tidligere har sat på sin liste over forbudte terrorgrupper.
Takket være den eneste overlevende terrorist (Foto: på banegård i Bombay), der medvirkede i massakren i Bombay i tre dage efter den 26. november, råder Indien over talrige indicier, der alle peger på, at LeT stod bag myrderierne i Indiens største by. Op mod 200 omkom, herunder også talrige udlændinge.

Kinesisk overraskelse
Afgørende for, at FN’s Sikkerhedsråd har erklæret JuD og fire af dens ledere for terrorister og forbudt organisationen er, at Kina i modsætning til tidligere ikke modsatte sig dette.
Hvordan skal dette tolkes? At de indiske indicier er så tungtvejende, at Beijing ikke vil slutte op om Islamabads afvisning af påstanden om pakistansk medvirken i Bombay?
Eller at den pakistanske regering med ryggen mod muren hellere vil tvinges til at gribe ind mod JuD på ordre fra FN end under pres fra USA og Indien?
Den pakistanske regering er i færd med at lukke JuD’s talrige afdelinger over hele landet og tilbageholde deres aktivister. Lederen af JuD er sat i tre måneders husarrest.
Indien erklærer, at disse forholdsregler ikke er tilstrækkelige. New Delhi forlanger, at de tilbageholdte sættes i fængsel, at der indledes regulære retssager imod dem og at den ”terroristiske infrastruktur” bliver opløst. Desuden forlanger Indien, at omkring 40 personer opført på en liste, bliver udleveret. Dette afviser Islamabad kategorisk og henviser til, at de vil blive retsforfulgt i Pakistan, hvis inderne leverer fældende bevismateriale imod dem.
Den pakistanske afvisning hænger sammen med, at folk på denne liste vil kunne kaste lys over talrige års samarbejde mellem ISI og de islamistiske terrorgrupper og deres terroraktivitet i Indien.

Tilbageslag for militæret
Som Indien ønsker den civile regering i Islamabad et endeligt opgør med en generations islamistiske arv og dens bevæbnede jihadi-grupper. Men det militære establishment mener at have brug for dem overfor både Afghanistan og Indien. Det modsætter sig derfor at forbyde dem.
Regeringen havde forinden gjort det klar, at hvis FN beslutter at forbyde JuD, så vil den også gøre det. ”Ellers vil Pakistan risikere at blive udråbt som terroriststat,” har forsvarsministeren udtalt.
Under forhandlingerne i FN om at sætte JuD på terrorlisten vandt regeringen og dens diplomati over militærets eget lobbyarbejde der. At JuD nu internationalt er erklæret som en terrororganisation er et betydeligt tilbageslag for det militære establishment.
De øjeblikkelige gnidninger mellem regeringen og militære afspejler sig bl.a. i afvisningen af at udlevere terrormistænkte i Pakistan til Indien.
Et andet udslag kan blive, at ISI tilskynder folk til at demonstrere mod lukningen af JuD og dens omfattende velgørende aktiviteter. Via sit enorme netværk af børnehaver, skoler, moskeer med madrassaer, sundhedsklinikker o.a. – sådan rekrutterer JuD hellige krigere til LeT som den overlevende terrorist i Bombay også blev det.

Meningsskred
Et betragteligt meningsskred er tilsyneladende under udvikling i Pakistan efter FN’s beslutning. I dagbladet The News hedder det bl.a., at de øjeblikkelige forholdsregler mod JuD ikke kan være tilstrækkelige. Tilbageholdelserne og forbuddet kan kun være de første skridt – flere er nødvendige for helt at fjerne det greb, som JuD har på samfundet. Kommentaren fremhæver, at hvis dette ønske kommer fra pakistanerne selv og ikke som følge af pres fra USA, FN og Indien, så skal der gøres meget mere.
Samme tendens er der i en kommentar i dagbladet The Dawn med overskriften ”Den fælles fjende.” Artiklen beklager, at massakren i Bombay har fjernet opmærksomheden fra den indre fjende til den ydre. Men dette må ikke ske, hedder det videre. Pakistan må acceptere at blive opfattet som centrum for terrorisme…Vi er konfronteret med isolation og intern ruin, hvis den fælles fjende ikke bliver elimineret.
De næste uger vil vise, om Pakistans civile regering med bred international støtte – også Kinas – er i stand til at gennemføre den kulturrevolution, som den spagt er gået i gang med.
Eller om det militære establishment med støtte de islamistiske partier og de islamistiske organisationer samt en mobiliseret folkemængde er i stand til at blokere derfor og dermed sikre fortsat mental talibanisering af pakistanerne.

tirsdag den 9. december 2008

AFGHANISTAN : INDIEN NÆRMER SIG MOSKVA OG FJERNER SIG FRA USA

Ruslands præsident Dmitry Medvedev var for nylig på officielt besøg i New Delhi, men det blev overskygget af den samtidige terroristiske massakre i Bombay. Udfaldet af hans drøftelser med repræsentanter for den indiske regering kom dermed til at drukne i informationsstrømmen omkring terroristerne og de næsten 200 omkomne.
Men det er værd at vende tilbage til udfaldet af de russisk-indiske forhandlinger, der også fandt sted på et tidspunkt, hvor USA’s globale magt er svindende, og det internationale system dermed står for ændringer.
I sluterklæringen efter samtalerne i New Delhi skinner det igennem, at Indien og Rusland gensidigt søger en endnu tættere tilnærmelse i en fase, hvor den amerikanske dominans står for at formindskes. Dette er også blevet noteret i Beijing.
Tilnærmelsen fremgår helt klart i den fælles russisk-indiske fortolkning af situationen i Afghanistan.
Rusland opfordrer Indien til at vende sig mere mod SCO (Shanghai Cooperation Organisation), hvor landet har status som observatør. SCO omfatter Rusland, Kina,
Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Iran er også observatør i SCO.
Sluterklæringen taler om den ”forværrede sikkerhedssituation” i Afghanistan og efterlyser ”en sammenhængende og fælles international forpligtelse” til at dæmme op for truslerne fra Afghanistan.
Heri ligger en kritik af den amerikansk ledede militære aktion i Afghanistan og er samtidig en afvisning af Washingtons og NATO-landenes bestræbelse på at alene ”have patent” på løsningen af konflikten i Hindukush.
I den indisk-russiske erklæring efter præsident Medvedevs forhandlinger i New Delhi hedder det, at ”begge parter anbefaler det russiske initiativ til at organisere en international konference inden for rammerne af SCO’s medlemsstater og observatører.”

Regional løsning
USA har tidligere med held kvalt tilsvarende russiske bestræbelser på at involvere SCO i Afghanistan. Bag dem ligger nemlig en udfordring til Washingtons insisteren på at have monopol på krigen i Afghanistan og vilkårene for dens afslutning.
Særdeles interessant er det, at New Delhi nu tilslutter sig det russiske udspil om en regional løsning på krigen i Afghanistan. Indien markerer hermed, at det ikke er nødvendigt at vente på Barack Obamas planer om at anbringe krigen i Afghanistan i en regional ramme. Indien går hermed på afstand af Washingtons kommende strategi, der forudser en ledende amerikansk rolle i en mulig regional løsning på Afghanistan.
Uanset den strategiske tilnærmelse i de senere år mellem Indien og USA så distancerer New Delhi sig nu fra de amerikanske bestræbelser på at holde SCO ude af Afghanistan. Hermed anerkender New Delhi også indirekte, at SCO er relevant for sikkerheden i Sydasien.
Indien erkender, at USA kun i begrænset omfang kan lægge pres på Pakistan for at imødekomme de indiske krav til Islamabad efter massakren i Bombay. Årsagen er, at USA har brug for Pakistan i krigen i Afghanistan.
Derfor kan terroren i Bombay markere et vendepunkt i Indiens regionale politik – med større tilnærmelse til Rusland, Kina og Iran.

søndag den 7. december 2008

EFTER BOMBAY : PAKISTAN FORSONER SIG MED SINE TALIBANERE

”De må forstå, at alle pakistanere er skabs-talibaner. Det er de på grund af den særlige ”Pakistan-ideologi,” som har domineret de offentlige skolers læseplan i de seneste tredive år. I første klasse lærer eleverne f.eks., at ”A” står for Allah og ”J” for Jihad. Hurtigt lærer de, at Indien er Pakistans arvefjende, der arbejder på at få landet til at gå i opløsning.
Dette verdensbillede bevarer de fleste som voksne, da de undervejs ikke er blevet udsat for andre meninger, der har tilskyndet dem til at revidere deres indoktrinerede syn på Pakistan og dets plads i verden. Dem, der er udgået fra koranskoler – de er blevet militante talibanere.
Så egentlig er hele den pakistanske befolkning i dag mere eller mindre talibaniseret – og dermed positive over for talibanernes ekstremistiske ideologi.”
(Foto: Under massakren i Bombay satte terroristerne til til byens berømte hotel Taj Mahal Palace)
Denne udlægning fik jeg for nylig af en forsker på en tænketank i Islamabad. Vedkommende havde boet i USA i en årrække, hvor han måtte have været udsat for talrige andre fortolkninger af verden end i Pakistan. Men under samtalens forløb noterede jeg dog, at opholdet i udlandet ikke havde udvisket hele den ”Pakistan-ideologi,” som han havde fået indpodet. Han var således overbevist om, at Indien har andel i oprøret i stammeområdet og i Baluchistan. Han frygtede, at Indien med sin bistand til Afghanistan søgte at omringe Pakistan. For mig var det påfaldende, at han valgte disse simple forklaringer på langt mere komplekse problemstillinger. Men de lå i hans rygmarv.

Reaktion på Bombay-massakre
Det er med min samtale med ham i baghovedet, at jeg observerer, at Pakistan som en reaktion på terror-massakren i Bombay signalerer at være rede til at indstille kampen mod taliban-oprørerne og flytte de 100.000 soldater i stammeområdet til grænsen mod Indien. I pakistansk optik har Indien truet med militær gengældelse for, at terrorangrebet i Bombay havde sit udgangspunkt i Pakistan.
Protesterne i Indien over, at det var muligt at gennemføre en så omfattende og velplanlagt terroraktion var især rettet mod de indiske myndigheders svigt. Premierminister Manmohan Singh sigtede dog til, at mændene bag massakren havde fået bistand ”udefra” uden nærmere specifikation.
Jeg er i læsning af indiske aviser ikke stødt på krav om militære angreb på Pakistan. Heller ikke fra oppositionspartiet BJP. Derimod har tonen i indisk tv været chauvinistisk – men dette kan i sig selv ikke nok til, at en regering foretager en så drastisk kovending, som Islamabad har gjort ved nu at erklære de lokale talibanere for ”sande patrioter,” fordi de erklærer sig rede til at kæmpe sammen med hæren mod Indien - hvis militæret opgiver sine aktioner mod dem i stammebæltet.
Denne strategiske ændring er et resultat af, at Pakistans demokratiske ledere er kommet til kort i magtkampen mod det militære establishment. I dag taler pakistanske aviser om ”national enhed” i landets svar på, hvad militæret vælger at fortolke som indiske trusler ved grænsen.
Under amerikanske pres har den civile regering beordret militæret til en mere intensiveret kamp mod de islamistiske talibanere siden august.
Men det militære establishment – og hovedparten af de talibaniserede pakistanerne - opfatter ikke dem, men derimod Indien, som den alvorligste trussel mod Pakistans eksistens.
Disse dages udvikling i Islamabad kan få omfattende konsekvenser i hele regionen -
på forholdet mellem Indien og Pakistan, på vilkårene for den fortsatte krig i Afghanistan og på Barack Obamas forestilling om, at et forsonligt forhold mellem Indien og Pakistan og herunder en løsning på Kashmir-striden lettere ville kunne afslutte krigen i Afghanistan.

fredag den 5. december 2008

EFTER BOMBAY-MASSAKRE: SANDHEDENS TIME FOR PAKISTAN

Pakistans præsident Asif Zardari lovede under sit møde med USA’s udenrigsminister Condoleeza Rice i Islamabad den 4. december, at landets myndigheder vil slå ned på den gruppe, som Indien og USA formoder var ansvarlig for terrorangrebet i Bombay den 26. november – hvis der bliver leveret konkrete beviser derfor.
Talrige indicier peger på, at jihadi-organisationen Lashkar-e-Taiba stod bag planlægningen og gennemførelsen. Det eneste, der slog fejl var, at en terroristerne overlevede og siden er kilde til talrige vigtige oplysninger til de indiske myndigheder. Dette har betydet, at Pakistan i dag er kommet under et alvorligt pres fra Indien og USA for at eliminere denne organisation og retsforfølge dens chefer.
Inden Condoleeza Rice ankom fra møder dagen før med Indiens politiske ledere i New Delhi havde Zardari afvist alle muligheder for, at massakren i Bombay kunne have sit udgangspunkt i Pakistan.
(Foto: Ved grænseovergangen Wagah gennemfører indiske og pakistanske soldater to gange om dagen en martialsk ballet - en erstatningskrig. Begrænses den øjeblikkelige konfrontation sig dertil?)
Men over for den amerikanske udsending udtrykte han sig dog mere i den retning, som hun var kommet for at høre fra USA’s nærmeste partner i krigen mod terror, som Washington siden 2002 har betalt omkring ti milliarder dollar for sit bidrag dertil.
Præsident Asif Zardari og hans demokratisk valgte regering er den svageste af Pakistans fire magtpoler. De andre er hæren, ISI, det militære efterretningsvæsen, og jihadi-organisationer, herunder også de pakistanske talibanere.
Najmuddin A. Shaikh er pensioneret chef for det pakistanske udenrigsministerium. Da han tidligere boede i nærheden af Islamabad, opsøgte jeg ham adskillige gange i årene efter 2001. Han er en passioneret observatør af international politik og en indsigtsfuld kommentator til landets talrige udenrigspolitiske problemer.
I sit seneste indlæg i Daily Times plæderer han for, at Pakistan ikke afventer flere oplysninger fra Indien omkring Lashkar-e-Taiba, men straks selv går i gang med undersøgelser af organisationen. Han skriver, at ”vi må gøre os det selv klart, at ukontrollerede og ukontrollerbare kræfter i Pakistan arbejder for at forhindre en indisk-pakistansk forsoning. ”
Med denne tone adskiller han sig væsentligt fra de fleste andre kommentarer i den pakistanske presse.
Hvilke straffeforanstaltninger kan Pakistans civile ledelse træffe over for de rabiate jihadi-organisationer? Fra hvilke kredse vil der være modstand her i mod?
Svaret på disse spørgsmål er for forskeren Haris Gazdar sandhedens time for Pakistans overgang til et civilt styre med kontrol over landets væbnede styrker. I øjeblikket er regeringen den legale magthaver, men den reelle er chefen for de væbnede styrker. Det pakistanske militær har altid haft et nært forhold til organisationer som Lashkar-e-Taiba, som er blevet brugt til at føre stedfortræderkrig mod Indien i Kashmir.
Hvis militæret slutter sig til den civile regerings diplomatiske bestræbelser, bl.a. med at indfri præsidentens løfter over for Condoleeza Rice, så er det et tegn på, at overgangsfasen mod civilt styre er i bedste gænge. Så vil der fra militæret komme signaler om, at jihad ikke længere er en løsning, som det støtter – end ikke over for Indien.
Men hvis militæret ikke reagerer sådan nu, så markerer det derimod, at for generalerne er overgangen til civilt styre i realiteten slut – selvom præsident Zardari og hans regering kan blive siddende for en tid endnu.